I november sidste år handlede det på denne plads om lovkravet om egenbetaling for brug af professionelle tolke i sundhedsvæsenet, det for mange læger og andre sundhedsansatte forkætrede tolkegebyr, og det gør det igen.

I en tid, hvor alle taler om, at ulighed i sundhed skal bekæmpes, går Christiansborg forrest, men i den stik modsatte retning

Dengang var konklusionen, at gebyret var et politisk misfoster, der både er sundhedsskadeligt og skader integrationen, og derfor burde skrives ud af lovgivningen. Den konklusion holder stadig.

Grunden til, at det er relevant igen at tage tolkegebyret under behandling, er, at vi nu kender de politiske partiers aktuelle holdning til det lovkrav, der trådte i kraft 1. juli 2018.

På Dagens Medicin har vi spurgt de 11 sundhedsordførere, om de efter fem og et halvt års erfaringer med tolkegebyret i dag er for eller imod, og resultatet er klokkeklart: Et massivt flertal på 119 ud af Folketingets 179 mandater ønsker at bevare gebyret.

Glem højrefløjen

At den yderste højrefløj i skikkelse af Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, for hvem udlændingepolitik er det forudsigelige filter, som verden ses igennem, er tilhængere af et gebyr, og for DF’s vedkommende endda ønsker at stramme reglerne, er, som det skal være. Glem dem, og Liberal Alliance og de konservative, der også er for tolkegebyret.

Det er Venstre og ikke mindst Socialdemokratiet, der sidder med de afgørende mandater, der kan ændre på det menneskelige, sundhedsfaglige og økonomiske ressourcespild, som tolkegebyret medfører.

At S og V, der bryster sig af at være en del af en regering, der vil holde yderfløjene væk fra indflydelse, fastholder deres beslutning fra 2018, er, som lægeformand Camilla Rathcke formulerer det i vores dækning, beskæmmende.

Et er, at S og V forud for vedtagelsen af gebyret var besat af konstant at toppe og tækkes udlændingepolitikken hos Dansk Folkeparti, der med 37 mandater på det tidspunkt var Folketingets næststørste parti. Og at de to partier derfor mente, at det var på sin plads at bruge lovgivningen til at piske udlændinge – læs etniske minoritetspatienter – med behov for lægehjælp økonomisk, fordi de ikke kan tale ordentligt dansk.

Noget andet er, at man i dag ikke engang vil forklare, hvorfor man mener, at gebyret er en god ting.

Skærpende omstændighed

Selvom argumenterne for at indføre et tolkegebyr allerede for fem år siden var et udtryk for en primitiv klapjagt på en i forvejen marginaliseret gruppe af borgere, er det en skærpende omstændighed, at S og V i dag ønsker at bevare tolkegebyret.

Hvorfor? Fordi det sker på trods af mere end fem års erfaringer med gebyrets dokumenterede negative sundhedsfaglige konsekvenser og de retslige og etiske dilemmaer, som gebyret dagligt tvinger læger til at skulle balancere.

I vores dækning har vi forsøgt at finde nogen i det danske sundhedsvæsen, bare én, som mener, at tolkegebyret gavner sundheden, og for så vidt også integrationen. Det har indtil videre vist sig at være umuligt.

I begge partiers svar i vores rundspørge – som meget sigende faldt på skrift, for så kan man behændigt undgå at skulle svare på opfølgende spørgsmål – konstaterer de to ordførere, at deres holdning til tolkegebyret er uændret.

Det betyder altså, at man i sundhedsminister Sophie Løhdes parti stadig argumenterer ud fra en diffus betragtning om, at hvis man ikke taler dansk efter tre år, så er det ‘rimeligt’, at man selv skal betale for at have en tolk med hos lægen.

Rimeligt i forhold til hvad? I forhold til at alle andre borgere i Danmark har fri adgang til sundhedsvæsenet? Eller i forhold til det kæmpe spild af sundhedsfaglige ressourcer og en patientsikkerhed i frit fald, som gebyret blandt andet fører med sig?

I forhold til statsministerpartiet betyder den uændrede holdning, at man altså fortsat mener, at tolkegebyret handler om integration og at få flere til at lære dansk. For det var argumentet i 2018.

Arm i arm med højrefløjen

Hvis det ikke var fordi, at tolkegebyrets negative konsekvenser rammer rigtige mennesker, der for de flestes vedkommende i forvejen befinder sig på kanten af samfundet – for det gør man, når man ikke taler sproget – på et af de mest sårbare områder overhovedet, nemlig deres helbred og trivsel.

Og hvis det ikke var fordi, at det er selve kernen i lægeopgaven, nemlig kommunikationen mellem læge og patient, der er på spil, så ville man jo klaske sig på lårene af grin.

I en tid, hvor alle taler om, at ulighed i sundhed skal bekæmpes, går Christiansborg forrest, men i den stik modsatte retning. Og i front marcherer socialdemokraterne og Venstre arm i arm med den yderste højrefløj uden et gram af vilje til at forklare, hvorfor de vil bevare tolkegebyret.

Udover at det er mangel på respekt over for vælgerne og den demokratiske samtale, så er det en demonstrativ mangel på respekt over for de borgere og de læger og andre sundhedsansatte, der dagligt skal arbejde, håndtere og navigere i gebyrets mange negative konsekvenser.

Lær af Tesfaye

Og hvis de to sundhedsordførere mangler en rollemodel, der kan vise dem, hvordan man som folkevalgt kan håndtere en rigtig dårlig sag med bare en lille smule værdighed, integritet og respekt, så kan de passende lade sig inspirere af socialdemokraten Mattias Tesfaye.

I 2021 havde Tesfaye som udlændinge- og integrationsminister opgaven med at skulle forsvare S-regeringens beslutning om at placere et udrejsecenter for udvisningsdømte udlændinge på Langeland.

Det har næppe været særlig sjovt, for langelænderne var forståeligt nok rasende. Alligevel troppede Mattias Tesfaye op til debat i den lokale håndboldhal for at argumentere, forklare og diskutere med omkring 2.000 lokale borgere, hvoraf 100 ud af 100 var imod ham og regeringen. Så er man en værdig repræsentant for folkestyret.

Efterfølgende gik der under en uge, så havde regeringen taget modstandernes kritik til efterretning og trukket sit forslag tilbage.

Må det samme ske for tolkegebyret.