Foto: Lars Andersen

Sundhedsvæsenets XX Factor Kønsdiversitet i de lægelige specialer har en positiv afsmitning på både arbejdsmiljø, faglighed, innovation og forskning. Derfor er vi nødt til at forholde os til den stigende kønsubalance på medicinstudiet og inden for visse specialer.

I de seneste årtier er kvinderne stormet ind på landets nu fem medicinuddannelser i en sådan grad, at der siden 2015 har været flere kvinder end mænd blandt de erhvervsaktive medlemmer af Lægeforeningen.

Og ser man alene på de seneste tre års optag på medicinstudiet, så er overvægten af studerende med to X-kromosomer endnu mere markant med andele på henholdsvis 70,3 pct., 71,1 pct. og 72,1 pct.

Faktisk har kønsubalancen på medicinstudiet gennem de seneste 30 år aldrig været større end i 2022. I takt med at kønssammensætningen på studiet slår igennem i arbejdsstyrken, vil kvinderne i fremtiden i naturlig forlængelse af den udvikling udgøre en støt stigende andel af den samlede lægestand.

Præmissen må være, at vi har brug for diversitet og en nogenlunde ligelig kønsfordeling, fordi mænd og kvinder bringer forskellige perspektiver til bordet

Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste lægeprognose for årene 2021-2045 vil 2 ud af 3 læger i det såkaldte grundscenarie i 2045 være kvinder. I fremtiden vil der ganske enkelt blive længere mellem mændene på hospitalsgangene og i landets lægepraksisser.

XX Factoren har i den grad gjort sit indtog i sundhedsvæsenet.

Problemet opstår, når der skal vælges speciale

Er den udvikling så et problem? Både og. I forhold til den enkelte læge er kønnet på ingen måde et problem, og det er det heller ikke i forhold til patienterne.

Tværtimod kan man kun have respekt for de mange unge kvinder, der forlader gymnasiet med en eksamen, der kvalificerer dem til at komme ind på medicinstudiet, og som har talent og motivation for at uddanne sig til læge.

Alligevel er der gode grunde til at stoppe op og forholde sig til udviklingen. For dér, hvor kønsubalancen kan gå hen og blive til et større samfundsproblem, er i årene efter, at lægeløftet er aflagt, og der skal vælges lægefagligt speciale.

Som vi afdækker i dag i Dagens Medicin, er der nemlig markante forskelle i de to køns præferencer i forhold til, hvilket område de ønsker at uddanne sig til speciallæge i. Faktisk er der flere specialer, hvor kønsubalancen begge veje over de seneste mange år er blevet endnu mere udtalt.

Tydeligt og firkantet mønster

Og mønsteret er tydeligt. Firkantet sagt søger kvinderne i overvejende grad mod specialer, der handler meget om omsorg, børn og en høj grad af læge-patient-kontakt, mens mændene dominerer inden for specialer med prestige og mange penge til forskning. Det har tidligere undersøgelser også påvist.

Mens 78 pct. af speciallægeanerkendelserne i pædiatri og 76 pct. af anerkendelserne inden for gynækologi og obstetrik i 2021 gik til kvinder, så stod mændene for 74 pct. af speciallægeanerkendelserne i kardiologi og for 71 pct. af anerkendelserne i ortopædkirurgi.

Præmissen må være, at vi har brug for diversitet – det gælder også i forhold til læger med anden etnicitet end dansk – og en nogenlunde ligelig kønsfordeling, fordi mænd og kvinder bringer forskellige perspektiver til bordet.

Kønsdiversitet har positiv afsmitning

Netop diversitet i bred forstand er ofte en forudsætning for at have fagligt stærke miljøer. Desuden har diversitet en positiv afsmitning på både arbejdsmiljø, innovation og forskning og ikke mindst de emner, der forskes i.

Her vil flere kvinder i forskningstunge specialer kunne bidrage til at dække de blinde vinkler, der opstår, når mændene dominerer.

I september sidste år vedtog European Society of Cardiology (ESC) for eksempel en kønspolitik, der tilsiger, at mindst 40 pct. af alle ESC-udnævnte positioner skal allokeres til kvindelige kardiologer og kardiologiske forskere

Umiddelbart er der tre forhold, der bør diskuteres nærmere: Hvorfor medicinstudiet er så kønnet, og hvad man kan gøre ved det? Skal kvote 2, hvor der lægges vægt på andre ting end karaktergennemsnit, fylde mere?

Hvad kan der gøres for at gøre traditionelle mandespecialer mere attraktive for kvindelige læger og vice versa? Det handler om at udnytte puljen af talent bedst muligt.

Og er der i selve systemet, dvs. blandt dem, der ansætter til HU-stillinger, nogle mere eller mindre ubevidste bias, der favoriserer det ene køn? Det er der formentlig. Lad os få gjort op med dem.

Skal der indføres kvoter?

Der er nogle, der foreslår at indføre kvoter for at få bugt med ubalancen, både i forhold til optaget på medicinstudiet, hvor pladser skal reserveres til mænd, og i forhold til at reservere HU-stillinger til kvinder i mandsdominerede specialer. Det kunne være værd at teste.

I september sidste år vedtog European Society of Cardiology (ESC) for eksempel en kønspolitik, der som et første skridt tilsiger, at mindst 40 pct. af alle ESC-udnævnte positioner skal allokeres til kvindelige kardiologer og kardiologiske forskere for at få så ligelig en kønsrepræsentation som muligt.

Herhjemme har kardiologernes selskab ingen planer om at gøre det samme. 

Samtidig er det oplagt at tage reelt livtag med diverse ‘rammebetingelser’, herunder den udbredte og ofte usagte forventning om, at forskning i løbet af speciallægeuddannelsen er noget, der foregår i fritiden.

Det krav gælder selvsagt begge køn, men eftersom det nu engang er kvinder, der føder børn, rammer det alt andet lige dem hårdere.

Heldigvis har der de senere år været en samfundsudvikling, godt hjulpet på vej af sidste års politiske beslutning om at øremærke 11 uger af barslen til faderen, hvor flere mænd er kommet på banen i forhold til at tage en større del af både barslen og omsorgsopgaverne i hjemmet, hvilket er med til at udjævne de forskelle.

Derudover kan f.eks. flere delestillinger, der kombinerer klinik med forskning, og bedre muligheder for i perioder at gå ned i tid og lignende tiltag, være med til at skabe bedre balance i familielivet for både mænd og kvinder, og for diversiteten i de forskellige specialer.

Kommentarer

  1. Jeg finder flere ting problematiske:

    Første er karikaturen i toppen – Som yngre mandlig læge (KBU) har jeg ALDRIG oplevet at nogen patienter møder mig med spørgsmålet “Er du læge?” på baggrund af mit køn. For mig er det sket et fåtal af gange på baggrund af min alder. Tværtimod har jeg hørt fra kvindeligekollegaer at de er blevet spurgt om dette på baggrund af deres køn. Således altså fuldstændig omvendt af karikaturen.

    Grunden til at der bliver flere kvindelige læger er ganske enkel. Det kræver et vist karakter gennemsnit for langt hovedparten at blive optaget på universitetet (Da jeg startede på KU) for at kunne læse medicin og det er almindeligt kendt at i nyere tid har piger/kvinder været drenge/mænd overlegne i at få gode karakterer i gymnasiet. Skal dette ændres må drenge simpelthen tage sig sammen og få bedre karakterer – og så hører det også til, at det også handler om interesse og hvad man kan se sig selv i af job i fremtiden. Er der faldende interesse for mænd i at blive læger skal dette ikke gå ud over kvinder.

    Mht specialevalg tror jeg også det handler om den nuværende kønsfordeling – Således hvordan det er for hhv mænd og kvinder at komme ind i et speciale som har været præget i lang tid af at det modsatte køn har kunnet sætte sit præg på hvordan tingene fungerer lige netop dér. Altså ikke blot interesse for om man synes specialet er interessant, mens også om man er tiltrukket af arbejdsmiljøet, tonen på arbejde, jargon mv – Dér kunne begge køn måske lære noget om hvordan man imødekommer dette, kulturændringer i specialer mv.

    At sætte procenter på kønsfordelingen er fuldstændig forkert i min optik. Det handler om hvem der er det bedste valg (hvor forskning i fritid er absolut no-go, da det er ulønnet arbejde og direkte forkert). Uanset om det drejer sig om bestyrelse, direktørstillinger, læger, sygeplejersker, portører eller hvem det måtte være.
    Gør det åbent for kønnene at konkurrere på lige fod. Det synes jeg er den bedste vej frem. Og så med tiden skal der nok kommer kønsændringer i specifikke specialer.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man tilbage i tiden da forholdene var omvendt, om man fra mandlig side gjorde alt man kunne få at få kvinderne ind alle steder gr. fordelene som du selv beskriver. Eller om det blot er bekymring for at lægestanden i fremtiden udgøres af kvinder og at det handler om at beskytte det mandlige køn tilstedeværelse i lægeverdenen.

    Sidste punkt er jeg fuldstændig enig i kunne være fremragende, også fordi det er min opfattelse at min generation af yngre læger ser markant anderledes på vores arbejdsliv og vilkår end man gjorde tidligere

Skriv kommentar