Tre forvaltningsmodeller og seks tværgående anbefalinger. Der er gået en god uges tid, siden sundhedsstrukturkommissionens bud på fremtidens organisering af sundhedsvæsenet blev præsenteret. Og tak for det. Siden SVM-regeringen i marts sidste år bekendtgjorde, at man havde nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til løsninger til et sundhedsvæsen med mere fokus på forebyggelse og sammenhæng, er mange vigtige politiske sundhedsbeslutninger blevet parkeret med henvisning til kommissionens arbejde.
Diagnosen er de fleste enige om: den demografiske udvikling med flere ældre, der lever længere og med flere sygdomme kombineret med flere kronisk syge og færre til at tage sig af dem og alle de andre syge, kræver en reform af sundhedsvæsenet. Ifølge den mest centrale af de seks tværgående anbefalinger skal en stor del af behandlingen gennemføres ved at øge kapaciteten og ændre på organiseringen i almen praksis. Det handler bl.a. om at sikre lægedækning i hele landet, og at læger i områder med mange ‘tunge’ patienter skal have færre patienter end deres kolleger i mindre sygdomsbelastede områder. Kort sagt, skal der investeres massivt i det nære sundhedsvæsen.
Så kære politikere, med kommissionens arbejde har I fået en unik og fantastisk mulighed for at fremtidssikre det sundhedsvæsen, som vi alle er så afhængige af
Udover ændringerne i de almenmedicinske tilbud handler anbefalingerne om data- og digitaliseringsområdet, fordelingen af ressourcer i sundhedsvæsenet – dvs. en national sundhedsplan, der skal sikre, at det nære sundhedsvæsen vokser mere end sygehusene – psykiatriområdet og de praktiserende speciallæger. De tværgående anbefalinger, som ifølge kommissionen kan gennemføres uafhængigt af valget af forvaltningsmodel, og som nærmest er en reform i sig selv, er der bred enighed om, er godt set af kommissionen, fordi de viser politikerne en tydelig retning. Det er en skal-opgave at skabe bedre sammenhænge, ikke en kan-opgave.
Af reaktionerne tegner der sig et tydeligt billede. Blandt toneangivende interessenter, herunder bl.a. Lægeforeningen, Danske Patienter, Dansk Sygeplejeråd, DI, formændene for hhv. Danske Regioner og Region Nordjylland og de af kommissionsmedlemmerne, der efterfølgende har bekendt fuld kulør, er model 1 klart den forvaltningsmodel, der foretrækkes. Den foreslår et regionalt enhedssundhedsvæsen med 8-10 sundheds- og omsorgsregioner, der erstatter de nuværende 5 regioner, og som skal ledes af 21-25 direkte valgte politikere med nærudvalg under hvert regionsråd. Samtidig flyttes ansvaret for en række opgaver på sundheds- og ældreområdet, som kommunerne har i dag, til det nye regionsråd.
I forhold til kommissionens bundne opgave kommer model 1 med et entydigt politisk ansvar for at få samlet opgaverne, økonomien og ledelsesansvaret, så borgerne oplever, at der er én myndighed, som har ansvaret – det såkaldte kædeansvar. Det ansvar er i dag delt mellem region og kommune og har været en evig kilde til frustration, både for ansatte og de patienter, der oplever at falde ned imellem de to sektorer.
Model 2 minder stort set om model 1, men har det desuden det radikale element, at man fjerner de direkte valgte politikere. I stedet overtager staten og en national bestyrelse myndigheds- og driftsansvaret for sygehuse, almen praksis og den øvrige praksissektor, mens ministeren for området har det politiske ansvar. Samtidig vil en del af kommunernes sundheds- og ældreopgaver overgå til staten. Også model 2 har et entydigt politisk ansvar, men sammenlignet med model 1 vil afstanden til de politisk ansvarlige i sagens natur blive større, fordi det regionale og kommunale politiske lag forsvinder. Af samme grund er det usandsynligt, at der vil være politisk opbakning til den model.
Model 3 tager afsæt i den nuværende opgavefordeling. Regionerne består og har stadig ansvaret for sygehuse og praksissektor, og tilsvarende bevarer kommunerne ansvaret for deres nuværende opgaver. Model 3 lægger op til en mindre grad af opgavesamling, men har også initiativer, der skal styrke forebyggelse, ældrepleje og praksissektor. Model 3 vil via forskellige styringstiltag give mere indflydelse til staten, men vil også være den forvaltningsmodel, der er mindst indgribende, og den vil derfor være nemmest og billigst at implementere. Ikke overraskende er det KL, der bakker mest op den model.
Det bliver særdeles interessant at følge den videre diskussion, og i hvilken grad politikerne vil lytte til det grundige analysearbejde. Er der en reel politisk ambition om at ville reformere sundhedsvæsenet, så det i højere grad end i dag følger med demografien og den øvrige samfundsudvikling? Om det bliver elementer fra den ene eller den anden model, der bliver dominerende, er langt fra ligegyldigt. Men nu har kommissionen en gang for alle peget på en retning, som kan bære sundhedsvæsenet ind i en holdbar fremtid, og den går via massive investeringer i det nære sundhedsvæsen og et entydigt politisk kædeansvar, der samler opgaver, økonomi og ledelsesansvaret hos én myndighed.
Nu er det op til politikerne med regeringen i spidsen at påtage sig det fulde ansvar for en anden kæde, nemlig den, de selv har sat i gang ved at nedsætte en sundhedsstrukturkommission. Det handler om at udvise lederskab og at turde have store ambitioner på vegne af hele sundhedsvæsenet, uanset at det bliver svært, og uanset hvad meningsmålingerne siger. Så kære politikere, med kommissionens arbejde har I fået en unik og fantastisk mulighed for at fremtidssikre det sundhedsvæsen, som vi alle er så afhængige af. Og danskerne forventer, at I tager opgaven på jer.
