Tirsdag den 3. oktober lød det fra Folketingets talerstol, at ‘lærerne skal have deres autoritet tilbage’. Under den fortryllende overskrift ‘Mindre bureaukratisk bøvl – mere nærvær’ arbejder man nu på højtryk for at realisere drømmen gennem det skoleudspil, mange mennesker i øjeblikket venter på.
Da jeg er den type, der nødigt går over åen efter vand, har jeg et – synes jeg selv – overordentlig godt forslag til politikerne. Noget, der hverken kræver kunstig intelligens eller alenlange møder. Faktisk kan det klares på få sekunder af en studentermedhjælper med et Word-dokument. Ved hjælp af funktionen ‘søg og erstat’ ombytter man et ‘r’ med et strategisk placeret ‘g’ i statsminister Mette Frederiksens overskrift og lader det sive ned igennem dokumentet. Resultatet bliver et stærkt reformudspil, hvor der lægges op til, at lægerne og det øvrige sundhedspersonale får deres autoritet tilbage.
Antagelsen i ‘Vælg Klogt’ er, at vi foretager en lang række unødvendige undersøgelser og behandlinger, og at vi kan bruge disse ressourcer til at udføre mere af det, der gavner. Men værdiansættelsen er uklar, og det skaber forvirring
Nogle vil mene, at det netop er det, ‘Vælg Klogt’-dagsordenen har i fokus. At vi – som eksperter – skal rydde op i det unødvendige for at få plads til det vigtige. Jeg har stor respekt for den dagsorden og for det engagement, mine dygtige kolleger lægger i arbejdet, mens jeg samtidig undrer mig over, hvordan det endnu en gang er lykkedes politikerne at få gjort sundhedsprioriteringer til et internt anliggende i væsenet. Der er fortsat begrænsede ressourcer, og derfor giver det ikke mening at samle hestene om krybben uden en betydelig grad af frisættelse.
Antagelsen i ‘Vælg Klogt’ er, at vi foretager en lang række unødvendige undersøgelser og behandlinger, og at vi kan bruge disse ressourcer til at udføre mere af det, der gavner. Men værdiansættelsen er uklar, og det skaber forvirring. Er målet at tilbyde patienterne den bedste behandling – eller den bedst mulige behandling inden for de rammer, vi har? Det handler om at forstå hvilke grundlæggende antagelser, der driver arbejdet. For hvad nu, hvis vi i fællesskab fandt ud af, at ‘det kloge valg’ var at undersøge og behandle langt flere? Med langt dyrere metoder? Er det overhovedet et muligt outcome?
At kende målet er altså nødvendigt, fordi det er med til at afgøre, hvilken form for frisættelse vi har behov for. Og ærligt, så kommer vi aldrig i mål med at tilbyde den bedste behandling ved at fordele foderet i krybben. Derfor må den bedst mulige behandling under de givne forudsætninger være et mere realistisk mål.
En kerneværdi i frisættelse er tillid til, at dedikerede fagprofessionelle bl.a. er i stand til at bruge prioritering som redskab. Prioritering kræver en modig, holistisk ansvarlig og stærkt kontekstbestemt tilgang til opgaven, mens tillid er, at man kan afvige fra rettighedskrav uden at indlevere en dispensationsansøgning i syv eksemplarer. Men den tilgang er svær at praktisere i et system, hvor rettigheder driver kalenderen. Og hvor klagesager ikke sjældent (gennem en eller anden form for administrativ partenogenese) formerer sig som Hydra. Det, der startede som almindelig utilfredshed, rammer pludselig skrivebordet som fire separate klager og tilhørende krav om dialogsamtaler.
Derfor: Sundhedspersonalet har kun mod at til prioritere, hvis politikerne har mod til at skabe – og stå på mål for – et organisatorisk rammeværk, hvor bureaukrati afløses af tillid, og hvor fejlprioriteringer håndteres med nysgerrighed og læring. Foreløbig et kæmpe stort tillykke til den danske folkeskole.
