Ombryd supersygehusene
Foto: Joachim Rode

Ombryd supersygehusene STIKPILLEN: Problemet er, at de unge læger, sygeplejersker, jordemødre og andre personalegrupper samstemmende og i stor udstrækning taler om stress, angst for arbejdet og dårligt arbejdsmiljø, skriver Torben Mogensen, tidl. vicedirektør, Hvidovre Hospital.

Der er noget galt i sygehusvæsenet. Vi har gjort noget rivende galt.

Jeg har fået den fornøjelse at blive censor på medicinstudiet på det brede fag ‘Akut patient’. Et fag, der til allersidst i medicinstudiet skal give de nye læger fra Københavns Universitet et sidste brushup i at håndtere de akutte patienter, de står med om kort tid. Et fag, jeg i øvrigt selv underviste i, da jeg var aktiv lektor. Og jeg må sige, at der er ikke sket noget i de mange år. De studerende er stadig superdygtige og klar til at modtage patienterne. Hvad er problemet så?

Afdelinger med over 100 læger er ikke sjældne. Tænk på, hvad det gør for arbejdsmiljøet

Problemet er, at de unge læger, sygeplejersker, jordemødre og andre personalegrupper samstemmende i stor udstrækning taler om stress, angst for arbejdet og dårligt arbejdsmiljø. Det er altså ikke manglende faglighed, der er årsagen til utrygheden. Selvom mange kritiserer nogle uddannelser for ikke at gøre de studerende klar til den kliniske hverdag, så tror jeg ikke, det største problem ligger her. Selvom der givet er noget, der kan gøres bedre.

Næ, min personlige mening er, at vi har lavet en stor fejl i den måde, vi har organiseret sygehusene på. Vi har gjort afdelingerne alt for store og uoverskuelige. Lad mig tage et konkret eksempel.

Da jeg var medicinstuderende på gastro-kirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital i 1977, var der tre overlæger, ca. fem 1. reservelæger og ca. 12 reservelæger. Altså en så overskuelig flok, at man lærte hinanden at kende. Lægerne kendte studenterne ved navn, og vi arbejdede sammen.

Da jeg stoppede på Hvidovre Hospital, var afdelingen så stor, at man mødtes i et kæmpe lokale og måtte bruge højttalere og mikrofon, for at alle kunne høre. Jeg tvivler på, at lægerne kendte hinanden, og slet ikke studenterne. Afdelinger med over 100 læger er ikke sjældne. Tænk på, hvad det gør for arbejdsmiljøet.

At lukning af hospitaler har været godt for fagligheden, er ikke til diskussion. Men hvad betyder det for arbejdsmiljøet, at f.eks. de akutte patienter, som før blev fordelt på tre geografier, nu kun kommer på ét sted? Det giver, ikke uden grund, følelsen af, at patienterne kommer væltende ind. I ‘gamle dage’ var neurokirurgien opdelt på tre geografier på Sjælland, som på skift havde vagten. Når vi havde vagt, var der travlt, men der var to dage med ro.

Arbejdsmiljøprofessor Tage Søndergård Kristensen påpegede helt tilbage i 1998, at det var antallet af kolleger, og ikke antallet af patienter, der var hovedårsagen til stress. Der er for mange kolleger, man skal forholde sig til, og min påstand er, at det også hæmmer den tryghed, det giver, at have kolleger, man kender godt. En tryghed, der er afgørende, når man som person skal behandle patienter med livstruende sygdomme.

Hvad skal vi gøre? Man bliver nødt til at dele de store afdelinger op i overskuelige enheder. Ingen kæmpe akutmodtagelse, men mindre selvstændige enheder. At bare øge antal ansatte vil kun være benzin på bålet.

Kommentarer

  1. Ville “ Anbefalinger til Fremtidens Kliniske Grundstruktur (2011)” se anderledes ud, hvis den blev skrevet i dag? Jeg spørger bare!

Skriv kommentar