Regeringen er kommet med sit forslag om en ny struktur i sundhedsvæsenet.
Og det blev heldigvis ikke en fis i en hornlygte, som jeg frygtede i min seneste stikpille.
Som formand for Lungeforeningen er jeg mere end tilfreds med udspillet. Ikke at der er elementer, der forekommer underlige, men hvis man for en gang skyld ikke skal lede efter hård i suppen, er det tilfredsheden der står tilbage.
Fokus på mennesker med kroniske sygdomme er overordentlig vigtig, fordi kroniske sygdomme rammer en meget stor del af befolkningen. Vores erfaring i Lungeforeningen er, at mange patienter med kroniske sygdomme som KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) har haft svært ved at få en ordentlig behandling, mens mange har fået en super god behandling.
Et velbeskrevet pakkeforløb vil forhåbentligt rette op det vi kalder postnummerlotteri. At de mange gode erfaringer bliver brugt til gavn for alle. Vi glæder os over, at KOL kommer først, men forventer også at det arbejde, der nu skal i gang, vil brede sig til alle med kroniske sygdomme. At nogen i dag føler sig overset, er helt åbenlyst, men man skal jo starte et sted.
Hidsig magtkamp
Når man selv er tilfreds med udspillet, kan man roligt sidde på sidelinjen og betragte kampen om sundhedsvæsenet. En kamp mellem Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL). Man plejer at sige, at medarbejderne går på arbejde i sundhedsvæsenet med det formål for øje at hjælpe vores patienter. At det ikke gælder KL er helt åbenlyst. Her kæmper man en magtkamp om territorier med regionerne.
Problemet er, at patienterne oplever huller i overgangen mellem hospital og den kommunale pleje. Igen fungerer det heldigvis rigtigt godt mange steder, men som jeg tidligere har beskrevet, er der også her katastrofale huller. Hvem, der har skylden i disse huller, skal være usagt. Der er fejl på begge sider.
Det vil altid være muligt for at lægge miner ind i den nye struktur
Torben Mogensen, bestyrelsesformand, Lungeforeningen
Derfor har patientforeningerne via Danske Patienter i samarbejde med Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen kæmpet for, at der er et samlet behandlingsansvar, populært kaldet kædeansvar. At ansvaret lægges hos regionerne er fornuftigt.
Netop derfor er det også fornuftigt, at regionerne sidder for bordenden i de nye sundhedsråd. At det har medført en hidsig kamp fra KL er ikke overraskende, men det er næppe af hensyn til patienterne, de kæmper.
Trække på samme hammel
I fremtiden vil der også være et behov for tæt samarbejde mellem den kommunale plejeindsats og sygehusbehandling/akut behandling. Der ligger et stort arbejde i at forebygge, at borgere bliver syge, eller at deres sygdom forværres. Det ved vi fra KOL området.
Så jeg håber virkelig ikke, at den organisationskamp, der foregår i øjeblikket, siver ned til den daglige drift. Der er meget, der skal ændres i den måde vi arbejder på i dag for at skaffe sammenhæng. At vi alle trækker på den samme hammel i stedet for at kæmpe mod hinanden.
Heldigvis er der mange dedikerede medarbejdere i begge sektorer, der i dagligdagen vil gøre alt for patienterne, men organisationerne kan sagtens gøre det svært. F.eks. hvor går grænsen mellem sygeplejersker udsendt af regionerne og den kommunale sygepleje i menneskenes hjem? Hvem skal give støttestrømper på? Hvem skal administrere medicin, når der både er akut behandling og vedvarende behandling?
Allerede i dag ser vi diskussion om medicin givet i blodåren nogen steder. Hvem skal betale? Det vil altid være muligt for at lægge miner ind i den nye struktur. Jeg håber, KL besinder sig, og at Danske Regioner er åben.
Kære Torben.
Den er vist under lavmålet. Jeg kender ingen i sundhedsvæsenet, som ikke arbejder for patientens bedste. Hverken i KL, DRe, fagforeninger, patienterforeninger osv.
At man lander på forskellige synspunkter handler om ens perspektiv. Kommunerne har det nære og helhedsorienterede perspektiv (sammen med de praktiserende læger), hvorimod patientforeningerne og regionerne har det mere snævre sygdomsperspektiv med særlig fokus på den specialiserede og gerne standardiserede og centraliserede behandling. Begge sider har patientens interesse for øje.