Opdateret 12 maj. kl 14.10: Denne leder blev skrevet og udgivet, før det blev meldt ud, at nu forhenværende koncerndirektør Ole Thomsen blev fyret på det ekstraordinære forretningsudvalgsmøde i Region Midtjylland torsdag formiddag. På samme møde var der politisk opbakning til en række af de tiltag, der også efterlyses i lederen.

For to uger siden landede ‘Analyse af karkirurgien i Region Midtjylland’ på bordet hos koncerndirektør Ole Thomsen og resten af ledelsen i Region Midtjylland. Analysen konkluderer bl.a., at mange års underbemanding og manglende prioritering af forebyggende behandlinger i kombination med mangelfuld faglig ledelse på de karkirurgiske afdelinger i Aarhus og Viborg har resulteret i, at der kun var plads til at behandle patienter med fremskreden sygdom, der kan føre til amputation.

Konklusionerne er først og fremmest tragiske for de i gennemsnit 47 flere midtjyske patienter sammenlignet med resten af Jylland, der i årene 2016-2020 årligt har fået amputeret hele eller dele af benet. De alvorlige indgreb kunne formentlig være undgået, men pga. af ingen eller for sen forebyggende karkirurgisk behandling for blodprop eller åreforkalkning endte patienterne og deres pårørende i stedet med voldsomme tab af mobilitet og livskvalitet. Dertil kommer et ukendt antal patienter, der må antages at være døde som følge af koldbrand i benet pga. manglende karkirurgi. Det er en skandale.

Masser af forskning viser, at der på dysfunktionelle hospitalsafdelinger, hvor ledelsen er fraværende og arbejdsklimaet er betændt, er en stigende forekomst af komplikationer, infektioner og dødelighed blandt patienterne

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan er det lykkedes at køre det karkirurgiske speciale i Midtjylland så meget i sænk, at knap 250 patienter – plus et ukendt antal patienter i årene forinden, der ikke har været en del af analysen – på trods af masser af advarsler fra fagfolk nu sidder invaliderede tilbage? Selvom skandaler af den karakter ofte er komplekse at udrede, så peger pilen primært på tre niveauer, der burde have reageret og grebet ind langt tidligere, nemlig afdelings-, hospitals- og koncernledelsen.

Dermed ikke sagt, at det politiske niveau er uden aktier i skandalen. Der er eksempelvis ingen tvivl om, at de besparelser, som regionsrådet var med til at gennemføre i 2019, der bl.a. ramte karkirurgien i Aarhus og Viborg hårdt, har været med til at accelerere den negative spiral for et i forvejen dysfunktionelt speciale. Hertil kan man anføre, at politikeres beslutninger generelt ikke er mere kvalificerede end de oplysninger og materiale, som de har at tage deres beslutninger ud fra. Men meget tyder på, at de ikke fik alle relevante oplysninger, og at fagfolk burde have råbt mere op om de forudsigelige konsekvenser af besparelserne, så politikerne vidste besked.

Gennem det seneste årti har det ellers ikke skortet på advarsler fra netop fagfolk om den midtjyske karkirurgis mange problemer. Så tidligt som i 2010 ringede den kliniske kvalitetsdatabase Karbase første gang med alarmklokkerne, fordi Aarhus og Viborg havde amputationsrater, som lå betydeligt over det nationale gennemsnit. De advarsler fortsatte i de følgende år. Og i 2019 advarede Dansk Karkirurgisk Selskab direkte regionsledelsen om, at de planlagte besparelser kunne få alvorlige konsekvenser i form af manglende eller forsinket karkirurgisk behandling, som kunne føre til amputationer af benene på grund af koldbrand. Alligevel blev advarslerne fra fagfolkene negligeret, og besparelserne gennemført. Dertil afslørede en TULE-rapport af den fælles trivsel og ledelse på AUH i 2019 en så høj grad af utilfredshed blandt karkirurgerne, at eksperter i arbejdsmiljø og ledelse siger, at de sjældent har set noget lignende.

Så det klinger hult, når koncerndirektør Ole Thomsen over for bl.a. Dagens Medicin vedkender sig, at ansvaret for skandalen ‘principielt er mit’, men i samme åndedrag siger, at han ‘ikke ved, hvordan jeg kunne have båret det ansvar bedre’. Til det får man lyst til at skrive, at det ikke behøver at være så svært: Du og den øvrige ledelse kunne jo begynde med at tage bekymringerne alvorligt hos de medarbejdere, der har problemerne tæt inde på deres arbejdsliv, og som i fraværet af kompetent faglig ledelse har oplevet, at karkirurgien i Aarhus i flere år har fristet en tilværelse i skyggen af hjerte-lunge-kirurgien. Det er sådan set bare at nærlæse jeres egen TULE-rapport fra 2019, hvor utilfredsheden nærmest springer ud af tabellerne. Men det valgte man tonedøvt ikke at gøre. I stedet blev kritiske røster fyret eller kørt ud på et sidespor. Det har alt sammen bidraget til, at man nu står med en dysfunktionel karkirurgi, som folk er flygtet fra i årevis, og som kører med konstant underbemanding, fordi man helt forståeligt har svært ved at rekruttere nye folk.

For hvem har lyst til at arbejde et sted, hvor der ikke bliver lyttet til medarbejderne, samtidig med at patienterne betaler prisen i form af amputationer, der kunne være undgået? Masser af forskning viser, at der på dysfunktionelle hospitalsafdelinger, hvor ledelsen er fraværende og arbejdsklimaet er betændt, er en stigende forekomst af komplikationer, infektioner og dødelighed blandt patienterne. Det ved Ole Thomsen og resten af ledelsen på både hospitals- og afdelingsniveau udmærket.

Nu må fokus være på at få udredt ikke blot amputationsskandalen, men også mere bredt at kigge på, hvordan man som hospitals- og afdelingsledelse og speciale sikrer sig, at der bliver reageret i tide på alarmklokker fra faglige selskaber og kliniske databaser. Og så forestår der ledelsen et omfattende genopretnings- og tillidsarbejde, som den passende kan indlede ved at give karkirurgien sin egen selvstændige ledelse – jo før, jo bedre.