Guidelines og retningslinjer er en af hjørnestenene i evidensbaseret medicin, hvorved vi sikrer os, at den nyeste viden formidles bredt i sundhedsvæsenet, og at tilbud på tværs af regioner harmoniseres efter højeste faglige standard. De er nødvendige, men desværre ikke tidssvarende. 

Der er for mange steder at finde retningslinjer, og de er ofte forældede. Alt for mange steder. Og det forvirrer personalet, koster tid og penge og forsinker implementeringen af den bedste evidens. Jeg husker tydeligt oplevelsen af ‘informations-overload’ som ny i almen praksis, da jeg forsøgte at søge opdateret viden inden hver konsultation. 

Forvirringen er total. Denne proces er i bedste fald møjsommelig og besværlig, og i værste fald mortalitets-forøgende

Lad os se nærmere på et eksempel: Hvis jeg ønsker at læse op på de nyeste retningslinjer og evidens inden for diagnostik og behandling af demens, er der mange steder at finde den information.

Jeg kunne starte med at gå til Sundhedsstyrelsen, der har udgivet en kort og præcis national klinisk retningslinje i 2019, og dernæst kunne jeg svinge forbi Lægehåndbogen, der har en glimrende vejledning opdateret i 2022.

Hvis jeg er ambitiøs, kan jeg udforske Nationalt Videnscenter for Demens, der også har en vejledning, og på sundhed.dk findes også en god regions-specifik forløbsbeskrivelse. Forløbsbeskrivelserne er naturligvis regions-specifikke, da det ikke skal være for nemt.

Det er overvældende, men vi er ikke færdige endnu. Regionerne har forskellige instrukser, jeg også kan orientere mig i, ligesom Dansk Neurologisk Selskab naturligvis har udviklet en specifik neurologisk national behandlingsvejledning (NBV). Og Gud hjælpe mig om ikke også Dansk Selskab for Almen Medicin er i gang med at revidere deres retningslinjer fra 2006 med en udgivelse næste år. 

Forvirringen er total. Denne proces er i bedste fald møjsommelig og besværlig, og i værste fald mortalitets-forøgende, ulighedsskabende og personale-udbrændtheds-katalytisk. Og vi har ikke engang opsøgt de internationale vejledninger endnu. 

Forestil dig, at du skal finde vej fra København til Aarhus via færgen fra Odden, kun ved hjælp af et gammel Kraks kort fra år 2000. På kortet er der ingen Holbækmotorvej og ingen motortrafikvej. Du er, pardon my french, fucked.

Hvordan kan vi tillade, at der er så mange forskellige vejledninger, der ikke taler sammen med it-systemerne?

Og det samme er sundhedspersonalet, der forsøger at orientere sig i et nyt vidensområde. Enten fordi de data, der er til rådighed, er forældede, eller fordi personalet drukner i data. 

Men historien stopper ikke her, for ikke nok med, at processen er langsommelig og duplikeres i flere variationer, så er arbejdet med at udvikle guidelines også potentielt skilsmissegrundlag for de involverede læger.

Det skyldes, at alle disse guidelines udarbejdes af dybt engagerede læger, og at alt dette arbejde foregår i fritiden, aflønnes ikke og udelukkende er karrierefremmende aktiviteter. Nydeligt pakket ind i begrebet ‘interessetimer’. Det er fandme god branding.

Men hvordan kan vi lade en så central del af lægevidenskaben være afhængig af frivilligt arbejde? Og hvordan kan vi tillade – i en digitaliseret tidsalder – at der er så mange forskellige vejledninger, der ikke taler sammen med it-systemerne?

Vi kan måske finde en løsning på samme måde, som Teslaer eller iPhones verden over automatisk opdateres, når de har internetforbindelse.

Tænk, hvis vi havde én fælles opdateret retningslinje-portal, og ikke otte forskellige mere eller mindre opdaterede og enslydende vejledninger. Og tænk hvis disse vejledninger var indbygget i journalsystemerne, evt. med chat-interface.

Det ønsker jeg mig til jul.