Sommeren er overstået. Den vådeste sommer i mands minde, men jeg håber, at alle alligevel har fået ladet batterierne op til de mørke tider, som nærmer sig med hastige skridt.
Sommeren har budt på flere store debatter om sundhedsvæsenet.
Der er selvfølgelig mest spænding om regeringens udspil som følge af sundhedsstrukturkommissionens arbejde. Der er forslag som kan ændre hele sundhedsvæsenet til det bedre, men mon ikke det ender som den berømte … i en hornlygte. Jeg håber det ikke.
Som kommissionen skriver, og som regeringen og alle andre har gentaget, kan vi ikke blive ved som i dag. Men når det kommer til stykket, kræver det efter min mening et opgør med hele opbygningen af sundhedsvæsenet, hvis det virkelig skal gavne os alle som nuværende eller kommende patienter.
Den eneste ændring, der virkelig vil betyde noget, vil være det kædeansvar, som kommissionen foreslår bliver indført. At de samme har ansvaret fra start til slut, og at slut ikke er udskrivelse, men til patienten er rask. Det vil betyde store og vanskelige omlægninger, men de mange dårlige patientforløb som vi desværre ser, løses ikke med snuptagsløsninger.
Skæv fordeling af speciallæger
Skrækscenariet er, at det hele ender med en strukturdiskussion om antallet af regioner. Der har været ideer fremme om at samle Region Hovedstaden og Region Sjælland som en stor region. At tro det kan løse den skæve fordeling af speciallæger er mere end optimistisk.
Hvem tror på at det vil løse problemerne, at en region skal tage sig af Nykøbing Falster og Rigshospitalet. Det er ikke realistisk, at det skal få læger flyttet ud fra de trygge universitetssygehuse omkring København. Prøv bare at spørge Bornholms Hospital.
Det er i orden, at en fagforening kæmper for sine medlemmer, men man kan måske godt forlange en vis form for troværdighed
Der har været forslag fremme om at begrænse stigningen af læger i Region Hovedstaden, således at en større del af stigningen kunne gå til perifere sygehuse. Her er det vigtigt at huske på, at stigningen i antal læger på offentlige hospitaler fra 1. kvartal 2019 til 3. kvartal 2020 var på 800 læger. Så det vil nok ikke lægge de store hospitaler øde, hvis man vedtog en begrænsning.
Tidligere har man forsøgt sig med, at de store hospitaler ikke skulle ansætte overlæger, men kun afdelingslæger. Det blev en stor fiasko. Der er således ikke tegn på, at en løs ordning vil hjælpe noget som helst. Delestillinger mellem regioner har ligeledes været en fiasko.
Læger til provinsen
Det interessante i denne diskussion har været fagforeningernes reaktion. Yngre Læger kalder det tvang. Hvad tvangen ligger i, står hen i det uvisse, med mindre man mener, at læger har en naturgiven ret til at blive ansat i en storby. Overlægeforeningen har også en retorik, der kan få en til at tro, at det vil få verden til at gå under.
Det er i orden, at en fagforening kæmper for sine medlemmer, men man kan måske godt forlange en vis form for troværdighed. De faglige organisationer virker ikke som en del af løsningen. Desværre.
Lægeforeningen er også lunken på ideen. Her kæmper man for, at alle, der består en lægeeksamen, skal uddannes til speciallæger. Det er et fornuftigt synspunkt også set fra samfundets side, men hvis det skal løse problemerne, hvilket det kan ad åre, kræver det, at læger bliver nødt til at søge til provinsen, hvis de vil arbejde som læger. Det skete i 1970’erne hvor der var stor arbejdsløshed. Rigtig mange rejste endda helt til Sverige for at arbejde.
Så hvis man stopper stigningen i antal læger i de store byer, skal stillingerne i provinsen nok blive besat.
