Så gik pistolen af, og tre regioner skød afsted i kapløbet om at blive pilotregion for lungekræftscreeningen. Region Syddanmark kom først over målstregen, og det bliver nu spændende at følge med på sidelinjen. Jeg kan tage fejl, men jeg tror ikke, at man behøver at være velsignet med profetiske gaver for at turde forudsige, at denne treårige pilotproces kun skal betragtes som en lillebitte appetizer, før alle regioner får serveret et særdeles tungt hovedmåltid i 2027.
Som mange andre har jeg vanskeligt ved at lytte mig til, hvor man vil finde de nødvendige ressourcer i det eksisterende sundhedsvæsen til alle de afledte effekter af endnu en screeningsopgave. For det er en opgave, som uundgåeligt vil kaste langt flere opfølgningskrævende bifund af sig end de eksisterende screeningsprogrammer.
Det kræver ro og ressourcer at tage modige beslutninger og få dem til at virke
Stor blev min glæde derfor, da jeg kunne læse i en udtalelse fra en af de håbefulde regioner i kapløbet, at man var helt klar over, at der både manglede lungelæger og radiologer, for at screeningen kunne blive en realitet. Samtidig beskrev regionen, at man havde nogle rigtig gode ideer i ærmet til at håndtere dette problem. Jeg rettede mine læsebriller og holdt vejret i åndeløs spænding, mens jeg læste de banebrydende forslag, som man forventede ville løse udfordringerne: AI og opgaveglidning!
Mens jeg ventede på, at de to betablokkere i min whisky skulle gå i opløsning, vred jeg min hjerne for at komme i tanke om, hvilken gruppe medarbejdere i sundhedsvæsenet, der aktuelt var løbet tør for arbejde og havde brug for en ekstra opgave. Da min søgning efterlod resultatfeltet tomt, flyttede jeg mit fokus til AI. Det retoriske trumfkort, som altid afslutter spillet uden at skabe en forpligtende dialog om, hvor enormt ressourcekrævende det er at forankre og anvende.
Efter årsmødet i de Lægevidenskabelige Selskaber blev Hanne Rolighed Christensen citeret for følgende kloge ord: Prioritering er at sige nej til behandling, der virker. Jeg er enig. Sådan er det også med diagnostik.
Det kræver ro og ressourcer at tage modige beslutninger og få dem til at virke. Og det kræver masser af skattekroner, tillidserklæringer, kravs-afvikling, oplæring og juridisk støtte at flytte opgaver rundt efter kompetencer i stedet for kasketter. Og jo – platformen bliver da mere og mere antændt, jo mere politisk benzin der bliver hældt på. Så jeg er da enig i, at dette treårige momentum er vigtigt. Men at bede to overbelastede specialer om – lidt hurtigt – at få styr på AI og opgaveglidning uden at forholde sig til, hvem der muliggør og betaler for turen derhen, er altså udmattende. Jeg er ikke modstander af brændende platforme. Men jeg er modstander af, at man med åbne øjne sætter ild til sine fødder.
En række specialer har gennem flere år været i overophedning, og gode kræfter i ‘Vælg Klogt’ er i gang med at tage trykket af kedlerne, så der kan sættes ny kurs gennem refleksion, nytænkning og innovativ udvikling. Og vi er i fuld gang. Men det tager lang tid, fordrer tillid og er på ingen måde gratis.
Jeg er faktisk ikke modstander af lungekræftscreening, men jeg er stærk tilhænger af, at man spiser sin mad op, før man tager en ny portion – med mindre man har en skudsikker plan for, hvordan man kommer af med sin overskydende broccoli. Og her er selv de inderligste forventninger som bekendt ikke en strategi.
