Som jeg har skrevet mange gange før, har vi et sundhedsvæsen, der stort set fungerer godt. Men indimellem støder man på groteske problemer. Et sådant problem er jeg for nylig stødt ind i, da en af mine patienter skulle have et hjælpemiddel. Problemet handler om hjælpemidler og deres betaling.
Historien er kort, at patienten fik en hoftefraktur oven i sin kroniske sygdom. Det kan jo ske, og selve behandlingen gik overraskende godt, bortset fra at patienten fik dropfod. Også dette kan ske, selvom man kan diskutere, om det ikke bør kunne undgås med passende forebyggelse. Nu begynder problemerne så.
En løsning på grænseproblemer vil være flere penge, mange flere penge. Men i det virkelige liv har det løsningsforslag næppe gang på jorden
Patienten kan ikke komme op at gå på grund af dropfoden, men terapeuterne foreslår helt relevant en skinne, så patienten kan komme op at stå og gå. I betragtning af den kroniske sygdom er det temmelig afgørende for patienten. Men hvem skal nu betale? For er dropfoden permanent eller forbigående?
Hvem skal betale?
En læge har så udtalt, at man ikke kan udelukke forbedringer, trods skaden er omkring seks måneder gammel. Samtidig er patienten afsluttet fra afdelingen for længst. Kommunen vil ikke betale med henvisning til lægens udtalelse, og patienten er i fuldstændig vildrede om, hvordan personen kommer videre i systemet, fordi det så må være regionen, der skal betale, men her er behandlingen afsluttet på den pågældende afdeling.
Jeg kender ikke slutningen på historien endnu, men jeg kender alt til frustrationen hos patienten og familien.
Kan I genkende mønstret? Problemet med betaling af hjælpemidler har vi hørt om utallige gange. Hvem husker ikke sagerne om støttestrømper, hvor der også var slagsmål mellem kommuner og regioner. Jeg troede i min naivitet, at problemet efter sidste omgang i pressen var løst, men det var det ikke for den omtalte patient. Og det selvom alle kan se det groteske i at sende patienterne ud i et limbo om hjælpemidler.
Når der er grænser, kommer der problemer. Det synes lige så sikkert som amen i kirken. Specielt når der er penge involveret. Det gælder både internt på hospitaler, mellem hospitaler og mellem kommuner og regioner. Vi så i forbindelse med coronavirus at ting flød meget bedre over grænser.
Hvorfor nu det? Jo pengene var ikke et problem, de flød i rigelige mængder. Så en løsning på grænseproblemer vil være flere penge, mange flere penge. Men i det virkelige liv har det løsningsforslag næppe gang på jorden.
Lad os heppe på strukturkommissionen
Vi må sætte vores lid til sundhedsstrukturkommissionen. Så her kommer et forslag til kommissionen: Når der er ordineret et hjælpemiddel, skal kommunen betale, hvis patienten er hjemme, ellers er det regionen. Et slagsmål om betalingen må ikke forsinke, at hjælpemidlet kommer hurtigt til patienterne.
Man kunne også vedtage, at regionerne, eller hvad der bliver tilbage, lægger ud, når de ordinerer hjælpemidlet. Eller at sundhedsklyngerne får pengene og ansvaret. Det andet forslag kan muligvis undgå evindelige slagsmål, som tærer på sundhedsvæsenets troværdighed.
Men et endnu vigtigere element i løsningen på patienternes frustrationer over at blive kostet fra den ene til den på grund af grænser er personalets holdninger. Det burde være muligt, at man kan forvente, at personalet sikrer patienternes ofte ganske vanskelige rejse gennem sundhedsvæsenet. F.eks. ved omhyggeligt at forklare hvorfor man skal skifte hospital i forbindelse med en kræftbehandling. At man skal opereres på et hospital i en anden region, men at dette hospital ikke må følge op på behandlingen, fordi den skal foregå i egen region.
Der er således mange problemer, der skal løses. Lad os heppe på sundhedstrukturkommissionen.