Med de seneste ugers valgkamp i baghovedet sidder man nærmest tilbage med en følelse af, at sundhedsvæsenet er ved at falde sammen om ørerne på os. Og hvis man så dertil lægger mediernes valgdækning, hvor fokus stort set udelukkende var på alle de ting, der ikke fungerer, så må man næsten tage sig selv i at krydse fingre for, at man hverken selv får brug for hospitalshjælp i den nærmeste fremtid, eller at ens pårørende gør det.

Og ja, der er mange problemer i sundhedsvæsenet, og vi har hørt dem til hudløshed før: problemer med rekruttering, med fastholdelse, med lægedækning, med at overholde diverse garantier og ventelister, med psykiatrien osv. Forude venter store, vigtige beslutninger for den kommende regering og resten af Folketinget, der vil være med til at definere sundhedsvæsenets fremtid mange år frem. De handler blandt andet om et kritisk eftersyn af indholdet i den værktøjskasse, man typisk griber til i sundhedspolitik. Hvor god mening giver det for eksempel at blive ved med at fokusere på produktivitet, når de forbedringer, der kan opnås, efterhånden er blevet så marginale, at vi taler om anden eller tredje decimal efter kommaet? Det samme gælder de seneste mange års stigende centralisering, der har samlet (for) mange ansatte og behandlinger på landets sygehuse – har den centralisering taget overhånd?

Det spørgsmål leder direkte over i en anden afgørende vigtig politisk udfordring, nemlig at der er behov for at udvikle det primære sundhedsvæsen. Det er det, man kalder en bunden opgave for både politikere og fagfolk. For uden en robust og kompetent primærsektor har sundhedsvæsenet ikke en jordisk chance for at tage ordentligt livtag med blandt andet den demografiske udvikling, hvor store årgange af ældre med flere sygdomme skal passes af markant mindre årgange.

Derfor skal politikere, omgivelser og ikke mindst de sundhedsansatte selv virkelig tænke sig om, inden de endnu en gang går ud og tæsker løs på sundhedssektoren

Men de problemer og udfordringer er jo kun en mindre del af fortællingen om det danske sundhedsvæsen anno 2022. For virkeligheden er heldigvis også den, at der hver evig eneste dag året rundt er hundredtusindvis af ansatte i sundhedssektoren – på hospitalerne, i kommunerne, i almen praksis og andre steder – der står op og går på arbejde for at give borgere og patienter den bedst mulige behandling og service med de ressourcer, der nu engang er til rådighed. Og at der hver evig eneste dag er titusindvis af borgere, der får en behandling, service og omsorg, som de er tilfredse med. Så der er meget at være stolt over.

I begyndelsen af november samlede Dagens Medicin for fjerde år i træk nogle af landets mest interessante og vidende sundhedsaktører til to dages konference med oplæg, videndeling, debat og networking. I år var temaerne ledelse i mellemrummet mellem hospital, egen læge og kommune, det nyeste og mest moderne inden for diagnostiske teknikker og metoder, psykisk mistrivsel hos børn og unge og konkrete eksempler på vellykkede samarbejder på tværs af sektorer i det nære sundhedsvæsen. Hvis man hører til dem, der tvivler på, om sundhedsvæsenet og dets ansatte har den motivation, stamina og det nødvendige engagement til at kunne overvinde de aktuelle udfordringer, så burde man ordinere sig selv en dag på en konference som ‘2 dage for sundheden’. Som Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blandt andet understregede i sin åbningstale, så kommer den bedste faglige innovation nedefra, og det var der masser af både små og store inspirerende eksempler på hen over de to dage.

En anden pointe fra konferencen, som koncerndirektør i Region Hovedstaden Dorthe Crüger flere gange adresserede i sit oplæg, er vigtigheden af at blive ved med at diskutere og italesætte ‘the big why’, og ‘hvorfor vi er’. Svaret er ifølge Crüger enkelt: Fordi vi som læger og sundhedspersonale ønsker at lykkes med at give borgerne nogle gode forløb. Og så manede hun i øvrigt til besindighed i forhold til alle udfordringerne. I stedet for at gennemføre drastiske ændringer kalder den aktuelle situation på arbejdsro – det kan man kun være enig i. Det danske sundhedsvæsen er blandt verdens bedste, og det ændrer en række store strukturelle udfordringer, der i øvrigt kan genfindes i alle andre sundhedsvæsner i den vestlige verden, ikke på. Derfor skal politikere, omgivelser og ikke mindst de sundhedsansatte selv virkelig tænke sig om, inden de endnu en gang går ud og tæsker løs på sundhedssektoren. Det er blevet tid til at tale sundhedsvæsenet op.