Afdelingslæge søges til Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus

Ansøgningsfrist: 02/12/2024 Sygehus Lillebælt

 En stilling som afdelingslæge er ledig for den rette til besættelse 1. maj 2025 eller efter aftale i første halvår af 2025.

Vi søger en afdelingslæge til at fortsætte og udvikle det succesfulde arbejde for patienter med kræft. Vejle Sygehus er Patienternes Kræfthospital, og en ansøger skal mestre en patientcentreret tilgang, have øje for pårørende og medvirke til at give behandling på en professionel måde og på højeste faglige niveau.

Der er mulighed for at præge, hvilke særlige arbejdsområder stillingen skal fokusere på. Kerneområderne er medicinsk kræftbehandling, stråleterapi og understøttende/lindrende behandling. Opgaverne løses i 3 sygdomsopdelte teams, hvor team 1 håndterer prostatacancer, brystkræft og hudkræft. Team 2 har ansvaret for lungecancer og team 3 behandler gastrointestinal og gynækologisk cancer. Ud over disse teams, hvor patientbehandlingen sker i ambulatoriet, i stråleterapien og under indlæggelse, er der faste læger i enhed for lindrende behandling og på sengeafdelingerne. Der imødeses særligt et behov for en speciallæge, der kan varetage opgaver inden for lungecancer.

Som speciallæge på afdelingen er man rollemodel for alle øvrige ansatte og skal bidrage til trivsel, udvikling, forskning, uddannelse og høj klinisk kvalitet. Evner til at integrere uddannelse i hverdagen for yngre kolleger vil blive tillagt særlig betydning.

Onkologisk Afdeling har knap 300 ansatte og varetager den ikke-kirurgiske cancerbehandling for patienter i Sygehus Lillebælts optageområde og modtager også patienter fra tilgrænsende områder. Vejle Sygehus er udpeget til at være specialsygehus med særligt fokus på kræftbehandling. Sygehuset er gentagne gange udnævnt til landets bedste kræfthospital. Der er et excellent samarbejde mellem sygehusets afdelinger om kræft, og specialerne bliver i tiltagende grad knyttet sammen på alle andre områder i en ambition om at forebygge de sygdomme, som vi er eksperter i. Vi vil også i det hele taget være på forkant med at forbygge komplikationer, fejl, utilsigtede hændelser, senfølger og dårlige patientforløb.

Afdelingen består af:

  • En stråleterapiafdeling med fem lineære acceleratorer, en CT-scanner og en MR-scanner. Der gives ca. 25.500 strålebehandlinger årligt
  • Et ambulatorium med ca. 35.000 besøg årligt
  • Et sengeafsnit med 19 onkologiske sengepladser og specialiseret i understøttende behandling til kræft og kræftbehandling
  • Et sengeafsnit med 10 specialiserede palliative pladser
  • Enhed for lindrende behandling med hjemmekørende funktion, tidlig palliativ indsats og en intern funktion for ikke-maligne sygdomme
  • En klinisk forskningsenhed med 10 projektsygeplejersker, forskningssekretærer, datamanager, statistiker og 10 projektmedarbejdere inden for EU-projekter
  • Patienthotel

Lægemæssigt er vi nu bemandet med en cheflæge, 7 ledende overlæger, 7 overlæger, 13 afdelingslæger, 6 1. reservelæger og 12 reservelæger.

Afdelingen varetager speciallægeuddannelsen i klinisk onkologi med både introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb, ligesom der er lægestuderende på ophold.

Afdelingen har en betydelig forskningsaktivitet. Forholdene er gode for investigatorinitieret forskning, laboratoriebaserede undersøgelser, industrisponserede studier pga. det store patientantal og en effektiv forskningsenhed. Flere store EU-projekter ledes eller sker med deltagelse fra forskningsenheden. Afdelingen har en professor, 10 ph.d.-studerende, 3 lektorer og flere postdoc-kandidater.

Afdelingslægestillingen ønskes besat med en speciallæge i klinisk onkologi. Kompetencer inden for medicinsk kræftbehandling, stråleterapi og lindrende/understøttende behandling er en selvfølge, og der er mulighed for at ønske specifikke arbejdsområder.

Der er senvagt til kl 18 1-2 gange hver måned og dagsarbejde i weekender med stuegang ca. hver anden måned.

 

Løn:

Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Yngre Læger.

Du kan se funktionsbeskrivelse her .

Ansøger bedes i ansøgningen med bedst mulig dokumentation forholde sig konkret til de syv kompetencer (medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel). Vurdering af de syv kompetencer vil indgå i den faglige bedømmelse.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Lars Henrik Jensen, tlf.: 7940 6802.

Ansøgningsfristen er den 2. december 2024 med samtaler i uge 50-51.