De lægelige specialer er helt fundamentale for strukturen af sundhedsvæsenet. Det er derfor interessant, at der mere eller mindre samtidig er offentliggjort ikke bare Sundhedsstyrelsens rapport om ‘Fremtidens Speciallæge’, men også sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.  Men der er en reel risiko for, at alle nu sætter sig til at vente på alle. 

Rapporten om fremtidens speciallæge har mange anbefalinger, men en del af dem er uspecifikke med flere formuleringer som ‘beskrivelsen skal moderniseres….’ og ‘der skal igangsættes en afdækning/en undersøgelse af…‘ Det er en smule nedslående, ikke mindst når man ser på forløbet indtil nu. 

Grundlæggende må man have respekt for Sundhedsstyrelsen indsats, der har resulteret i en meget omfattende og inddragende proces og en velskrevet rapport med mange gode aspekter. Men står anstrengelserne mål med resultatet? Der er mange højtuddannede mennesker (primært læger), der har brugt mange timer på mange møder. Og når resultatet i høj grad er anbefalinger om, at ‘der skal arbejdes med…’, så kan man godt blive bekymret for mængden af yderligere arbejde, før vi kan begynde at se resultater.

Spørgsmålet er, om den lægelige videreuddannelse mon ikke kan støtte det ønskede flytning af fokus fra sygehuse til primærsektor i endnu højere grad

Og hvordan med tidsforbruget? Efter et par års tilløb blev arbejdet med revisionen af den lægelige videreuddannelse igangsat i begyndelsen af 2020 (første kommissorium er dateret 13. februar). Man kan ikke bebrejde hverken Sundhedsstyrelsen eller andre aktører, at der umiddelbart efter bliver travlt med noget helt andet i sundhedsvæsenet. En pandemi tager den tid, en pandemi tager. Men trods et par helt forståelige forsinkelser, så har rapporten ligget stille overraskende længe på forskellige stadier. Hvis tempoet for en reel revision ikke øges, så når der nok at komme en strukturreform eller to mere, før vi er færdige med at lave nogle specialebeskrivelser og revidere nogle kurser.

Fra sygehuse til primærsektor

Heldigvis sker der allerede noget. Der er besluttet væsentlige ændringer i den almen medicinske hoveduddannelse, som vil øge kapaciteten i almen praksis. Det understøttes af anbefalingerne fra sundhedsstrukturkommissionen, men spørgsmålet er, om den lægelige videreuddannelse mon ikke kan støtte det ønskede flytning af fokus fra sygehuse til primærsektor i endnu højere grad?

I dag er der sikkert en del speciallæger, der godt kunne forestille sig at skifte karriere og f.eks. blive praktiserende læge. Måske endda lidt længere fra de store byer. Det er ikke urimeligt, at man skal være speciallæge i almen medicin for at udfylde rollen helt, men er det rimeligt, at man skal starte i en introstilling for at komme derhen? Hvad nu med en erfaren endokrinolog (der også er en bred intern mediciner, fordi man fortsat er bagvagt på et regionssygehus)? Eller hvad med en akutlæge, der har brugt de første 15 år af karrieren på at tage de hårdeste og længste nattevagter, så KBU-lægerne ikke længere skulle stå alene?

De har måske ikke den tilstrækkelige erfaring med børneundersøgelser og telefonkonsultation, men halvdelen af det at blive ‘specialist’ er jo at lære at samle informationer, lave en analyse og tage en beslutning. For ikke at tale om kunsten at møde og hjælpe en patient. Mon ikke man kan lære det specialespecifikke på en hurtigere og nemmere måde end introduktions- og hoveduddannelse takseret til fem-seks år i alt?

Mere fleksibilitet

‘Fremtidens speciallæge’ gav ikke helt de bud på fleksibilitet mellem specialerne, som flere (inklusiv mig selv) havde håbet på. Man kunne have peget på mere oplagte ‘dobbeltspecialer’ eller konkrete modeller for, hvordan man kommer fra ét speciale ind i et andet. Men der er lagt op til, at det skal være nemmere at få merit. Hvis vi kan finde en nem måde at administrere det på, så bør det være muligt at skabe nogle stillinger og forløb, hvor det bliver oplagt at skifte speciale til dér, patienterne allermest har brug for én. Og hvor strukturændringerne har flyttet stillingerne hen.

Det moderne samfund er fleksibelt – og det er patienterne også. Selvom mange er ældre og multisyge, så betyder det ikke, at de ønsker stive systemer og fastlåste muligheder. Den lægelige videreuddannelse skal tage hensyn til, at der er behov for fleksibilitet både for patienterne og for lægerne. Ikke mindst de yngre læger. 

Yngre læger har (ligesom de fleste andre unge mennesker) gennem et par generationer skullet balancere både at starte familie og karriere – som for langt de fleste betyder videreuddannelse. Mange har partnere, der står i samme situation, nogle har forpligtelser, enten i forhold til familiemedlemmer, frivilligt arbejde eller andet, som kræver tid og dedikation. Og som er helt afgørende for sammenhængskraften i vores samfund generelt. Det skal der være tid og mulighed for.

Ofte bliver mulighed for hjemmearbejde nævnt, men det er kun én af mange løsninger. Måske er det mere fleksible mødetider, perioder med mere intens belastning og andre med mere luft. På samme måde har nogle patienter behov for meget fysisk kontakt og tilstedeværelse, mens andre ikke ligefrem har behov for at køre et par timer frem og tilbage for at komme til ti minutters rutinekontrol, hvor en yngre læge siger ‘alt ser fint ud’, mens en speciallæge superviser for at kunne skrive ‘godkendt’ på kompetencekortet. Så de nye måder at møde patienterne på udfordrer konventionerne i den lægelige videreuddannelse.

Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får læring ud af f.eks. online-konsultationer og diagnostik på distancen. Vi bliver også nødt til at gøre op med, hvornår der ‘kan ske læring’. Det kan lige så vel være midt om natten eller i en lægevagtsbil sammen med en paramediciner. Så længe der er patienter at tage sig af og erfarne kolleger, man kan læne sig op ad og lære fra.

Produktion eller uddannelse

Somme tider bliver det diskuteret, om det vigtigste er hensyn til produktion eller uddannelse. Jeg mener, at der grundlæggende er to problemer i dét udsagn. Først: Vi ‘producerer’ ikke. Vi tager os af patienter. Somme tider med specifik udredning og behandling, somme tider med omsorg og støtte. Lad os for en nemheds skyld kalde det patientbehandling. 

Dernæst: Uden en patient er der ingen uddannelse. Patientbehandlingen er forudsætningen for al uddannelse, og formålet med uddannelse er udelukkende patientbehandling. Når der er patienter, der bliver behandlet, så er der basis for videreuddannelse.

For mig var og er det afgørende, at en revision af den lægelige videreuddannelse skal give os et bedre match mellem patienternes behov og lægernes kompetencer, mere fokus på faglig bredde og øget fleksibilitet. Anbefalingerne til fremtidens speciallæge giver ikke anledning til mange ændringer på kort sigt, men formuleringerne og signalerne er ikke til at tage fejl af. Og sammen med andre tiltag, kan vi godt gøre meget her og nu. Vi skal bare sørge for at komme i gang.