85 ud af 100. Så mange læger oplever i nogen eller i høj grad et generelt problem med lægers ytringsfrihed og omtale af kritiske forhold på deres arbejdsplads. Det er bekymrende.
Det er det ikke det eneste opsigtsvækkende resultat i Dagens Medicins nylige rundspørge om offentligt ansatte lægers oplevelse af ytringsfrihedens aktuelle vilkår på landets hospitaler. For eksempel svarer 50 pct., at de har konkrete erfaringer med, at kritik af forhold på arbejdspladsen har haft negative konsekvenser for enten dem selv eller kollegers ansættelses- eller arbejdsforhold. Det er også bekymrende.
Men hvad der er endnu mere bekymrende er, at resultaterne nærmest på decimalen er identiske med en tilsvarende undersøgelse, som vi lavede for præcis tre år siden. Med andre ord har lægers oplevelse af, at de frit kan fortælle om forhold, der i deres øjne går ud over patientsikkerheden, ikke ændret sig en tøddel siden 2020.
Pak alle jeres men’er sammen og lyt i stedet til jeres lægers faglighed, når de henvender sig med bekymringsbreve eller andet
At læger og andet sundhedspersonale offentligt kan tale og skrive frit om kritisable (ledelses)forhold, der truer patientsikkerheden, eller belaster arbejdsmiljøet i et omfang, så personalet i stor stil sygemelder sig eller flygter til andre hospitaler, er afgørende for offentlighedens tillid til sundhedsvæsenet. Når læger kan tale åbent om vigtige sundhedsfaglige problemstillinger, så bidrager det til transparens og ansvarlighed i hele sundhedssystemet og er med til at sikre, at det fungerer effektivt og har patienternes behov som førsteprioritet.
Når det modsatte er tilfældet – senest eksemplificeret ved vinterens problemer med overbelægning på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup og forårets kræftskandale på AUH – så er det første offer altid patienterne. Det er dem, der betaler den højeste pris, når kritisable sundhedsfaglige forhold får lov at gå under radaren. Dernæst er det de læger og sygeplejersker, der står for behandlingen og patientkontakten, fordi de til sidst hverken kan se sig selv eller patienterne i øjnene.
Og endelig er det de læger, der efter at have forsøgt at gå kommandovejen med deres bekymringer – uden at blive hørt – til sidst vælger at tage bladet fra munden og fortælle offentligt om de forhold, de ikke mener er i orden. De betaler en høj personlig pris i form af søvnløse nætter, belastning af familie og venner og frygt for kollegial mistillid, fyring og for fremtiden.
Som nu tidligere overlæge på akutafdelingen i Gødstrup Anders Møllekær, der i januar stod frem i medierne og fortalte om flere måneders overbelægning med store konsekvenser for patientsikkerheden, siger det:
»Til sidst var det så voldsomt, så ubehageligt, at jeg ikke kunne være i det længere, så jeg kom til den konklusion, at jeg ikke ville blive syg af det her. For det er jo helt forkert, at man skal blive syg af at stå op for sine patienter.«
Selvfølgelig skal det være muligt for en afdelings- eller hospitalsledelse at rette op på uhensigtsmæssigheder og fejl, inden en sag havner i medierne. Ledelsen kan i sagens natur ikke i detaljer kende til alt om, hvad der foregår på gulvet af stort og småt.
Og netop af den grund bør ledelsen sætte stor pris på de ansatte, som vælger at gå til dem med deres bekymringer. Det er nu engang en del af ledelsesopgaven også at håndtere svære sager.
Det samme gælder opgaven med at skabe en kultur, hvor det at kunne give udtryk for sine faglige bekymringer på patienternes vegne ikke opleves som et generelt problem af 85 ud af 100 læger. Her venter der ifølge rundspørgens resultater en stor opgave for landets hospitalsledelser.
Her er det vigtigt at notere sig, at der ingen som helst personlig vinding er ved at stå frem foran hele sundhedsdanmark og kritisere forholdene på ens egen arbejdsplads. Det gør man kun, når man virkelig har kigget sig selv dybt i øjnene og gjort op, at man ikke kan være i det længere.
Her vil nogen måske indvende, at man som offentligt ansat læge har en loyalitetspligt over for sin arbejdsplads, og at det begrænser ens ytringsfrihed. Men det er en misforståelse. Pligten går den anden vej, nemlig i retning af patienterne.
Juridisk er der heller ikke noget at komme efter, så længe man gør det klart, at man udtaler sig som privatperson.
Alligevel er der hospitalsledelser, der mere eller mindre indirekte forsøger at lægge pres på kritiske læger. Det sker eksempelvis ved at understrege, at de selvfølgelig har deres ytringsfrihed, men at ledelsen gerne ser, at man ordner problemerne internt.
Det er ikke svært at sætte sig ind i, at den form for kommunikation alt efter toneleje, kropssprog og stemning i lokalet kan opleves som en trussel – et tilbud, man ikke kan afslå – hvis man er menig læge på gulvet, der ikke vil være persona non grata på arbejdspladsen.
Til de ledere må beskeden være: Pak alle jeres men’er sammen, og lyt i stedet til jeres lægers faglighed, når de henvender sig med bekymringsbreve eller andet. Og forstå, at det ikke handler om personlig vinding.
For når det først er kommet dertil, så viser de seneste mange mediesager, hvor læger har åbnet munden, at der hver gang har været noget at komme efter.
