Ulighed i sundhed har længe været det prisme, som både sundhedsprofessionelle, politikere, patientforeninger og andre aktører i sundhedsvæsenet har anvendt, når de skal argumentere for, hvorfor lige præcis denne sygdom eller denne patientgruppe skal have særlig opmærksomhed eller hjælp.

Tolkegebyret et udtryk for, at man politisk har valgt at føre integrationspolitikken helt ind i landets lægeklinikker, ambulatorier og hospitalsgange

Selvom påkaldelsen af ulighed som et særligt slagkraftigt argument i et sundhedsvæsen, der i forvejen er fyldt med ulighed i sundhed, ofte kan virke letkøbt, så er der bare eksempler, der får alle ulighedsparametre til at gå i rødt.

Et af dem er §50 i sundhedsloven, der handler om egenbetaling for tolkebistand i sundhedsvæsenet – i daglig tale blot tolkegebyret – der blev indført 1. juli 2018 med stemmer fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti (DF).

Et misfoster fra første dag

Den paragraf har været et misfoster fra første dag, fordi et tolkegebyr på sundhedsydelser intet har med sundhed at gøre. Faktisk har gebyret den stik modsatte effekt, fordi det er sygdoms- og ulighedsskabende.

Hvorfor? Fordi gebyret afholder potentielt syge patienter fra at opsøge lægehjælp, fordi de enten ikke har råd til eller ikke vil betale fra 334 kr. til 1.675 kr., som er taksten for tolkning ved en indlæggelse. Og fordi loven giver dårligere patientforløb, når der ikke er en tolk til stede, der kan sikre, at vigtige informationer fra patient til læge og vice versa bliver forstået korrekt.

I stedet er tolkegebyret et udtryk for, at man fra politisk hold har valgt at føre integrationspolitikken helt ind i landets lægeklinikker, ambulatorier og hospitalsgange.

Tidsspilde og tilsætning

Patientsikkerheden for de etniske minoritetspatienter er langt fra det eneste, der lider under tolkegebyret. Det samme gælder de behandlende lægers retsstilling.

I 2018 vedtog et flertal i Folketinget et tolkegebyr ud fra den absurde antagelse at kunne nudge udlændinge til at lære dansk ved at straffe dem økonomisk, når de har brug for lægehjælp

Ifølge sundhedsloven er læger bl.a. forpligtet til at sikre samtykke fra patienten forud for en behandling, ligesom patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand, behandlingsmuligheder, bivirkninger m.m. Men hvordan skal lægen kunne overholde loven, hvis patienten fravælger en tolk af økonomiske årsager?

Dertil kommer de ressourcer og enorme mængder af tid, der bruges af læger, sygeplejersker, lægesekretærer og andre på at hjælpe, forklare og parlamentere med patienter og deres pårørende om gebyret – tid, der burde og kunne være brugt på mere relevant sundhedsfagligt arbejde.

Og endelig er tolkegebyret også ren tilsætning, hvad angår økonomien. Sagen er nemlig den, at regionerne i forvejen har udgifter til ordningen på ca. 65 mio. kr. om året, fordi mange patienter er fritaget fra gebyret. Og ser man alene på regionernes udgifter til administration af patienternes egenbetaling, så koster det ca. 5,6 mio. kr. årligt at kradse 3,9 mio. kr. ind fra patienterne.

Klapjagt på minoritetspatienter

Selvom tolkegebyret i princippet omfatter alle, der efter tre års ophold i Danmark ikke har lært godt nok dansk til at forstå, hvad lægen siger, er der ingen tvivl om de politiske intentioner bag.

Gebyret blev udelukkende indført for at gøre livet så surt som overhovedet muligt for en stor gruppe etniske minoritetspatienter, der af den ene eller anden grund ikke mestrer det danske sprog på et niveau, hvor de kan forstå selv simple beskeder omkring deres egen helbredssituation.

I kommentarerne til lovforslaget står der direkte, at VLAK-regeringen og DF vil ‘styrke udlændinges incitament til at lære dansk yderligere ved at indføre et gebyr for fremmedsprogstolkning i sundhedsvæsenet for personer, der har været bosat i Danmark i mere end 3 år’.

Uværdigt for et velfærdssamfund

Den er god nok, du læste rigtigt: I 2018 vedtog et flertal i Folketinget et tolkegebyr ud fra den absurde antagelse at kunne nudge udlændinge til at lære dansk ved at straffe dem økonomisk, når de har brug for lægehjælp.

Tolkegebyret er en anakronisme fra tiden, hvor udlændingepolitikken fyldte (alt for) meget i dansk politik

Helt ærligt, hvad havde man forestillet sig? At landets sprogcentre nu pludselig ville blive overrendt af indvandrere, så de kunne undgå at betale et tolkegebyr?

Til gengæld har gebyret ført til et dramatisk fald i antallet af tolkede samtaler, hvilket alt andet lige må antages at have ført til yderligere sygdomsskabelse og ulighed i sundhed, fordi patienterne dermed helt undlader at opsøge lægehjælp.

Det er ganske enkelt ikke et velfærdssamfund som det danske værdigt at drive klapjagt på en gruppe borgere, der i forvejen befinder sig på kanten af samfundet på stort set alle socioøkonomiske parametre, når det handler om deres sundhed.

Og man får lyst til at spørge politikerne, hvad forskellen er på at ordinere en blodprøve og at ordinere en tolk? Begge dele er vel et middel til at sikre den bedst mulige diagnostik og behandling?

En anakronisme, der skal fjernes

Tolkegebyret er en anakronisme fra tiden, hvor udlændingepolitikken fyldte (alt for) meget i dansk politik. Men tiderne har ændret sig, og det er på høje tid at få gebyret skrevet ud af sundhedsloven igen.

Så kære folketingspolitiker: Hvis du vil gøre noget godt for patienter og ansatte i sundhedsvæsenet og samtidig være med til at reducere uligheden i sundhed, så behøver du ikke vente på, at Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger engang i foråret.

Her får du serveret en simpel vindersag, hvor der ikke er et eneste sagligt argument for ikke at ændre lovgivningen nu.