Velkommen til almen praksis: Du skænker dig en stærk kop kaffe og starter computeren.
Den første patient, Amin, træder ind i konsultationen og viser dig stolt data fra sit Fitbit Charge 2-ur, der understøtter mistanken om søvnapnø, og han spørger efter en CPAP-maske. Næste patient, Kurt, har fået diagnosticeret atrieflimren på sit Apple Watch 6 og beder om medicin. I en hurtig pause med kaffeoptankning og toiletbesøg kigger du dig i spejlet og øver dig i at recitere DSAM’s budskab om, at ‘fitnessure medfører ligegyldige lægebesøg’.
Det er ikke ualmindeligt, at patienter selv medbringer diagnosen første gang, vi ser dem
Tilbage i den bløde kontorstol møder du Henning, hvis Samsung Galaxy 5-ur viser forhøjet blodtryk, og han kræver behandling med det samme, da hans far døde af blodpropper i hjertet. Du får en email-notifikation fra hjemmeplejen, der fortæller, at Lones Oura Ring giver mistanke om infektion uden fokus. Lone kan ikke selv udtrykke, om hun oplever symptomer pga. efterfølger fra flere blodpropper og manglende sprog.
I venteværelset henter du Anders, der har fået diagnosticeret hypertension på sit Omron HeartGuide-ur og mener, at han kan løbe det væk. Næste patient klager over søvnforstyrrelse og viser data fra sit Whoop-armbånd og spørger om medicin.
Det er ikke ualmindeligt, at patienter selv medbringer diagnosen første gang, vi ser dem. Alle ovenstående teknologier eksisterer og kan bruges som foreskrevet. Men det er ikke alle, der er rubriceret som medicinsk udstyr og har den rette evidens. Så hvordan vurderer sundhedspersonalet anvendeligheden af disse wearables? Hvem vejleder os? Lægemiddelstyrelsen? Faglige selskaber? Apple? Brugerratings på power.com? Diverse Facebookgrupper?
Nogle wearables er medicinske devices og kræver derfor passende regulering under MDR, EU’s Medical Device Regulation, men andre er ‘wellness’-udstyr og kan bruges helt efter forgodtbefindende.
Apple Watch har siden 2018 været FDA-godkendt som medicinsk udstyr for deres puls- og EKG-måler, da uret kan detektere fald og hjertearytmier. Men samme urs saturationsmåler er ikke godkendt som medicinsk udstyr. Det er en ‘wellness’-egenskab. Denne metode bruges ofte blandt udviklere: Først er det bare ‘for sjov’, og senere bliver det godkendt som medicinsk udstyr. Rygterne siger, at Apple forsøger at gøre det samme for deres Airpods, der forventes at få flere sundhedsmæssige egenskaber inden længe.
Kvaliteten af disse consumer devices bliver hurtigt forbedret, og vi skal lære at udnytte det i stedet for at påstå, at de er ubrugelige. Dataopsamlingsapparaterne kan bruges i diagnostik og monitorering af flere forskellige tilstande: skridttællinger til postoperative forløb for at sikre fremgang, data for søvnmønster og skærmforbrug som støtte mht. søvnforstyrrelser eller affektive sindslidelser, aktivitetsmålinger som støtte i livsstilsændringer, EKG-overvågning hos borgere med høj risiko for at udvikle atrieflimren m.m.
Mulighederne er mange og allerede eksisterende, men vi er mange år fra implementering i sundhedsvæsenet. Vi mangler uddannelse, dataintegration, kvalitetskontrol, oplæring mhp. det efterstræbte præcisionsmedicin, der rent faktisk passer til patientens situation og adfærd.
De praktiserende læger skal have mulighed for at udlåne passende wearables til patienterne, ligesom vi i dag udlåner blodtryksapparater, for at modvirke ulighed i sundhed.
Indtil de data vi præsenteres for er vist at være af betydning (dvs at kunne bruges ift intervention og signifikant morbiditetsreduktion) – så må det regnes som støj snarere end signal.
Der er jo også raske der lægger sig i en helkrops MR scanner fordi de tror det er sundhedsfremme, der stiller jeg mig som praktiserende læge bestemt ikke til rådighed for at tolke svarene heller.
Hvis lægen ligesom patienten lider af measuritis og tilbeder dataismen som den nye tro, så må det være en privat ydelse som er sygesikringen uvedkommende.
Det skal altså ikke vælte et sundhedsvæsen, hvor de syge ikke får den omsorg og behandling de har brug for, endeligt over ende, at de raske vedligeholder deres sygdomsangst med disse devices og undersøgelser.
Hvis vi i sundhedsvæsenet accepterer at alle afvigelser uden ydeligere dokumentation skal betragtes som opgaver for sundhedsvæsenet, så er vi alle snart patienter.
Forskning, forskning, forskning – og lade nu være med at starte med flere implementeringsstudier og barriereafdækninger – før vi ved hvad vi egentlig kan bruge disse devices til.
Raske, symptomfri danskere må begive sig ud på den store sundhedsmarkedsplads for at få hjælp til tolkning af alle disse data af ukendt kvalitet og betydning.
Derude vil de finde Andreas Pihl og mange andre der arbejder for firmaer, der sælger alt det her isenkram.
Mens jeg sagtens kan forstå det dilemma praksis læger sidder i, synes jeg også det er noget skråsikkert at hælde det hele ned ad brættet som “støj” . Synes da det er svært at ignorere en atrieflimmer selv om den fremkommer på et Apple Watch. Er det meget anderledes end hvis den påvises pga hjertebanken? Tror da embolirisikoen er den samme. Og folk med søvnapnø er vel ikke raske ? Blank afvisning af ny teknologi er næppe vejen frem, selv om det ikke er lægen der har stillet indikationen for anvendelsen.
Husk på fænomenerne overdiagnostik og overbehandling. Der kan være skadevirkninger ved at marinere folket med DOACs på basis af selvmonitorering.
Det er at regne for et symptom. Det er ikke valide data. Det svarer til at patienten melder sig med hjertebanken.
Instruktion i brug står producenten og forhandleren for. Det er ikke et lægeligt problem. Vi bruger generelt valideret udstyr, som sjældent findes i almindelig handel.
Ja, der er selvfølgelig brug for forskning, vi skal ikke anvende disse data ukritisk, heller ikke selvom de måtte være teknisk troværdige med CE mærkning og hvad ved jeg.
Fx ang paroxystisk afli, når Apple fanger et kort løb som personen ikke selv mærker.
Den evidens, der ligger til grund for brug af AK beh ved afli med chadwas >= 1, vedrører en population der henvender sig til sundhedsvæsenet med symptomer eller får EKG af anden medicinsk årsag .
Man kan selvfølgelig ikke ekstrapolere til den population af raske symptomfrie, der selv monitorerer sig uden indikation.