Vi lever i en coronakrigstid, og ligesom militæret er sundhedsvæsenet kun velfungerende, hvis det er modstandsdygtigt og robust.

Sundhedsvæsnet har i en årrække været under hårdt pres af de kostbare, absurd korte og ikke-lægefagligt funderede ventetidsgarantier og forkromede reformer og planer

At et offentligt sundhedsvæsen til en årlig pris på ca. 170 mia. kr. kan være under hårdt pres af 450 indlagte coronapatienter, viser med al tydelighed, at der er noget fundamentalt galt med kapacitet, struktur og prioritering i sundhedsvæsenet.

Det svarer til, at politi og militær måtte overveje at overgive sig, hvis man fik at vide, at der var 15- 20 busser med vrede minkavlere på vej mod København.

Fra 2006 til 2020 har man sparet 1/3 af alle sengepladser (somatik + psykiatri) væk, så det samlede antal sengepladser i Danmark er faldet fra 19.636 til 13.973. Vi har altså mistet ca. 6.000 sengepladser.

I samme periode er antallet af fuldtidsbeskæftigede social og sundhedshjælpere, -assistenter, portører og lægesekretærer ifølge Sundhedsdatastyrelsen faldet. Og antallet af administrative årsværk i regionerne er ifølge en opgørelse fra Dansk Erhverv fra 2019 steget med 1/3.

Politikere soler sig i forkromede reformer

Det kan derfor overhovedet ikke undre, at sundhedsvæsnet er blevet så sårbart, når man både har skåret så meget ned på sengekapaciteten og på antallet af ansatte med blækspruttefunktioner, som udgør ’limen’ i sundhedsvæsenet.

Ydermere har sundhedsvæsnet i en årrække været under hårdt pres af de kostbare, absurd korte og ikke-lægefagligt funderede ventetidsgarantier og forkromede reformer og planer, som politikerne med Lars Løkke i spidsen i årevis har solet sig i.

Med supersygehusene Gødstrup og Odense budgetteres der også i fremtiden med et fortsat faldende antal sengepladser. Så der er desværre udsigt til yderligere forværring af sundhedsvæsenets tilstand.

Supersygehuse og nærhospitaler. Det lyder så fint og besnærende, men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad man kalder disse enheder, hvis de ikke har den nødvendige kapacitet.

Supersygehuse er super-små, nærhospitalerne har ingen senge og er ’langt fra hospitaler’.

Ønskes: Et sygehus med virkelige sengepladser

Det, vi mangler i Danmark, er simpelthen helt lavpraktisk ganske almindelige sygehuse med virkelige sengepladser og det nødvendige antal personaler.

Der mangler senge og hænder, og der er brug for lægefagligt funderet prioritering, udredning og behandling

Corona er blevet den stresstest, som det danske sundhedsvæsen ikke har bestået. Og det på trods af, at personalet igen og igen har gjort en stor ekstra indsats.

Det er ikke corona som sådan, der er hovedproblemet, corona er bare blevet den faktor, det symptom, som har tydeliggjort, at sundhedsvæsenet er samfundskritisk sygt. Det kunne en slem influenzaepidemi formentlig også have klaret.

Det offentlige sundhedsvæsen er alvorligt underfinansieret, udsultet og underdimensioneret, og derfor er det hverken modstandsdygtigt eller robust, og primært derfor har vi et problem.

Coronakrisen viser også meget klart, at sundhedsvæsnet ikke bare er en almindelig produktionsvirksomhed, hvor man kan udnytte produktionskapaciteten med 100 pct.

Overkapacitet er en nødvendighed

Ligesom med militæret og politiet er der et meget vigtigt forsikringselement i sundhedsvæsenet. Derfor er der simpelthen nødt til at være en overkapacitet, ellers er sundhedsvæsnet hverken robust eller bæredygtigt i de krisetider, som også i fremtiden vil blive ved med at ramme os med mellemrum.

Sundhedsvæsnets problemer kan selvfølgelig løses, men kun hvis de ansvarlige politikere holder op med at lege ’Kejserens nye klæder’ og begynder at tale om det, som det virkelig handler om og kalde det, hvad det virkelig er. Og det er ikke corona, der truer os, det er et sygt sundhedsvæsen.

Besparelserne de sidste 14 år er ikke Mette Frederiksens ansvar, men hun har mulighed for at træde i karakter som leder ved at erkende problemet, tage ansvar og gøre en ekstra indsats for at skabe de nødvendige forandringer.

Der mangler senge og hænder, og der er brug for lægefagligt funderet prioritering, udredning og behandling i stedet for en prioritering styret af politisk populisme, som forslaget om nærhospitaler er det seneste eksempel på.

Denne løsning er næppe dyrere end de milliarder af kroner, der er brugt på at lukke samfundet ned for at kompensere for, at sundhedsvæsnet er sygt og sårbart pga. årelang underfinansiering. Der kunne have ligget rigtig mange coronapatienter i de 6.000 senge, vi har mistet.

Så kom nu, Mette! Vi kan ikke leve med det, hverken som samfund eller som praktiserende læger i sundhedsvæsenet.