Jeg tror på, at der skal meget mere end løn til for at gå glad på arbejde. Jeg kender ikke en ansat i sundhedssektoren, der ikke kan dele historier om dengang, de gjorde noget særligt for et andet menneske. Dengang, hvor man stod alene eller som en del af et team og var med til at gøre en positiv forskel for en person.

Jeg kender heller ikke nogen, der ikke vokser fagligt og bliver glad for anerkendelse og ros, når den pleje, service eller behandling, de har givet, bliver anerkendt af patienten. Jeg vil påstå, at dette ligger dybt i alle, der arbejder i sundhedssektoren, og de oplevelser, hvor ens handlinger ses og anerkendes som værdifulde af andre, er ofte vigtigere end lønnen.

For mig er det ultimative eksempel på denne påskønnelse, når man f.eks. sætter en skulder på plads, der har været rykket ud af led. At patienten oplever skiftet fra smerte og frygt til ro og taknemmelighed på bare  et øjeblik er ganske enkelt uvurderligt – for os begge.

Min oplevelse som læge lige dér, når det sker, er, hvad jeg kalder at få en ‘klinisk snaps’. Det er den fornemmelse, man kan mærke i hele kroppen, når man gør noget godt for en anden. Den følelse kan ikke måles, den kan ikke planlægges, men den kan deles.

Det behøver ikke at være store ting, eller vin og tobak, der udløser en klinisk snaps

Således er der eksempler på, at borgere i Danmark accepterer eller endda hylder det sundhedspersonale, der nogle gange bøjer reglerne, går det ekstra skridt, eller gør tingene på en mere ukonventionel måde, blot for at sikre tryghed og tilfredshed hos den enkelte.

Et eksempel på det var, da en døende patient blev kørt ud på altanen på AUH for at se solnedgangen, ryge lidt tobak og nyde et glas vin. Historien og fotoet gik viralt, selvom der lige netop her blev bøjet retningslinjer. Det var nemlig okay, fordi det gav mening i situationen for netop denne patient. Selv den daværende hospitalsledelse delte historien og anerkendte behovet og initiativet.

Jeg tror, at lignende historier finder sted hver eneste dag inden for sundheds- og plejesektoren.

Det behøver ikke at være store ting, eller vin og tobak, der udløser en klinisk snaps. Det kan være alt fra at skifte en våd seng, holde i hånden, tale om en svær tid, eller bare at se en patient komme gående til kontrol tre måneder efter en nyretransplantation.

Jeg tror på, at den kliniske snaps er vigtig for at sikre mening og motivation hos de ansatte i sundheds- og plejesektoren, og vi skal passe på ikke at fjerne mulighederne for, at den kan indtages.

Vi skal huske, at de, der søger job inden for denne sektor, ofte gør det, fordi de brænder for at hjælpe og gøre noget godt for et menneske – ikke for en organisation. De, som arbejder her, skal selvfølgelig huske at følge den bedste praksis og retningslinjer, men også at det skal give mening for den person, der modtager sundhedsydelsen.

De fleste ansatte kan let navigere i dette, fordi de brænder for at gøre det bedste for det menneske, de står overfor. De er uddannet til at gøre det klinisk rigtige og meningsfyldte i den specifikke situation. 

Så når der kommer nye anbefalinger til struktur og organisering af sundhedssektoren, skal vi huske, hvad der driver de ansatte, hvad der giver dem oplevelser af medindflydelse og følelser af meningsfuldhed, og vi skal huske, at der skal være plads til den kliniske snaps. De ansatte er der for mennesker, ikke for organisationer.