Der er med rette store forventninger til sundhedsstrukturkommissionens forårsbebudede anbefalinger til den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. At målstregen nu nærmer sig, afspejler sig selvfølgelig i den offentlige debat. De to største spillere, KL og Danske Regioner, har begge inden for de seneste uger præsenteret deres bud på fremtidens sundhedsvæsen eller dele af det.
Af de to udspil er Kühnaus dog det, der flugter mest med den bundne opgave, som sundhedsstrukturkommissionen er blevet stillet af regeringen
Mens KL og Ældre Sagens fælles udspil dybest set handler om at suboptimere på det nuværende system ved at finde et par procenter hist og her, så var det et anderledes radikalt forslag Anders Kühnau nærmest ud af det blå fyrede af under åbningsdebatten på årets Lægedage i midten af november. Her foreslog formanden for Danske Regioner, at det samlede sundhedsvæsen fremover bør drives af kun én myndighed, og at den myndighed – surprise – skal være regionerne.
Forslaget, der vil sætte kommunerne uden for døren, blev ikke overraskende smidt direkte i skraldespanden af KL, der mener, at et styrket samarbejde og en bedre og fælles økonomi i stedet er vejen frem.
Man kan mene meget om regionerne, men af de to udspil er Kühnaus dog det, der flugter mest med den bundne opgave, som sundhedsstrukturkommissionen er blevet stillet af regeringen. Kommissionen er nemlig ikke sat i verden for at skrue på diverse møtrikker i det nuværende system – opgaven er at tænke radikalt anderledes og ‘udarbejde et beslutningsgrundlag, der fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet’, som der står i kommissoriet.
I hele træskolængder skal kommissionen blandt andet forholde sig til opgavefordelingen mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, så patienten kommer i centrum. Den skal også forholde sig til finansiering, og strukturen i almen praksis og i regionerne. Og endelig skal flere borgere behandles i eller tæt på eget hjem, ligesom den geografiske og sociale ulighed skal nedbringes, sundhedsvæsenet skal være mere bæredygtigt, og så skal kommissionen også huske, at dens anbefalinger skal understøtte det frie valg og diverse patientrettigheder.
Det bliver noget af en opgave, og man ser allerede de mange forskellige aktører og interessenter for sig, som, når anbefalingerne lander, vil stå i hvert deres ringhjørne klar til at slås i blinde for lige præcis deres mærkesag, sygdomsområde, faggruppe eller befolkningsgruppe uden at have det mindste blik for helheden. Netop hensynet til det samlede sundhedsvæsen er værd at minde os alle sammen om, mens vi stadig befinder os i fredstid.
Men hvad er det så, Danske Regioner ønsker med sit forslag om, at kun én myndighed skal have hånden på kogepladen?
Først og fremmest et tiltrængt opgør med den kassetænkning, der i dag er bremseklods for mange ellers fornuftige initiativer, fordi det kun er den ene part, der høster en eventuel gevinst. Derfor er analysen, at der er brug for en motor, der både har ansvaret for sundhedsindsatsen og det samlede budget, fordi det kan sikre de nødvendige investeringer i det nære sundhedsvæsen, som i særlig grad har brug for en kærlig hånd i disse år.
Men at tro, at man med én myndighed helt kan undgå kassetænkning i sundhedsvæsenet er en kende naivt
Konkret ønsker regionerne som minimum at få ansvaret for de midlertidige pladser, herunder akutpladser, akutteams og hjemmesygeplejen samt sundhedsindsatsen på landets plejehjem. Ifølge Kühnau vil det kunne forebygge omkring 67.000 årlige indlæggelser af fortrinsvis ældre borgere.
Det indtil videre ensidige gevinstfokus på at undgå hospitalsindlæggelser, som absolut er et fornuftigt mål, er dog også et af forslagets svagheder. For der er masser af borgere, der har brug for primærsektoren, men ikke har behov for en indlæggelse, så hvordan vil regionerne, hvis de får magt, som de har agt, sikre, at de borgere ikke spises af med discounttilbud?
Omvendt kan man sagtens argumentere for, at det vil blive nemmere at koordinere de fælles opgaver, der i dag er fordelt mellem kommuner og regioner, hvis der kun er ét niveau, der har ansvaret. Det samme gælder i forhold til den gensidige afhængighed, der vil opstå, som vil betyde, at det vil gå ud over hele den ‘nye’ myndighed, hvis man ikke leverer.
Men at tro, at man med én myndighed helt kan undgå kassetænkning i sundhedsvæsenet er en kende naivt. Den måde at se verden på eksisterer alle steder, hvor der er kamp om ressourcerne.
For eksempel er det ikke svært at forestille sig, at hospitalerne med deres mange højtuddannede akademikere, der er garvede ud i at tænke i evidens og dokumentation, over for en langt mere fragmenteret primærsektor vil have en kæmpe fordel, når der skal argumenteres for flere ressourcer. Endelig kan man anføre, at kommunerne og almen praksis stadig har en trumf på hånden, fordi de kan tilpasse løsninger til de lokale forhold.
Med kun én myndighed må man alt andet lige forvente en ensretning af krav, der vil gøre det sværere at arbejde med variationer, selvom de giver god mening lokalt.
