Når regeringer kommer med store politiske udspil (reformer), så er de altid fyldt med ord og billeder. Mange af ordene er konstruerede fortællinger om, hvordan tænkte borgeres liv bliver bedre. Endnu flere af ordene er genopkog af tidligere politiske beslutninger.
Langt de fleste af ordene er politiske hensigter, ønsker og drømme. Tilbage står så – nogle gange – de egentlige konkrete nyskabelser.

Jeg har prøvet at læse regeringens sundhedsstrukturreformudspil igennem for egentlige konkrete nye tiltag. Og der er faktisk hele seks væsentlige tiltag set med borgernes briller.

1. Ulighed

Regeringen er tydeligt optaget af ulighed i sundhedstilbuddene. Man har erkendt, at vi ikke på samme tid i vores lille land kan have udkants Rumænien (aka Region Sjælland) liggende lige ved siden af landet, der flyder med mælk, honning og læger (aka Region Hovedstaden).
Så nu skal Region Hovedstaden overtage Region Sjælland og tvinge de fine overlæger fra storbyhospitalerne til at tage en ugentlig tjans på landhospitalerne i den sydlige og vestlige del af Sjælland. Hold øje med ting som ‘et ansættelsesområde’ og ‘stillinger med flere tjenestesteder’.
Man vil – igen – prøve at sætte et loft over, hvor mange flere overlæger, det er muligt at proppe ind på universitetshospitalerne i storbyerne. Lad os se, om det lykkes denne gang. Men rigtigt eksekveret er denne pakke en reel mulig måde at sørge for sygehuslæger til de syge og de fattige borgere i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland.
I samme boldgade lægges op til national fordeling af ydernumre. Hvis man lukker for flere ydernumre i storbyerne (selvom der bliver flere borgere), tvinges de unge speciallæger i almen medicin til at købe ydernummer på landet, hvis de vil have en butik og et arbejde i almen praksis. Rigtigt eksekveret er dette den eneste mulige måde at sørge for praktiserende læger til de syge og de fattige borgere i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland.

2. Almen praksis

Der kommer også nogle nationale krav til øget tilgængelighed, kvalitet og faglig udvikling i forhold til almen praksis. Det er ting, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har sagt nej til ved mange overenskomstforhandlinger, særligt den del der handler om tilgængelighed.
Og når man ikke vil tage imod guleroden, så må man få med stokken. I stil med den netop indgåede overenskomst mellem PLO og regionerne er der endnu en gang lagt op til flere penge til læger med mange syge patienter (læs: sydlige og vestlige del af Region Sjælland). Det kommer ikke til at betyde noget, men flere penge er jo altid dejligt.
Regionerne derimod får imødekommet deres mere end ti år gamle drøm om at give den fuld gas med regionsdrevne klinikker. Bare ærgerligt at regionerne er ude af stand til at rekruttere læger, der vil arbejde der fast. Så spørgsmålet er, om det betyder så meget. Ikke på kort sigt i hvert fald. Lidt mere uklart er det, om man lægger op til lovliggørelse af de kommercielle stråmandsklinikker. Det ville man nok gerne, men DR’s ‘Kontant’ har lidt ødelagt den fest for en tid. Lad os se.

En af genbrugsnyhederne er, at der skal være flere praktiserende læger. Derfor skal der være flere lægestuderende på landuniversiteterne. Og – hvad der nok er mere relevant, for yngre læger kan vi fodre et vist dyr med – uddannes flere speciallæger i almen medicin, psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri og geriatri. Flere af lige præcis disse speciallæger er alfa og omega. Desværre er udspillet renset for konkrete ting lige der.

3. Kronikerpakker

Hvad enhver sundhedsinteresseret ved, er, at kræftpakker er sundhedsvæsenets bud på Nirvana. Derfor skal der laves tilsvarende ting for de store kroniske sygdomme med frister, rehabilitering og det hele.
Nyskabelsen bliver, at det – rigtigt set – skal være egen læge, som er tovholderen og hovedaktøren. Hvem ellers er kompetent til det?
Men det er klart, at det bliver op til bl.a. Sundhedsstyrelsen og regeringens betalingsvilje, når det kommer til stykket, om disse kronikerpakker bliver papirnus eller noget reelt.

4. Flere penge?

Og så til det væsentligste i sundhedsvæsenet: pengene. Follow the money. Desværre skal man nok være noget af en sporhund for at afkode, hvad der egentligt kommer til at ske med hensyn til penge. Der er rigeligt med ord og tilsvarende rigeligt med milliardbeløb, der flyver igennem luften i 2030. Jeg har været længe nok i gamet til at vide, at lægger man fem års udgiftsudvikling sammen, så er det nemt at få tal gjort store. Så hvad er det nye med hensyn til pengene i dette udspil?

I ord står der, at en markant del af de kommende års økonomiske løft af sundhedsvæsenet målrettes det nære sundhedsvæsen, blandt andet til flere læger. De målrettede midler til nære sundhedstilbud vil skulle udmøntes af sundhedsrådene. Men hvor mange flere penge kommer der til at blive brugt på almen praksis (i forhold til hvad den normale demografiudvikling tilsiger) i hvilke år? Det kan jeg ikke læse ud af udspillet. Ditto gælder, hvad der i dag er kommunale sundhedstilbud – hvor mange flere penge til det (i forhold til den normale demografiudvikling)? Aner det ikke.
Jeg er ikke i tvivl om, at regeringens hensigt er, at skævdele de penge, som fremtiden normalt ellers ville give sygehusene i budgetløft til det nære sundhedsvæsen. Men hvor meget, hvordan, til hvad, hvornår? Time will tell. Med sygehusejerne for bordenden af det budgetbord føler jeg mig desværre overbevist om, at pengene ender – som altid – i endnu flere hospitalslæger, nye scannere osv. Suk.

Smadret ældrepleje

Kommunerne skal aflevere deres akutpladser / midlertidige pladser til regionerne sammen med deres akutsygepleje og genoptræning. Sidstnævnte kan man måske godt definere og skære ud. De vender så tilbage til sygehusene, hvor de kom fra i sin tid. Frem og tilbage er lige langt.
Centralisering er åbenbart blevet moderne igen. Men at adskille akutpladser, midlertidige pladser og akutsygeplejerskerne fra ældreplejen i kommunerne bliver i praksis meget vanskeligt. Det er syet helt og aldeles sammen, og jeg er stærkt bekymret for, hvad lige præcis denne del af reformen kommer til at betyde for de gamle. Dels er al regionalisering lige med centralisering (tjek med den historiske virkelighed), dels kommer vi til at se nogle virkeligt kedelige skel og brud på gode plejeforløb. Øv, lige den del er en ommer.

6. 96 timers behandlingsansvar

Anderledes godt er det, at sygehusene nu får et 96 timers behandlingsansvar. Det kommer til at give bedre patientforløb og færre genindlæggelser. Hurra for det.

Udspillet indeholder naturligvis en masse flere ting. Men de seks ting er, hvad jeg tror, der kommer til at betyde mest for patienterne.