Foto: Lars Andersen

Amputeret databrug Mindre variationer i behandlingskvalitet er ikke nødvendigvis et problem. Men det er det, når variationerne bliver for store, tager for lang tid at udbedre, eller når konsekvenserne for patienterne bliver for indgribende og uoprettelige.

Inden for de seneste uger har der igen været nyt i den såkaldte amputationssag. Sagen havde som bekendt sit udspring i Region Midtjylland, og den eksploderede hen over sommeren, da en uafhængig analyse anslog, at op mod 47 midtjyske borgere årligt formentlig kunne have undgået eller fået udskudt amputation, hvis de var blevet tilbudt forebyggende karkirurgisk behandling. Sagen, der nu i de flestes øjne var blevet til en skandale, endte med at koste koncerndirektør Ole Thomsen jobbet.

I sidste uge kunne Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjylland og for Danske Regioner, der var med til at afskedige koncerndirektøren, imidlertid meddele, at der alligevel ikke var tale om en skandale.

Grunden til det verbale kursskifte, forklarede Kühnau, var, at en grundig gennemgang af samtlige amputationer i perioden nu viste, at der ‘blot’ var tale om 194 amputationer over en 10-årig periode, der formentlig kunne være undgået. Det svarer til, at knap 20 midtjyske borgere hvert år har fået amputeret hele eller dele af benet på et yderst tvivlsomt grundlag.

Selv for en politiker er det i særklasse tonedøvt ikke at kunne mande sig op til at udvise mere empati over for de borgere, der for altid har fået smadret deres liv. I stedet argumenterede Kühnau med, at regionens karkirurger, hvad angår den faglige praksis, samlet set ikke ligger dårligere end gennemsnittet for de fem regioner. Med andre ord er der åbenbart ikke tale om en skandale, selvom fejlamputationerne er foregået systematisk og over tid, så længe der er andre, der er endnu dårligere.

Problemerne opstår, når variationerne er for store, tager for lang tid at udbedre, eller når konsekvenserne for patienterne bliver for indgribende og uoprettelige

Apropos systematik og data indsamlet over tid så bragte vi på dagensmedicin.dk i sidste uge et debatindlæg med afsæt i netop amputationsskandalen fra Midtjylland. Under overskriften ‘Hvornår er variation i sundhedsvæsenet et problem?’ forsøger direktøren for Regionernes Klinisk Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), Jens Winther Jensen, på konstruktiv vis at tage hul på diskussionen om, hvorvidt variationer i sundhedsvæsenets behandlingskvalitet altid er et problem, eller om det også kan være udgangspunktet for læring og udvikling. Til det kan man kun svare, at selvfølgelig kan og skal forskelle i behandlinger og resultater bruges til, at andre lærer af de dygtigste.

I kølvandet på den midtjyske skandale analyserede RKKP på opdrag fra Danske Regioner amputationsrater og forebyggende behandlinger i perioden 2016-2021 på alle landets karkirurgiske afdelinger. Den analyse landede i starten af august, og den viste, at mens Region Syddanmark lå på samme niveau som Midtjylland i hele perioden, så foretog Region Sjælland i fem ud af de seks undersøgte år markant flere amputationer end alle andre.

Til gengæld viste data også, at de to regioner med færrest amputationer – dvs. Hovedstaden og Nordjylland – allerede i 2018 begyndte at skille sig positivt ud med markante fald i amputationsraterne, der kun blev bedre og bedre i den undersøgte periode. Således amputerede Region Nordjylland med 35 amputationer per 100.000 borgere i 2021 under halvdelen af Region Sjællands 75 amputationer.

Det er et velkendt dilemma, at sundhedsvæsenet hele tiden udvikler sig – og heldigvis for det – og at det, der var excellent sidste år, kan være forældet i år. Så selvfølgelig vil der altid være variationer, og selvfølgelig skal man bruge forskellen mellem de bedste og de øvrige til at lære og blive klogere til gavn for patienterne.

Problemerne opstår, når variationerne er for store, tager for lang tid at udbedre, eller når konsekvenserne for patienterne bliver for indgribende og uoprettelige. Så står man med noget, der ligner en skandale. Og her må man bare konstatere, at man i tilfældet med amputationssagen kan sætte flueben ud for alle fire punkter, når det gælder tre ud af fem regioner. Her var der tale om en systematik, der var tæt forbundet til konkrete afdelinger og hospitaler, som man i hvert fald i Midtjylland var blevet advaret om af fagfolk i både 2018 og 2019.

De advarsler valgte den daværende ledelse imidlertid at sidde overhørig. Var man f.eks. i RKKP eller i de faglige selskaber begyndt at analysere variationerne, da data fra 2019 lå klar, og hvis man så oven i købet havde kombineret de oplysninger med data fra databasen med de forebyggende karkirurgiske operationer, hvor Region Midtjylland og Region Sjælland i hele perioden 2016-2021 pudsigt nok foretog færrest forebyggende indgreb, så havde man højst sandsynligt opdaget, at der var noget rusk ravende galt, og hundredvis af borgere ville dermed ikke have mistet et ben eller to. Men det gjorde man ikke.

Derfor er en af de læringer, man skal tage med sig videre, at det er bydende nødvendigt, at der bliver udviklet og indført nye tværgående indikatorer – ikke kun når det gælder amputationer, men inden for alle sygdomsområder, hvor det giver mening at kigge på tværs – der gør det muligt at kombinere data fra relevante databaser, så man kan identificere de variationer, der som i amputationsskandalen ligger markant under en behandlingskvalitet, man kan være bekendt at tilbyde patienterne.

Skriv kommentar