Danske Regioner har som den første sundhedsaktør i landet fremlagt et gennemarbejdet forslag til fremtidens almen praksis.
Jeg kunne ikke være mere enig. Det er præcis det, der er brug for
Hvis jeg bar en hat, ville jeg vippe den i dyb respekt. Omsider et konkret og grundigt forslag, der strækker sig ud over de sædvanlige overfladiske overskrifter.
Nuvel, udspillet indeholder selvfølgelig også de sædvanlige indholdsløse floskler, hvis betydning forbliver uklar. Tag for eksempel den velkendte frase ‘populationsansvar’, et begreb jeg på trods af mange år i sundhedsvæsenet stadig mangler at se en konkret og operationel definition på.
Men lad os se nærmere på de centrale elementer i forslaget.
Kom i gang, kære Regioner
Det positive først: Danske Regioner præsenterer et klart og veldefineret billede af, hvad almen praksis skal fokusere på, dvs.:
- at være tovholder for de multisyge
- at understøtte den kommunale ældrepleje
- at overtage flere kronikeropgaver fra sygehusambulatorierne
- at styrke fokus på psykiatriske patienter, herunder deres somatiske lidelser.
- at være mere tilgængelige telefonisk, fysisk og digitalt
Jeg kunne ikke være mere enig. Det er præcis det, der er brug for. ‘Så kom bare i gang’, kære regioner, I har haft ansvaret for almen praksis hele tiden, så det er på tide at handle.
Kom med jeres bud på, hvordan I mere præcist kunne tænke jer at føre ovenstående ud i livet.
Ingen med ansvar for faglig udvikling
Desuden påpeger regionerne korrekt, at almen praksis mangler faglig ledelse. Hvem sørger for fælles faglig udvikling i almen praksis? I dag er svaret: Ingen.
Det ligner et forsøg på at genoplive ideen om en form for ‘mormor hotline’, hvor folk, der ikke fejler noget, kan ringe og få råd om alt muligt
Sundhedsstyrelsen holder sig på afstand af den faglige udvikling, og det samme gør regionerne i praksis, da de mangler de nødvendige kompetencer.
Det efterlader den faglige udvikling i almen praksis i hænderne på frivillighed og inspiration fra DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) og KiAP (Kvalitet i Almen Praksis). Med andre ord: De dygtige klinikker udvikler sig hurtigt, mens de mindre dygtige kan stagnere i årevis.
Jeg vil også rose regionerne for at ville tage ansvaret for at håndtere de problematiske elementer i almen praksis. Det dur simpelthen ikke, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er involveret i at afgøre sanktioner såsom bøder og inddragelse af autorisationer. Her bør almindelige juridiske principper gælde.
Vil oprette ‘mormor-hotline
Og nu til forslagets overfladiske populisme, der spilder skatteborgernes penge:
Regionerne ønsker at etablere et ‘kontaktpunkt’ for alle henvendelser til sundhedsvæsenet uden for almen praksis. Det ligner et forsøg på at genoplive ideen om en form for ‘mormor hotline’, hvor folk, der ikke fejler noget, kan ringe og få råd om alt muligt. Det er spild af skattekroner.
1813 blev oprettet med samme tankegang og har lige siden kæmpet for at holde raske mennesker væk fra telefonerne. Lad markedet håndtere sådanne initiativer, der ikke er relateret til sygdom, men som sælger falsk tryghed.
Hvilket problem løses med dyrt og dårligt?
Og til sidst et par eksempler på forslagets gammeldags og mavesure opstød, som regionerne burde have droppet for længe siden:
Der skal meget mere til end normtal og honorarer, hvis man vil tvinge eller lokke læger til at slå sig ned på landet
Det gælder eksempelvis usandheder om den digitale udvikling i almen praksis. Dette er enten et udtryk for uvidenhed eller en magtkamp fra regionernes side.
Det ville være mere passende, hvis regionerne præcist angav, hvilke data de mangler, og til hvilke formål. Dele af deres ønsker er i den grad relevante.
Det samme er ønsket om endnu flere regionsklinikker og udbudsklinikker. Hvorfor ikke bare forklare, hvorfor disse er bedre og billigere? Eller er klinikkerne måske i virkeligheden både dyrere og dårligere? Og hvilket problem løser man med mere dyrt og dårligt?
Hvorfor starte 3. verdenskrig med PLO
Og så til det sidste og mest bitre punkt: En åbenlys afvisning af PLO. Det virker som om, at regionerne er trætte af tvangsægteskabet med PLO og nu ønsker at bestemme enevældigt.
Men hvilket problem løser man ved at starte 3. verdenskrig i almen praksis? Hvorfor ønsker man at vække Dibbern (Henrik Dibbern, tidl. formand for PLO, der i 2013 ifm. OK-forhandlingerne opfordrede medlemmerne til at gå i konflikt, red.) fra hans pensionering?
Afslutningsvis er der også et neutralt forslag: Regionerne ønsker at gennemføre en omfordeling af de nuværende honorarer og normtal baseret på patientbelastningen.
Formålet er at tiltrække unge læger til landdistrikterne, men det er tvivlsomt, om det vil lykkes. Unge akademikere i 30’erne har slået rod der, hvor deres børn går i skole og deres ægtefælle arbejder. Der skal meget mere til end normtal og honorarer, hvis man vil tvinge eller lokke læger til at slå sig ned på landet.
En anden mulighed kunne være at begrænse tildelingen af nye ydernumre i byerne. Men i en tid, hvor befolkningen vokser i byerne og falder på landet, kræver dette politisk mod, som regionerne formentlig ikke har.
