Havde man håbet på en debat, hvor meninger blev brudt, og tilhængerne af tolkegebyret i sundhedsvæsenet åbnede op for posen med sundhedsfaglige argumenter, da Folketinget torsdag i sidste uge førstebehandlede et beslutningsforslag om at afskaffe gebyret, så blev man skuffet.

Vi synes i regeringen, at det er rimeligt, at man efter tre år i landet som udgangspunkt selv skal betale for en sådan ordning, hvis man har brug for det

Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister

På den anden side: Hvis man har fulgt bare en smule med i debatten om det forkætrede tolkegebyr, så ville man også på forhånd vide, at sandsynligheden for, at tilhængerne ville svare konkret på substansen i den entydige lægefaglige kritik, der har været fremført mod tolkegebyret gennem flere år, var nærmest ikke-eksisterende.

I sin essens handler diskussionen om tolkegebyret om, hvor langt vi som samfund er villige til at gå økonomisk, socialt og menneskeligt i klapjagten på en gruppe af borgere, som af forskellige grunde ikke taler godt nok dansk til at kunne kommunikere forsvarligt med en læge.

Den handler om de afledte sundhedsmæssige, bureaukratiske og juridiske konsekvenser af den førte politik, og om de konsekvenser står mål med gevinsterne. Og så handler diskussionen om menneskesyn, og hvilke motiver man tillægger udlændinge, der kommer til Danmark.

Beslutningsforslaget var fremsat af Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre.

Masseproducerer ulighed

Og indrømmet, vi taler om et lille bitte hjørne af sundhedsvæsenet. Men for de læger og de godt 10.000 borgere, som tolkegebyret ifølge et svar til Folketinget hvert år rammer, har gebyret store negative konsekvenser.

Det har det også for det sundhedsvæsen, som vi konstant får tudet ørerne fulde om, nærmest producerer ulighed i sundhed på samlebånd.

Det samlebåndsarbejde bidrager gebyret flittigt til, fordi det typisk rammer borgere, læs etniske minoritetspatienter, der i forvejen bonner negativt ud i de fleste socioøkonomiske statistikker.

At et stort flertal med regeringen i spidsen derfor stadig har som stålsat princip ikke at ville lytte til snart seks års erfaringer og den massive faglige kritik af tolkegebyret fra det frontpersonale, der sidder med patienterne, og fra samtlige lægefaglige organisationer er svært at begribe.

Det tenderer politisk magtfuldkommenhed.

Vendekåber og ligegyldighed

Faktum er, at to tredjedel af Folketingets medlemmer (119 ud af 179) tydeligvis er bedøvende ligeglade med gebyrets omfattende negative sundhedsmæssige, juridiske, bureaukratiske og økonomiske konsekvenser for patienter, læger og samfund, og man gør intet for at skjule det.

Det kom tydeligt til udtryk under debatten i torsdags, hvor kun de Konservative blandt gebyrtilhængerne var lydhøre i forhold til at skifte position.

Blandt gebyrmodstanderne var det samme også tilfældet for Moderaterne, som i praksis faktisk har skiftet position, bare i den stik modsatte retning.

Det kan godt være, at det giver mening på Christiansborg og blandt korpset af politiske kommentatorer, men det er svært at have respekt for et parti, hvor ordføreren siger, at vi mener ‘det samme, som vi gjorde i valgkampen (hvor man kaldte tolkegebyret for ‘dyr symbolpolitik’, red.), men vi bakker op om regeringens politik på området’.

Minister: Det handler om at stille krav

Tolkegebyret, der betyder, at udlændinge, der har været i Danmark i mere end tre år, selv skal betale for en professionel tolk i sundhedsvæsenet, er dog ikke indført for at gavne sundheden, slet ikke, det er en integrationsmæssig ordning.

Fakta er nemlig stik modsat: Tolkegebyrordningen har givet et millionunderskud i hele dens levetid

Det fastslog indenrigs- og sundhedsministeren som et ekko fra fortiden i sin indledende tale i forbindelse med førstebehandlingen.

Her slog ministeren også fast, at gebyret handler om at stille krav til de udlændinge, der tror, at de til tid og evighed kan lukrere på skatteborgernes penge, fordi de ikke har gidet at lære dansk.

‘Tolkegebyret blev indført af et bredt flertal i 2018 for at understøtte integrationen i Danmark. Vi synes i regeringen, at det er rimeligt, at man efter tre år i landet som udgangspunkt selv skal betale for en sådan ordning, hvis man har brug for det’, lød det fra Sophie Løhde.

Og så var den diskussion sådan set ikke ret meget længere for sundhedsvæsenets politiske chef.

Argumenter fra fortiden

At overvære den mere end to timer lange debat var som at blive katapulteret tilbage til udlændingedebatten i 2000’erne og 2010’erne. Dengang, hvor Dansk Folkeparti bestemte musikken, når det handlede om udlændinge, og skiftende regeringer fidelt blev ved med at proppe mønter i jukeboksen.

Problemet er, at det stadig er den samme gamle schlager om ‘rimelighed’, der kører på repeat hos både Venstre og Socialdemokratiet. Hvis det så bare kun var medlemmerne af de to partier, der var tvangsindlagt til at lægge øre til tonerne fra fortiden, så kunne vi andre nøjes med at trække på skuldrene og ønske dem en god, lukket fest.

For virkeligheden er jo den, at sundhedsministeren sparker en åben dør ind: I dag er der ikke et eneste parti på Christiansborg, der ikke mener, at det er rimeligt at stille krav til udlændinge, herunder et krav om at lære dansk.

Det har selv venstrefløjen lært efter 20 års intens udlændingedebat.

Derfor kan sundhedsministerens eneste reelle argument i debatten, nemlig at det er rimeligt at stille krav om, at udlændinge skal lære dansk, dårligt opfattes som andet end et kikset forsøg på at spinne realiteterne væk fra det faktum, at hun udmærket er klar over, at der ikke er et eneste fornuftigt argument for at bevare tolkegebyret.

Forudsigelige ikke-svar

På samme måde var det også forudsigeligt, at ministeren gled af på alle spørgsmål, der udfordrede hende til konkret at forklare, hvor store negative konsekvenser for uligheden i sundhed, for patientsikkerheden, for spildtiden, for lægernes retsstilling, for økonomien, der skal til, for at tolkegebyret ikke længere er rimeligt.

Det samme gælder den holdning, som både sundhedsministeren og resten af blå blok er rejsende i, nemlig at det er urimeligt, at skatteborgerne skal betale for tolk til udlændinge, der ikke gider lære dansk.

Her er den usagte præmis selvfølgelig, at det vil blive dyrere for skatteborgerne, hvis gebyret afskaffes. Men det er også ren manipulation over for vælgerne.

Fakta er nemlig stik modsat: Tolkegebyrordningen har givet et millionunderskud i hele dens levetid. Den koster mere i administration, end der kommer ind i indtægter.

Helt ærligt, er det virkelig, hvad landets største parti kan svinge sig op til i sit forsvar for et tolkegebyr, der har så mange negative konsekvenser

Med andre ord får skatteborgerne i stedet en ekstraregning, fordi der er nogle politikere, der mener, at det ‘er rimeligt’, at de skal kunne uddele dummebøder til syge borgere, der ikke taler godt nok dansk.

Og så har vi ikke engang nævnt den helt store ekstraregning, den regning, der dækker over alt det, der er en hel del sværere at gøre op i kroner og øre, men som alligevel dræner fællesskabets pengekasse.

Den består blandt andet af poster som lægers tid brugt på papirarbejde i stedet for på patienten, diverse former for over- og underdiagnosticering, dårligere behandlingsforløb m.m.

S: Det handler om ulighed i sprogkundskaber

Forud for debatten var ordførertalen fra særligt ét parti ventet. Med sine 50 mandater er Socialdemokratiet det eneste parti, der i det nuværende folketing egenhændigt kan afskaffe tolkegebyret.

Selvom partiet under statsminister Mette Frederiksens ledelse har udviklet sig til en værdig arvtager for DF på udlændingeområdet, og ingen derfor var i tvivl om partiets holdning, var det alligevel interessant at høre argumenterne for at bevare gebyret.

Og talen var bestemt værd at vente på. Hvorfor? Fordi den til fulde demonstrerede, hvor lavt man er villig til at synke for at stå fast på et synspunkt, som stort set ingen uden for Christiansborg kan se fornuften i.

Her er et uddrag af den socialdemokratiske ordfører, Maria Durhuus, tale, som jo mener, at tolkegebyret skal bevares, fordi det handler om at styrke integrationsindsatsen:

‘I beslutningsforslaget anføres det, at tolkegebyret skaber ulighed (i sundhed, red.). Men den virkelige ulighed består jo i, når nogen ikke kan sproget, selvom de har været her i en længere årrække. Derfor er det ret og rimeligt, at vi siger, at de første tre år betaler det offentlige, hvis man i forbindelse med kontakt med sundhedsvæsenet har brug for en tolk. Men når den periode er gået, er det også rimeligt, at man betaler selv, hvis man ikke har lært sproget tilstrækkeligt.’

Politisk sandkasseprojekt

Helt ærligt, er det virkelig, hvad landets største parti kan svinge sig op til i sit forsvar for et tolkegebyr, der har så mange negative konsekvenser?

Er det, hvad man har at sige til det frontpersonale og andre, som efter at være tvunget ind i et politisk sandkasseprojekt gennem snart seks år nu har fremført en nuanceret og veldokumenteret kritik af tolkegebyrets konsekvenser?

En gang ubehjælpsomt vrøvl, hvor logikken vist er, at hvis man bare pisker syge borgere med et gebyr, fordi de ikke taler godt nok dansk, så lærer de det sgu nok ad den vej.

Er der ikke en professionel tolk til stede, der kan hjælpe socialdemokraterne med at oversætte virkeligheden til et sprog, de forstår?

Se hele førstebehandlingen af beslutningsforslaget B 164 om at afskaffe tolkegebyret i sundhedsvæsenet fra torsdag 16. maj her. Debatten starter 2:44:40 og varer til 4:56:45.