Flemming Møller Mortensen er ude i et længere forsvar for Socialdemokratiets forslag om at løse lægemanglen i almen praksis ved hjælp af tvangsudskrevne yngre læger – en tvungen værnepligt for læger på et halvt år. Forslaget er desværre så dårligt kvalificeret, at Flemming Møller Mortensen (FMM) er nødt til at afspore debatten for at kunne forklare og forsvare det.
For sagen er jo, at dette er og bliver et principielt spørgsmål – kan vi tvinge folk i et bestemt arbejde, fordi folketingspolitikere mener, at der er tale om en nødsituation, der skal løses?
I stedet for at tage den debat, angriber FMM løsrevne citater fra Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing og mig – ifølge FMM skulle jeg have sagt, »at de læger, som er færdige med deres kliniske basisuddannelse, hvoraf langt størstedelen har været seks måneder ude i almen praksis og nu fået deres autorisation næsten ikke kan noget som helst«.
Enhver kan sige sig selv, at det er noget eklatant vrøvl – selvfølgelig kan de yngre læger en del, men de har kun et års erfaring som læger, og at foregøgle borgerne, at de hermed tilbydes kvalitet og ligefrem en god løsning, er at tage munden for fuld. Men sådan kan man jo afspore debatten.
Skal vi tage det principielle?
Københavns Cityring er forsinket – vil Socialdemokratiet tvangsudskrive arbejdere til at løse problemet? Måske arbejdere, der ikke er tunneleksperter?
Eksportvirksomheder klager over, at de mangler vigtig arbejdskraft – vil FMM tvinge folk til at tage arbejde dér, uagtet at de har arbejde i forvejen og at det i øvrigt ikke er deres speciale?
DSB er forsinket på grund af mangel på lokoførere – er svaret tvangsarbejdere i togene?
Staten flytter institutioner og styrelser og meget andet til alle dele af Danmark – skal medarbejderne så tvinges til at flytte med, fordi de er uddannet på det offentliges regning og arbejder for det offentlige?
Jeg forestiller mig, at svaret er nej på alle spørgsmål – alt andet bør være utopisk i dagens Danmark og flere hundrede år efter, at stavnsbåndet blev ophævet.
Og derfor må jeg spørge, hvorfor det åbenbart er helt oplagt for Socialdemokratiet og FMM, at lægemanglen løses gennem tvangsudskrevne læger? Vi taler altså om tvangsarbejdere – siden hvornår er det blevet tilladt i Danmark? Og hvordan er det nu med tvang og motivation? Hvilken motivation regner man egentlig med, at disse læger møder patienterne med?
FMM taler om en nødsituation – det er et begreb, man benytter, når man forbereder en befolkning på at sætte de almindelige regler ud af drift. Men vil Socialdemokratiet da indføre undtagelsestilstand?
Skulle vi ikke være enige om, at den situation, vi er i, er politikernes ansvar? Og at almen anstændighed ikke sættes ud af kraft; undtagelsestilstand er ikke er svaret.
Vi har spillet ind med en række løsningsforslag på baggrund af vores medlemsundersøgelse om, hvad de unge almenmedicinere siger om muligheden for at søge almen praksis:
Næsten alle yngre læger (98 pct.) under uddannelse i almen medicin peger på et godt arbejdsmiljø og gode kolleger, når de skal vælge arbejdsplads og knap halvdelen peger på gode, fysiske rammer.
Når vi spurgte, hvad der kunne få yngre læger til et yderområde, svarede 55 pct. deltidsansættelse, mens 39 pct. pegede på vigtigheden i en jobmulighed for ægtefællen. Mulighed for forskning og gode efteruddannelsesmuligheder blev også understreget.
Når vi spurgte, hvad der er vigtigt for medlemmerne, hvis de skal arbejde i et område med lægemangel, lød svarene: Min familie skal trives (70 pct.), gode kolleger (69 pct.), mulighed for nedsat tid (62 pct.), mulighed for fastansættelse – uden køb af praksis (31 pct.), og job til partner (32 pct.).
Disse svar – og rapporten fra Lægedækningsudvalget fra 2017, hvoraf en del initiativer er sat i værk – kender FMM udmærket, og dem burde han tage udgangspunkt i, når han vil løse manglen på læger i almen praksis.
For de viser, at arbejdsmarkedet for læger er under forandring – også når det gælder speciallæger i almen medicin. De kan godt lide deres fag og vil gerne arbejde i primærsektoren, de vil gerne se patienter med alment medicinske problemstillinger, og de vil rigtigt gerne være ansat hos læger, der har en praksis. For de vil ikke nødvendigvis eje en praksis selv. Det betyder, at der skal fokus på ansættelsesmulighederne i praksis – de skal øges, og de praktiserende læger skal nok i højere grad tilbyde ansættelse i praksis. Og der skal fokus på de vilkår, disse læger tilbydes – løn under barsel, 6. ferieuge, mulighed for nedsat tid og andre almindeligheder, som ikke kun læger, men alle mennesker skeler til, når de søger ansættelse. Så får vi ikke kun volumen i form af flere læger – vi får også ansat speciallæger, der kan tilbyde kvalitet på speciallægeniveau, som er der længere end et halvt år og som kan tilbyde fleksibilitet, faglig sparring og udvikling og som måske endda i højere grad ser dem selv som praksisejere på lang sigt – enten samme sted eller i lokalområdet.
Men tvang bliver aldrig et forslag, vi vil acceptere.
Tak for en tydelig afstandtagen til tvangsarbejde. Jeg har selv oplevet hvor frustrerende og demotiverende den slags er – henslæbte 11 måneder som værnepligtig læge til SU-lignende løn efter endt uddannelse – i den modsatte ende af landet end min turnusramte hustru, -derefter 18 måneders turnus på afdelinger jeg ingen interesse havde i, med dårligt arbejdsmiljø og uinteressante opgaver. For nyligt i forbindelse med færdiggørelsen af speciallægeuddannelsen tilbragt et år på en perifer afdeling, som jeg heller ikke havde noget som helst ønske om at arbejde på, med 3 timers daglig bilkørsel og manglende meningsfuldhed i jobbet.
Jeg har sammenlagt tilbragt 3 år og 5 måneder af mit lægeliv med demotiverende tvangsarbejde, det nærmeste man kommer statsslaveri, hvor staten både har bestemt hvor og hvornår jeg skulle arbejde, hvad jeg skulle lave, hvilke indtægtsmuligheder jeg skulle have – og så hevet hovedparten af indtægterne tilbage i kassen igen, så de kunne dele dem ud til nogle skruppelløse rigmænd fra Dubai og omegn. Folketing og ministerier har med deres ageren i sundhedsvæsenet de seneste mange åringen mistet enhver moralsk legitimitet i mine øjne og deres inhumane planøkonomiske idéer bør bekæmpes med alle midler.
Der har iø været rigtig, rigtig god tid for politikerne til at overveje løsninger – der var problemer med lægedækning nær Aalborg (Mou – 20 km fra regionshuset) allerede for 27 år siden, da jeg var i turnus (datidens KBU)….