Hvert år omfordeles der knap 30 mia. kr. mellem landets 5 regioner. Det sker i form af en socioøkonomisk udligning i det statslige bloktilskud, som udgør godt 20 pct. af regionernes årlige budget.

I 2022 løb det samlede regionale budget op i 130 mia. kr., der blev brugt på hospitalsdrift, almen praksis, psykiatri, løn til medarbejdere samt medicin og nye behandlinger til patienterne.

Den socioøkonomiske udligning beregnes ud fra ni kriterier om befolkningens sociale, helbredsmæssige og økonomiske forhold ud fra den fornuftige intention, at det skal give regionerne nogenlunde ensartede økonomiske vilkår for at løse deres respektive sundhedsopgaver. Udover at inddrage befolkningssammensætningen skal udligningen også tage højde for, at det nogle steder eksempelvis er svært at sikre lægedækning og andet sundhedspersonale, og at det kan gøre det dyrere at finde brugbare løsninger.

Det giver god mening i en tid, hvor spørgsmålet om ulighed i sundhed med rette fylder en del.

Det er på høje tid, at politikere og embedsmænd sætter sig ud i det politiske VAR-rum

Men som vi afdækker i dag, er den fordelingsnøgle, som udligningen opgøres efter, både uretfærdig, asocial og forældet. Anderledes kan det ikke tolkes, når man ser på, hvilke regioner der skal aflevere penge til fællesskabet, og hvilke regioner der modtager penge. Tre af landets førende sundhedsøkonomer har regnet på, hvordan de ni kriterier omfordeler pengene, og det er interessant læsning.

Sidste år betød den socioøkonomiske omfordeling en pengestrøm fra Vestdanmark til Østdanmark. Konkret skulle Region Midtjylland afgive 1,21 mia. kr. til fællesskabet, Syddanmark skulle af med 176 mio. kr., mens Nordjylland slap med 131 mio. kr. – i alt godt 1,5 mia. kr.

På den anden side af bæltet modtog Region Sjælland 389 mio. kr. og Region Hovedstaden 1,13 mia. kr. fra fællesskabet.

Mens de færreste kan have indvendinger mod, at Sjælland bliver tilgodeset, er det, som provokerer selvfølgelig, at regionen med de længst uddannede, de rigeste, de yngste og de mest sunde borgere, og som i sammenligning med de øvrige regioner står uden de store udfordringer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, også er den, der får mest ud af udligningen.

Et nærmere kig på de ni kriterier, som ligger bag omfordelingen, og den vægt, de tæller med, kan heller ikke undgå at vække undren.

For eksempel vægter kriteriet ‘personer i udlejningsboliger’ med 15 pct., mens kriteriet ‘antal tabte leveår ift. den region med den højeste middellevetid’ tæller 10 pct. At det forhold, at folk i 2023 bor i en udlejningsbolig, overhovedet har en betydning for den belastning, de generelt har på regionens sundhedsudgifter, må siges at være yderst tvivlsomt.

Det samme gælder kriteriet om ‘antal tabte leveår’. Her er Midtjylland faktisk den region, der har den højeste middellevetid, hvilket til gengæld koster regionen kassen. Helt konkret skulle Midtjylland i 2022 aflevere 645 mio. kr. til omfordeling, alene fordi regionens borgere i gennemsnit lever et halvt år længere end borgere i resten af landet. Nogle af de penge kunne konstitueret regionsdirektør Jonas Dahl formentlig godt have brugt til at dække det underskud på godt 400 mio. kr., som regionen forventer for i år.

Derfor har de tre sundhedsøkonomer en pointe, når de argumenterer for, at ‘antal tabte leveår ift. middellevetid’ er et dårligt kriterium til at måle folks belastning af sundhedsbudgetterne. Her ville det give langt bedre mening, hvis man, som de foreslår, i stedet måler på ‘antal gode leveår’, dvs. leveår uden belastende sygdom.

Den socioøkonomiske udligning har eksisteret, siden regionerne blev oprettet i 2007. Og i de 17 år, der er gået, er der ikke blevet flyttet et komma – det er stadig de samme ni kriterier, der vægter med den præcis samme procentsats. Det forekommer helt absurd, at ingen i al den tid har gået både dem og deres vægtning efter i sømmene for at tjekke, om de skulle opdateres.

I professionel fodbold indførte man for nogle år siden systemet VAR (video assistant referee) for at hjælpe dommerne med at tage korrekte beslutninger. VAR kan blandt andet bruges til at afgøre, om en spiller skal straffes for en mulig forseelse, eller om bolden har været inde over stregen eller ej ved en scoring.

Derfor er det på høje tid, at politikere og embedsmænd sætter sig ud i det politiske VAR-rum og punkt for punkt gennemgår den socioøkonomiske udligningsordning. Den gennemgang kunne passende starte med at viske tavlen ren og definere nogle nye kriterier med en mere tydelig sammenhæng i forhold til de faktorer, der reelt driver sundhedsvæsenets udgifter.

Det er også en mulighed at overlade det til Sundhedsstrukturkommissionen, som efterhånden er blevet en syltekrukke for alle beslutninger i sundhedsvæsenet, der er en lille smule svære. Her er der dog en reel risiko for, at spørgsmålet drukner i alt det andet, som kommissionen også skal komme med anbefalinger til.