En anonym arbejdspladsvurdering (APV), der ikke var anonym alligevel, men i stedet førte til ‘et tilbud’ til dem, der havde svaret kritisk, om at forklare sig over for hospitalsledelsen.
Et bekymringsbrev fra en gruppe akutlæger om en truet sikkerhed for patienterne, der i stedet førte til, at afsenderne oplevede at få mundkurv på.
Og tre støttebreve fra andre fagrupper, der bakkede op om lægernes bekymringsbrev til hospitalsledelsen, uden at læger, sygeplejersker, lægesekretærer m.fl. på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup oplevede, at det førte til ændringer af de kritiske arbejdsvilkår, som de forsøgte at råbe hospitalsledelsen op om, og som længe havde haft konsekvenser for patienterne. Men som i stedet førte til offentlig udskamning på personalemøder eller trusler om tjenstlige samtaler.
Derfor fortjener de folk, der gennem de seneste måneder alligevel har trodset frygten for ledelsens repressalier, vores dybeste respekt
Sådan kan otte nuværende eller tidligere ansattes oplevelse af arbejdsforholdene på akutafdelingen på det midtjyske hospital gennem det seneste år i grove træk sammenfattes. Det er både trist og bekymrende læsning. Dagens Medicin har interviewet alle otte, ligesom vi har haft adgang til interne mødereferater og mails, der på lange stræk afslører et utrygt og til tider fjendtligt arbejdsmiljø, hvor ansatte bliver passet op og hevet til side på gangene, hvis de f.eks. har ytret sig kritisk på deres private facebook-profil eller i medierne.
Mens nogle ansatte kan fortælle om eksplicitte trusler, fordi de er stået frem med deres bekymringer på patienternes vegne, kan andre fortælle om ledere, der mere subtilt siger ét, men gør noget andet. Som en nuværende ansat formulerer det: ‘Ledelsen har en standard vending: Jeg hører, hvad du siger, men …’
Kun tre af kilderne vil stå frem med navn. De øvrige har set, hvordan akutlægernes talsmand, overlæge Anders Møllekær, hvis historie vi bragte i slutningen af maj, til sidst følte sig så presset af hospitalsledelsen og af arbejdsmiljøet, at han måtte sygemeldes og efterfølgende valgte at opsige sin stilling. Nu frygter de at blive slæbt igennem samme forløb, hvis ledelsen ved, hvem de er.
Deres, desværre, helt forståelige frygt for repressalier flugter med resultaterne fra Dagens Medicins nylige undersøgelse af lægers oplevelse af mulighederne for at bruge deres frihed til at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Her svarede 88 pct., at de har oplevet, at kritik har haft negative konsekvenser for enten deres eget eller kollegers ansættelsesforhold.
Undersøgelsens resultater er så bekymrende, at enhver afdelings- og hospitalsledelse i dette land burde have pligt til at nærstudere dem og omsætte dem til konkret handling, fordi svarene viser, at den udstrakte ytringsfrihed, vi ofte bryster os af i det her land, hvad angår de ansatte på hospitalerne, lader meget tilbage at ønske. I samme forbindelse må man tage sig til hovedet over, at de sundhedsansattes oplevelse af ikke at kunne tale frit om deres bekymringer på patienternes vegne, ikke har fået flere regions- og folketingspolitikere op af stolene.
Spørger man ledelsen, både i afdelingen og i toppen af regionshospitalet, så er akutafdelingen nu et helt andet sted end i begyndelsen af året. Derfor er de trætte af, at der bliver ved med at blive kastet salt i såret. Og man forstår dem sådan set godt. Ligesom mange andre dele af sundhedsvæsenet har Gødstrups akutafdeling, stort set siden hospitalet slog dørene op i februar sidste år, nærmest konstant kæmpet med mange ubesatte stillinger.
Når det så er sagt, er virkeligheden bare den, at problemerne i akutafdelingen på trods af ledelsens forsikringer om det modsatte ikke er forsvundet. Hverken i forhold til det psykiske arbejdsmiljø eller i forhold til patientsikkerheden. Så sent som i sidste uge opstod der igen en såkaldt bekymrende situation, hvor patienterne var for mange, så personalet ikke kunne tilse dem i tide.
Bevares, det kan ske på en akutafdeling, men netop derfor er det altafgørende, at de medarbejdere, der er tættest på patienterne, kan tale højt om forholdene. Det handler bl.a. om at forebygge stress-sygemeldinger og moral injury, som man ved kan opstå, når sundhedsansatte bliver bragt i umulige situationer eller under ekstremt arbejdspres.
I den forbindelse er det også bemærkelsesværdigt, at Arbejdstilsynet efter et besøg på akutafdelingen i marts i år i sin rapport direkte skriver, at man ikke kun kan fokusere på den ‘positive stemning’ og ‘se fremad’, men at medarbejderne skal kunne ytre deres eventuelle bekymringer i et trygt miljø.
Endelig klinger det særdeles hult, når hospitals- og afdelingsledelsen siger, at de ikke ønsker at føre en dialog med medarbejderne gennem medierne. Her glemmer de bare at nævne, at de selvsamme kritiske medarbejdere gennem de seneste otte-ni måneder igen og igen og via de gængse kommandoveje har forsøgt at få deres budskab igennem. Her er det desuden vigtigt at huske på, at det ikke er nogen let beslutning at stille sig op og kritisere sin egen arbejdsplads i fuld offentlighed. Dertil er prisen alt for høj.
Det gør man kun, hvis man virkelig mener, at der er noget rusk ravende galt. Derfor fortjener de folk, der gennem de seneste måneder alligevel har trodset frygten for ledelsens repressalier, vores dybeste respekt.
