Så kom jeg også gennem sundhedsstrukturkommissionens rapport, og jeg må medgive, at der er tale om en særdeles velskrevet og gennemarbejdet fremstilling.
En ærlig rapport med en jordnær beskrivelse af de nuværende – og måske kommende – udfordringer. Der er tænkt tanker, hugget hæle og klippet tæer, og resultatet er blevet interessant.
Men jeg må alligevel indrømme, at jeg blev nødt til at forsøde læsningen med et udvalg af pigekorets klassiske fædrelandssange og peppe studierne op med en stor Old Fashioned. Bare lige til at skylle bismagen af betonkommunisme og planøkonomi væk.
Ordene ‘national’, ‘central’, ‘statslig’ og ‘styring’ forekommer et stykke over 600 gange i form af planer om mere kontrol. Ordet ‘frihed’ finder man kun to gange, nemlig i ordet ‘valgfrihed’, der er målrettet patienterne, og i afsnittet om de nuværende aftaler, der understøtter lokal frihed og ansvar i opgaveløsningen.
Ventetid
Nu venter vi så. Nogen siger, at vi bare skal gå i gang. Andre er blevet helt lammet af frygt for at sætte ting i søen, der måske alligevel bliver nedlagt af statens patruljer. Og selvom det er forståeligt, hvis de decentrale initiativer ikke just pibler ud mellem tangenterne på tastaturet, så er det måske alligevel nu, vi skal sætte fart på.
Vi kan vælge at lade os passivisere af de lidt rigoristiske undertoner, eller vi kan vælge at betragte sundhedsstrukturkommissionens rapport med et Perestrojka-blik
For sandheden er muligvis, at ingen rigtig aner, hvordan det 420 sider lange sundhedsmanifest nogensinde skal blive til virkelighed, med mindre alle de modige og virkelystne typer decentralt finder på nye, kreative og digitale samarbejdsformer.
Og den opgave vil de færreste vel overlade til centraladministrationen? Der er jo ingen sundhedsprofessionelle, der frivilligt stryger ID-mærker på spejderuniformen og lader sig deportere hundredvis af kilometer, fordi staten siger det.
Men hvad er det så, vi skal sætte fart på og gå i gang med? Det kræver et kort tilbageblik.
Hurtigt, modigt og dygtigt arbejde
11. marts 2020, da corona spredte sig med lynets hast, stod regeringens budskab helt klart. Målet var at stoppe smitte og få syge til at overleve. Retningen var tydelig, og vi arbejdede hurtigt, modigt og dygtigt. Med øjnene rettet mod det samme fikspunkt. Vi stod på den samme hensigtserklæring, og det medfølgende mandat var stærkt. Fordi retningen var vigtigere end detaljerne.
Og det skal vi gøre igen. Vi skal bruge den helt tydelige hensigtserklæring i rapporten som afsæt for hurtigt, modigt og dygtigt arbejde. Vi skal finde de gode løsninger, inden andre pålægger os de dårlige. Vi skal skabe sammenhængende patientforløb, implementere velfungerende teknologi og række ud til kollegerne på tværs af regionsgrænserne.
Vi skal kravsfrit turde undersøge nye samarbejdsformer og tage ansvar for at fordele ressourcerne mellem os på en måde, som sikrer, at hverken sundhedsprofessionelle eller patienter kommer i klemme.
Vi kan vælge at lade os passivisere af de lidt rigoristiske undertoner, eller vi kan vælge at betragte sundhedsstrukturkommissionens rapport med et Perestrojka-blik. Mandatet har vi allerede. God arbejdslyst.
