Foto: Lars Andersen

Pil ikke ved helheden i psykiatriplanen Det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien er et solidt stykke arbejde, der anviser den rigtige vej til et substantielt løft. Politikerne skal forstå, at deres primære opgave nu er at finde den nødvendige finansiering.

Godt to år efter at regeringen og et flertal i Folketinget besluttede at indlede arbejdet med en 10-årsplan for psykiatrien, landede Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsens faglige oplæg i sidste uge.

Og lad os bare slå fast med det samme, at det er et imponerende og solidt stykke arbejde, som de mange fagfolk inklusiv patientorganisationer og embedsmænd er kommet med.

Det er ikke en høflig ønskeseddel, som det ellers typisk ender med i den slags rapporter, men mere end 200 sider, der på befriende vis udgør en klappet og klar, fagligt gennemarbejdet plan for et langvarigt løft af psykiatrien.

Oplægget kommer rundt i alle psykiatriens mørke hjørner, og det lægger ikke fingrene imellem i sine beskrivelser af de nuværende dårligdomme og utilstrækkeligheder, som har store negative konsekvenser for både patienter, pårørende, ansatte og samfundet som helhed.

Der er således intet ‘nice to have’ i oplægget, for det er allerede skåret ind til benet

Det særligt positive er, at oplægget udover at påpege alt det, der ikke fungerer, og komme med anbefalinger og mål, også indeholder en benhård prioritering af, hvad der skal gøres, og i hvilken rækkefølge.

Oplægget anviser en sammenhængende og tydelig tværfaglig vej og konkluderer bl.a., at børn og unge og personer med de sværeste psykiatriske lidelser er de to grupper, der har allermest behov for et løft nu og her.

Det er i sig selv bemærkelses- og anerkendelsesværdigt, at det på tværs af så mange forskellige fagligheder og interesser er lykkedes at blive enige om, at det punkt for punkt er sådan, planen skal realiseres. Det skal der lyttes til.

En anden ting, der er værd at hæfte sig ved, er de formuleringer, som Sundhedsstyrelsens vicedirektør, der har siddet for bordenden under hele tilblivelsesprocessen, kommer med i forbindelse med offentliggørelsen af oplægget, bl.a. i denne avis.

Her understreger hun i særdeles stærke vendinger, at det netop er en helhedsplan, der tager højde for alle dele af psykiatrien, og at ingen af de i alt 37 anbefalinger kan undværes. Der er således intet ‘nice to have’ i oplægget, for det er allerede skåret ind til benet.

Det er noget af en presbold til de politikere, der skal vedtage det endelige indhold og den efterfølgende implementering af 10-årsplanen. Den skal de også lytte til.

Flere giver udtryk for, at de frygter, at politikerne vil opfatte oplægget som et inspirationskatalog, hvor de frit kan plukke efter forgodtbefindende, mærkesager og vælgergrupper

Det ændrer dog ikke på, at indfrielsen af oplæggets mange gode forslag og intentioner hviler på den forudsætning, at kapaciteten i psykiatrien øges markant. Lige nu plages sundhedsvæsenet over en bred kam, og i særdeles psykiatrien, af manglen på speciallæger, så det problem skal løses sideløbende, hvis kvaliteten i psykiatrien skal løftes substantielt.

Det handler både om dimensionering, (gen)rekruttering og fastholdelse af personale, hvilket kun kan ske, hvis psykiatrien er et attraktivt sted at udøve sin lægegerning.

At dømme ud fra reaktionerne fra fagfolk, de faglige selskaber og forskellige interesse- og patientforeninger er der stor tilfredshed med oplægget. Det får ros for sin grundighed, tværfaglighed og bredde, men lige præcis bredden er paradoksalt nok også med til at skabe bekymring.

Flere giver udtryk for, at de frygter, at politikerne vil opfatte oplægget som et inspirationskatalog, hvor de frit kan plukke efter forgodtbefindende, mærkesager og vælgergrupper.

Den bekymring er både reel og til at forstå, for historien viser, at når først politikerne begynder at ‘cherry picke’, så mister de blikket for helheden og ender i stedet med et kludetæppe af tiltag og indsatser, der, som tilfældet er i dag for psykiatrien, i bedste fald ikke hænger sammen, og i værste fald gør det hele værre.

Det er selvfølgelig legitimt politisk at diskutere indholdet af det faglige oplæg. Men politikerne må indse, at der allerede er prioriteret og skåret ind til benet, og at deres primære opgave derfor er at finde finansieringen og sikre den ledelse og styring, der er en forudsætning for, at psykiatriplanen bliver ført ud i virkeligheden.

Lykkes det, har danske politikere muligheden for endelig at give psykiatrien den oprejsning, den fortjener, efter årtier som taburamt lillesøster i skyggen af somatikken.

Skriv kommentar