Work smarter, not harder. Sådan lyder mantraet for mange nye læger.

I takt med at millennials (født ml. ca. 1980-1995) som undertegnede bliver speciallæger (det bliver jeg nok aldrig), må vi forvente nogle ændringer i arbejdsstyrken. Modsat mange i tidligere generationer arbejder de/vi groft sagt for at leve, i stedet for at leve for at arbejde. Hvordan tilpasser sundhedsvæsenet sig denne mentalitetsændring?

Den bedste kur mod begyndende udbrændthed er som bekendt ikke at arbejde mere

Mange yngre læger har set forældre, måske også læger, slide og slæbe, hente sent og i nogle tilfælde brænde ud, alt sammen for at kravle op af karrierestigen og nå nogle prædefinerede mål og titler. Speciallæge – afdelingslæge – overlæge.

Det er desværre almen kendt, at læger har en høj grad af udbrændthed, ligesom flere studier har fundet, at læger har dobbelt så høj risiko for at lide af PTSD som resten af befolkningen.

Og det gider den nye generation læger (og sundhedspersonale generelt) ikke.

Universel generationskløft

Er vi forkælede? Skal vi bare tage os sammen?

Patientflowet i sundhedsvæsenet er optimeret gennem tiderne. Produktiviteten er årligt forbedret med inspiration fra Toyota-fabrikkerne, helt konkret med et horribelt årligt produktivitetsforøgelseskrav på 2 pct. (2003-2018).

Generationskløften gælder ikke kun i sundhedsvæsenet, men er så vidt jeg kan observere universel. Den ældre generation har knoklet, været pligtopfyldende og autoritetstro og forladt pinden sent. Så skal den nye generation fandeme også.

Jeg forstår dem egentlig godt. Jeg har tendens til samme holdning i min egen forældrerolle. Jeg begyndte at arbejde som 11-årig, og så skal mine unger fandeme også lære at arbejde. Men måske de skal lære noget andet end at gå med aviser?

Misforstå mig ikke: Den nye generation er ikke uambitiøs. Langt fra. De drømmer om det samme som deres forældre, men vejen derhen er forskellig.

Det er bekymrende at læse eksempelvis anbefalinger fra robusthedskommisionen om færre detidsansatte i sundhedsvæsenet. Arbejdsmiljøundersøgelser viser en høj grad af udbrændthed inden for mange specialer, herunder f.eks. 50 pct. af de praktiserende læger, og den bedste kur mod begyndende udbrændthed er som bekendt ikke at arbejde mere.

Pisk og tvang er passé

Det kan virke som en gordisk knude: Der mangler varme hænder nu, og der er udsigt til endnu større mangel. Personalet har krav om fleksibilitet og hjemmearbejde.

En ting er sikkert: pisk virker ikke. Tvinges læger på fuld tid eller geografisk til ‘udkanten’, finder de andre græsgange. Måske sundhedsstrukturkommisionen kommer med en salomonisk løsning.

Det er for nemt at kræve alle på fuld tid eller sløjfe en enkelt helligdag

I ventetiden kan vi måske kigge til det private arbejdsmarked. Her kæmper mange virksomheder om de samme medarbejdere, og i den kamp orienterer de sig ofte mod arbejdsmiljøet i konkurrerende virksomheder:

Hvad har de, som vi ikke har? Forsøger en virksomhed sig med en 4-dages arbejdsuge eller en speciel sundhedsordning, vurderer andre, om de skal følge med. Konkurrencen er benhård.

Growth mindset og proaktivitet er kernekompetencer, der lægges vægt på i det private. Det står ikke i modsætning til fleksibilitet og en sund work-life-balance.

Det offentlige sundhedsvæsen har meget at lokke med. Kollegialitet, lærerige arbejdsopgaver og videreuddannelse, der åbner mange døre.

Lad os glædes over, at vi har en arbejdsstyrke, der samtidig også gerne vil være tilstedeværende forældre og have et privatliv. Det skal vi støtte op om og skabe rammer, der passer til. Og sådan blev kommissionens arbejde lige endnu mere kompliceret.

Det er for nemt at kræve alle på fuld tid eller sløjfe en enkelt helligdag. Vi må være kreative og f.eks. inddrage ikke-sundhedsuddannede faggrupper og bruge teknologi til at hjælpe med dødkedelige administrative opgaver.