I sidste uge var nu forhenværende lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland, Helene Bilsted Probst, forfatter og medforfatter på to interessante indlæg, der begge handler om de godt fem måneder, hun nåede som sundhedsfaglig topchef i regionen, inden hun i kølvandet på kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital valgte at sige op.
Når en sag som kræftsagen breaker, er det netop mediernes opgave at afdække, beskrive og dokumentere over for læserne, hvad der er sket
Afsættet for begge indlæg er netop kræftsagen og det forløb, der efterfølgende udspillede sig. Her befandt Helene Bilsted Probst sig som nyudpeget koncerndirektør i orkanens øje, og det er der kommet flere interessante betragtninger og refleksioner ud af.
Noget af det, der er med til at gøre indlæggene særligt interessante, er, at de er skrevet af en topleder, der på lange stræk har den udenforståendes blik og undren over mange tings tilstand i Region Midtjylland, og som oprigtigt ønsker at inddrage os andre i sine oplevelser, overvejelser og forslag til, hvordan tingene kan blive bedre.
Som sundhedsmedie ved vi om nogen, hvor svært – for ikke at sige umuligt – det er at få en hospitals- eller koncerndirektør til at udtale sig uden at lyde som en bestyrelsesformand fra en C20-virksomhed, så stor respekt for at tage hul på den debat.
Fælles for indlæggene er, at de på bagkant af kræftsagen, sidste års amputationssag og andre afsløringer af alvorlige fejl i sundhedsvæsenet gennem årene er et forsøg på at indlede en dialog om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal ledes.
Det ene indlæg – offentliggjort i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenets nyhedsbrev – er Helene Bilsted Probst personlige beretning om, hvordan hun som en del af koncernledelsen oplevede dagene og de efterfølgende uger og måneder, efter at kræftsagen 19. marts eksploderede i bedste sendetid på DR.
Her kunne journalister som bekendt afsløre den alvorlige historie, at hundredvis af syge kræftpatienter på AUH havde ventet i ugevis ud over behandlingsgarantien.
I indlægget har den tidligere lægefaglige chef også en række forslag til ting, der burde være anderledes. Blandt andet bør regionsrådene droppe detailstyringen til fordel for strategi og prioritering, så de faglige ledere kan få et ledelsesrum, de kan agere i.
Analysen af dramaturgien er på mange måder spot on, men det er svært at se for sig, at i hvert fald nyhedsmediernes rolle kan være anderledes
Hun foreslår også, at der udvikles en metode til at håndtere alvorlige fejl, så der ikke skabes (yderligere) mistillid mellem ledelseslag, aktører og patienter. Endelig pointerer hun, at mediernes jagt på syndebukke og politikernes trang til at udvise handlekraft næsten altid fører til dårligere løsninger.
Det andet indlæg er en kronik i Politiken, hvor Helene Bilsted Probst sammen journalist Kristina Lund Jørgensen under overskriften ‘Der er brug for en samtale mellem journalister, embedsværk og politikere om alvorlige fejl, som afsløres i bedste sendetid’ forsøger at tage livtag med det, de kalder for ‘møgsagernes dramaturgi’, når der sker fejl i det offentlige, og i sundhedsvæsenet i særdeleshed.
Ifølge forfatterne foregår det stort set altid efter en fast drejebog med afsløring, kritik, undskyldninger, handlekraft, skyld og jagten på en syndebuk og med deltagelse af det samme persongalleri i form af journalister, embedsværk og politikere.
Derfor opfordrer de til, at medier, politikere og embedsværket ‘forpligter sig på en samtale’, hvor man erkender, at en nulfejlskultur er en umulighed, og at man derfor sammen må finde frem til en ny dramaturgi.
Men hvad er alternativet? At medierne venter med at stille spørgsmål, indtil de ansvarlige føler sig klar til at svare?
Analysen af dramaturgien er på mange måder spot on, men det er svært at se for sig, at i hvert fald nyhedsmediernes rolle kan være anderledes.
For når en sag som kræftsagen breaker, er det netop mediernes opgave i første omgang at afdække, beskrive og dokumentere over for læserne og befolkningen, hvad der er sket, konsekvenserne for patienterne, hvorfor det kunne ske, og hvem der har ansvaret og derfor måske kunne have forhindret det.
Det er per definition en fremadskridende proces, hvor nye oplysninger afføder nye vinkler, der igen afføder nye vinkler osv.
Det indebærer også, at der er nogen med sildesalat på brystet højere oppe i systemet, som helt rimeligt vil blive bedt om at svare på spørgsmål, som de måske finder ubehagelige, unuancerede eller andet.
Men hvad er alternativet? At medierne venter med at stille spørgsmål, indtil de ansvarlige føler sig klar til at svare?
Sundhedsvæsenet er jo ikke en privat virksomhed, hvor ledelsen kun står til ansvar overfor aktionærerne – sundhedsvæsenet er alle danskeres, og derfor ligger det implicit i den vellønnede stilling som topchef, at man selvfølgelig stiller op og forklarer sig overfor patienter, ansatte og resten af befolkningen, når der sker alvorlige fejl.
Efterhånden, som de nye oplysninger føjes til dækningen, er det også mediernes opgave at nuancere og skabe sammenhænge og perspektiv.
Nyhedsmedierne er ikke sat i verden for at gå i konstruktiv dialog med diverse hospitalsledelser, når der sker graverende fejl i deres departement
Når det handler om sundhedsvæsenet, er det imidlertid en opgave, der ofte er asfalteret med forhindringer. Her er det mere reglen end undtagelsen, at de topchefer, der har ansvaret, klapper i som østers og dækker sig ind under, at de afventer en advokatundersøgelse, en intern redegørelse eller andet.
Det kan der være en vis fornuft i, når sagerne er komplekse. Og så er vi tilbage ved kritikken af dramaturgien, for hvordan skal den kunne ændres, når systemet lukker sig om sig selv, hver gang der sker alvorlige fejl?
Derfor kommer der knuder på iltslangen, når de to forfattere plæderer for, at den samtale, som de inviterer til, også skal forpligte medierne.
Uanset hvor sympatisk det end kan lyde, så er det ønsketænkning, der virker til være opstået bag et skrivebord, for nyhedsmedierne er ikke sat i verden for at gå i konstruktiv dialog med diverse hospitalsledelser, når der sker graverende fejl i deres departement. Så har man misforstået mediernes rolle i samfundet.
For når man går i dialog, så følger der typisk krav med, og det vil ingen medier med respekt for sig selv og sin egen uafhængighed nogensinde gå med til. Konsekvenserne vil være samfundsnedbrydende, fordi ingen dermed kan være sikker på, at det medierne viderebringer, er objektivt og uafhængigt.
Til gengæld stiller vi til enhver tid hellere end gerne spalter til rådighed for den hospitals- eller koncerndirektør, der ønsker at stille op til kritisk interview, uden at vedkommende skal have sin HR-afdeling med som sufflør.
Derimod giver det rigtig god mening, at landets hospitals- og koncernledelser går i intens dialog med deres arbejdsgivere i regionsrådene, og hvis man så også kunne inkludere Christiansborg, som jo er dem, der ultimativt sidder på pengekassen, ville det være en god start.
For det er først og fremmest her, i relationen mellem opdrags- og arbejdsgiverne og så landets hospitals- og koncernchefer, at der er allermest brug for en ny forventningsafstemning.
Kære Jesper
Tak for interessen for vores kronik ’Vi må tage et opgør med møgsagernes dramaturgi’ i Politiken d. 23. august 2023. Den er netop tænkt som en kickstarter til en debat om, hvordan vi i medier, blandt embedsmænd og politikerne behandler sager om fejl i det offentlig.
Så tak for at tage den op – også selvom du skriver “Dialog, Nej tak”. Men måske siger du nej, fordi du faktisk misforstår vores pointe? Det håber vi.
Vores ærinde med kronikken er ikke, som du udlægger det, at parterne fremover skal sætte sig i et rum og indgå i en konstruktiv dialog, når medierne afslører en fejl begået i det offentlige. Det er en simpel fejltolkning af vores tekst. Tværtimod fremhæver vi i vores kronik, at fejl skal frem i lyset, så de ikke bliver begået igen, og at medierne her har en særdeles vigtig rolle. Faktisk hylder vi med kronikken den kritiske presse.
Vores pointe er, at vi bør have en dialog om, hvordan vi fremover kan flytte fokus i dækningen og behandlingen af sagerne fra jagten på syndebukken, til en mere nuanceret og grundig tilgang. Og vi mener, at både medierne, embedsmænd og politikere bør jagte løsningerne. Og ikke de hurtigste og måske de nemmeste som fx en fyring.
Vi mener også, at møgsagernes dramaturgi, altså det spil, vi ser, der følger i kølvandet på en afsløring, ikke nødvendigvis bidrager til, at problemer bliver løst til borgernes og samfundets bedste. Samtidig skaber det mistillid mellem parterne og internt i organisationen. Og faren er, at organisationen bliver efterladt forslået og ødelagt. Som med kræftsagen i Region Midtjylland, som vores kronik tager udgangspunkt i, hvor taberne endte med at blive patienterne.
Dialogen er ikke mulig når møgsagen ruller og derfor invitationen til at tage den i fredstid. Det er en oplagt dialog i Dagens Medicin. Sundhedsvæsenet er fælles eje, og derfor håber vi at du, sammen med os, har lyst til at deltage i dialogen om, hvordan vi gør det bedst.
Mange Hilsener
Kristina og Helene
Tænk at lederen af dagens medicin ikke er i stand til at se, hvor ødelæggende sensationspræget journalistik er for, at vi reelt finder løsninger . Syndebukke der i øvrigt modtager store vederlag ændrer intet . Det gør dialogen, hvor den journalistiske vinkel kunne være at fordybe sig i sammenhænge mhp at finde løsninger . Er journalister virkelig så dovne og så prægede af ussel mammon i form af seere , læsere eller lyttere, at de fuldstændig er uden for rækkevidde i forhold til etik og udvikling ?
Tak til Helene og Kristina for st åbne en i den grad nødvendig debat .
Kære Helene og Kristina,
tak for jeres kommentar til min leder. Som jeg også skriver, er det en interessant debat, I inviterer, når I opfordrer til et opgør med møgsagernes dramaturgi. Men jeg kunne godt tænke mig, at I blev en smule mere konkrete i forhold til, hvad I mener, der kan gøres.
Mit primære ærinde i lederen var blot at henlede opmærksomheden på, at vi tre parter – embedsværket, politikerne og medierne – som udgør de primære roller i dramaturgien, er sat i verden af forskellige årsager.
Det betyder blandt andet, at når vi i medierne reelt bare passer vores arbejde, når vi på vegne af læserne dækker, beskriver og stiller spørgsmål til en alvorlig sag som kræftsagen eller amputationssagen for den sags skyld, så er der en risiko for, at det vil skabe kedelige dønninger og utryghed i organisationen og blandt ansatte og patienter.
Som uafhængigt nyhedsmedie skal vi hverken underdrive eller overdrive en sag som den fra AUH, men bedrive så objektiv journalistik som muligt ud fra den viden, vi har på et givent tidspunkt. På Dagens Medicin er det ikke et succeskriterium, at nogens hoved skal leveres på et fad.
Som I også skriver, accepterer I, at møgsagernes dramaturgi er præmissen, når sager af den kaliber pludselig eksploderer. Jeres opfordring til dialog handler om, hvad der sker, når røgen har lagt sig.
Den opfordring vil jeg og Dagens Medicin gerne tage imod – så længe det selvfølgelig er uforpligtende 😉 – hvad er næste skridt?
Bedste hilsner
Jesper Bernstorf Jensen, ansv. chefredaktør, Dagens Medicin
Kære Jesper
Tak for dit svar. Og ikke mindst for dit mod til at række hånden frem og alligevel takke ja til dialog.
Vi vil gerne tale mere med dig, repræsentanter fra andre medier, embedsmænd og politikere om møgsagernes dramaturgi – og ikke mindst om, hvordan vi kan ændre den.
Og du har ret – det kræver konkret handling. En diskussion ude i virkeligheden. Måske skulle vi slå os sammen og invitere til fyraftensmøde? Dagsordenen kunne være:
Hvordan ændrer vi møgsagernes dramaturgi? En samtale om hvordan vi fra hvert vores ståsted er med til at udvikle samfundet i en bedre retning, når vi dækker, håndterer og handler på en møgsag.
Mange Hilsener
Kristina og Helene