Torsdag 4. januar 2024 var en særlig dag. Dagen, hvor en 13-årig amerikansk dreng fik Tetris til at løbe tør for brikker. Han fik, så at sige, plads til det hele.
Mine kolleger ved, at Tetris er min yndlingsmetafor for optimal drift. Og med fare for at genrejse minder om den bølge af Lean, der – i en ikke så fjern fortid – skyllede konsulenter med spraglede slips ind over hospitalerne i den ene kampagne efter den anden, tør jeg godt sige, at fremtidens sundhedsvæsen er dybt afhængigt af, at vi kan pakke vores Tetris rigtigt.
Kære Strukturkommission. Jeg ønsker mig et antal tværregionale, billeddiagnostiske kontrolcentre med scannerrum på række, hvor den ambulante Tetris kan pakkes perfekt
Det er ikke længere et spørgsmål, om vi vil arbejde ‘smart’ eller ‘hard’. ‘Hard’ er et vilkår, og ‘smart’ er et must. Og status quo er ikke længere et gyldigt valg.
Mit håb er derfor, at Strukturkommissionen vil koncentrere sig om – netop – strukturerne. Ikke ved at indføre flere garantier eller forløbskrav. Men ved at disrupte og skabe noget nyt. Jeg har naturligvis en idé…
Ordet ‘hospital’ møder vi første gang i 1300-tallets gamle franske skrifter, som ‘et sted for mennesker, der trænger til hjælp’. I 1500-tallet bliver betydningen endnu stærkere, og vi finder ordet i den engelske litteratur som ‘en institution for syge eller sårede’.
Fra min egen billeddiagnostiske udkigspost i 2024 kan jeg imidlertid melde, at de syge og sårede, der trænger til hjælp, nu i betydelig grad må deles om undersøgelseskapaciteten med dem, der var syge for længe siden og nu er havnet i et årelangt kontrolsystem.
Relevansen af disse mange kontroller må andre fagligheder vurdere, men kompleksiteten i at pakke en billeddiagnostisk Tetris med både akutte, subakutte og ambulante brikker gør hele systemet ineffektivt og skaber flaskehalse. Det betyder jævnligt, at de syge og sårede må vente urimeligt længe, mens de sandsynligvis raske bliver undersøgt i kontrolforløb.
Og når de sandsynligvis raske er færdigundersøgt, kan der gå lang tid, før de får svar på, at de fortsat er sygdomsfri. Det betyder 1-2 uger med nedbidte negle, mavepine og dødsangst, før kvartalets frikendelse lander i e-boksen. Alt sammen fordi hospitalernes billeddiagnostiske afdelinger hver dag forsøger at prioritere den store gruppe syge og sårede først.
Kære Strukturkommission. Jeg ønsker mig et antal tværregionale, billeddiagnostiske kontrolcentre med scannerrum på række, hvor den ambulante Tetris kan pakkes perfekt. Borgerne henvises, tjekker ind med sygesikringsbevis, venter i et behageligt venteværelse, bliver undersøgt med hjælp fra smilende personale, går hjem og får svar i løbet af få dage. Beskrivelsesopgaven løses i samarbejde mellem fastansatte billeddiagnostikere og telemedicin.
Uddannelsesmulighederne er oplagte, idet man hurtigt kan blive fortrolig med store sygdomsgrupper. De sandsynligvis raske patienter slipper for at få genoplivet de ubehagelige minder ved at parkere på hospitalets parkeringsplads og frekventere det samme venteværelse, som de sad i, forud for den oprindelige diagnose.
Potentialet for dataopsamling til forskning og udvikling af AI-algoritmer i det systematiserede set-up er enormt – og imens vi pakker den ambulante Tetris, kan sygehusene tage sig af de syge og sårede. Uden ventetid.
