Når jeg læser den aktuelle debat om det kloge i, at patienten selv og dennes behandlende sygehuslæge om et par år vil kunne læse, hvad patientens egen praktiserende læge har skrevet om dem online på sundhed.dk og i MinLæge-appen, så får jeg i den grad en déjà-vu-oplevelse.

Lidt groft kan man sige, at de praktiserende læger dermed er nået til 2014, bare ti år senere end sygehusvæsenet. 

For ja, det var i 2014, at du på sundhed.dk første gang kunne læse din egen sygehusjournal digitalt. Retten til at læse egen sygehusjournal (på papir) kom i 1987. Også på dette felt kom almen praksis med mere end ti år senere, nemlig i 1998.

Argumenterne imod, at patientens behandlende sygehuslæge kan læse patientens praktiserende læges journalnotater, er dels, at den praktiserende læges journalnotater er lægens arbejdsværktøj, dels at patienten til sin egen læge fortæller fortrolige ting om f.eks. seksuelle forhold og andre private og intime oplysninger. 

Er det så skidt, at man lige tænker sig om? Det skal jeg også i mit job

Argumentationen lyder, at hvis man som patient ved, at det, man siger til sin praktiserende læge, i princippet kan læses af ‘fremmede’ læger inde på sygehuset, ja, så vil der være ting, som man ikke vil sige til sin praktiserende læge. Til skade for læge-patient-relationen og i sidste ende til skade for diagnostik og behandling. 

I den mere gammeldags og paternalistiske ende af argumentationen var der så det med ‘lægens arbejdsværktøj’. Det betyder oversat til dansk, at det godt nok er træls, at patienten nu nemt kan læse med, hvad man som praktiserende læge skriver om dem.

Tiden har modbevist bekymringer

Som gammel hospitalsdirektør kan jeg huske alle disse argumenter fra dengang, hvor patienterne fik digital adgang til at læse deres sygehusjournal. Dengang bekymrede overlægerne sig om præcis de samme ting. 

Når man nu var overlæge i psykiatrien, på afdelingen for hud og hor, gynækologi eller andre specialer, fik man jo et og andet at vide af patienten, som man relevant noterede i journalen. Og nu kunne alle sygehusansatte snage i det. Præcis derfor indførte man avancerede logningssystemer, så sygehusfolk automatisk bliver fyret for uretmæssige opslag. Og du kan som patient selv se præcis, hvem der har kigget i din journal og hvornår. 

Debatten om ‘lægens arbejdsværktøj’ fyldte mere blandt overlægerne. Det var jo en anden tid, hvor det var mere legalt at være åbenlyst paternalistisk. Man var bange for, at man blev tvunget til at skrive på dansk i stedet for på latin og med uforståelige forkortelser. Man må bare sige, at tiden har modbevist disse bekymringer. 

Her må jeg bare sige, at anno 2024 (eller: 2027) kan patienterne altså godt forvalte sine data selv

Sygehusjournaler er stadig uforståelige for patienten; ja, faktisk er de blevet endnu værre efter indførelsen af meningsløst, maskingenereret ævl fra Sundhedsplatformen kombineret med standardfraser fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Men ja, man må selvfølgelig anerkende, at man skal tænke sig om som sygehuslæge, inden man i utvetydige vendinger skriver, at patienten er en småtbegavet, alkoholiseret tosse, der ikke vil samarbejde. 

Men er det så skidt, at man lige tænker sig om? Det skal jeg også i mit job, hvor alle kan bede om aktindsigt i hvad som helst. Jeg tror faktisk, at overlægernes problematisering af patientens digitale adgang til egen journal stoppede ganske få dage efter, at den blev indført.

Endnu en datakilde til sygehuslægerne

Tilbage til nutiden og almen praksis: De paternalistiske argumenter (‘lægens arbejdsværktøj’) har ikke fyldt så meget. Trods alt skriver praktiserende læger meget mindre end så mange andre læger, i og med at de primært skriver til sig selv og ikke til næste læge i rækken. Og det er i al væsentlighed lykkedes Praktiserende Lægers Organisation og de praktiserende lægers anarkisme at holde de værste STPS-tosserier og Sundhedsplatformen fra døren. Så tilbage står fortrolighedsbekymringen.

Jeg er ikke praktiserende læge, men jeg er patient. Og jeg er som kroniker en ikke sjælden gæst hos min praktiserende læge. Og her må jeg bare sige, at anno 2024 (eller: 2027) kan patienterne altså godt forvalte sine data selv. 

Man har – klogt – aftalt, at patienten selv kan spærre for deling af sine data, ligesom patientens læge kan hjælpe de ikke-it-kyndige patienter med at spærre. Så hvis jeg fortæller min læge ting, som jeg ikke synes, at min behandlende sygehuslæge må vide, så kan jeg bare slukke for datadelingsknappen i MinLæge-appen. Det er præcis sådan, jeg som patient gerne vil have, det skal være. 

Hvis jeg endelig skulle blive bekymret for nogle i denne debat, så er det for sygehuslægerne. De får nu endnu en datakilde, de skal forholde sig til. Death by data skal man ikke kimse af. Men som sagt – praktiserende læger skriver ganske kort og ganske lidt, så det klarer sygehuslægerne nok.

Digital tilgængelighed

Og nu vi er ved MinLæge appen (disclaimer: Jeg har selv været med til at starte den op): Hold op, hvor den bare stille og roligt bliver mere og mere funktionel. 

Jeg kan se mine laboratoriesvar, maile, videokonsultere, booke aftaler, se aftaler med andre læger (FAPS: Kom nu ind i kampen, så jeg også kan booke tider i MinLæge – jeg gider ikke mere de der telefonkøer mellem 10.15 og 10.45 hver tredje tirsdag, hvor FAPS-lægens sekretær har tid til at tage telefonen), se min medicin, vaccinationer, henvisninger osv. 

Og nu – tag den, stråmandslæger! – se de regninger, som min læge har sendt til regionen. Jeg tror, almen praksis i Danmark er verdensførende i digital tilgængelighed for patienten. Så selvfølgelig skal vi også have journalnoterne med.