Ligesom beliggenhed for en ejendomsmægler er første-, anden- og tredjeprioriteten for et vellykket boligkøb, så er kommunikation, kommunikation, kommunikation mellem relevante sundhedsaktører topprioriteten, hvis man skal sikre vellykkede patientforløb på landets akutafdelinger.
Hvis ikke kommunikationen mellem den visiterende instans, egen læge, kommune og akutafdeling løbende dyrkes og prioriteres, så havner for mange af de ‘forkerte’ patienter på akutafdelingen, hvor de reelt ikke hører hjemme.
Her er de især på tidspunkter med spidsbelastning – dvs. omkring kl. 16 og igen omkring kl. 22, når henholdsvis de praktiserende læger og lægevagten lukker, og i ferier og weekender – med til at skabe unødig travlhed og crowding, hvilket både truer ambitionen om ‘patienten først’, patientsikkerheden og presser arbejdsmiljøet for de ansatte.
Faktisk er det befriende, at de to akutchefer har valgt at smide mundbindet og fortælle om deres frustrationer
Det er i det lys, at den aktuelle diskussion, der i sidste uge blev sat i gang i Dagens Medicin af ledelsen på akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, skal ses. Selvom det ikke har set lige kønt ud på alle stræk, og der til tider har manglet nuancer, så er deres opråb nødvendigt.
Faktisk er det befriende, at de to akutchefer har valgt at smide mundbindet og fortælle om deres frustrationer, og det, de oplever som mangelfuld kommunikation og dårligt sundhedsfagligt håndværk i samarbejdet med Akuttelefonen 1813, de praktiserende læger og kommunerne i deres optageområde.
Selvom dele af kritikken har været kras, så fortjener ledelsen anerkendelse for at tage først og fremmest patienterne, men også deres egen faglighed, deres kollegers, ja hele sundhedsvæsenet og resten af samfundet alvorligt ved at pege på de ting, som de mener ikke fungerer.
At kritikken ikke er baseret på synsninger og mavefornemmelser, men på akutafdelingens egne opgørelser fra audits af hundredvis af patientforløb, gør den bare endnu mere relevant og nødvendig at forholde sig til.
Af samme grund har de røster, der har travlt med at mene, at diskussioner som denne er med til at skabe usikkerhed i befolkningen og derfor helst skal holdes i en lukket kreds, et forkert fokus.
At nogen måske og hvis og såfremt risikerer at blive ængstelig, kan aldrig være et argument for ikke at tage vigtige sundhedsfaglige diskussioner i plenum, der potentielt har både store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.
Så kan vi altid diskutere formen, men at man som sundhedsansat skal påføre sig selv mundkurv og ikke må rejse en konkret og substantiel kritik af andre dele af sundhedsvæsenet i offentligheden, er ikke en vej, der klæder et samfund som det danske (at blive ved med) at gå nedad.
Det er ofte i overgangene mellem sektorer, at der opstår problemer i sundhedsvæsenet. Dybest set er akutafdelingens kritik af deres samarbejdspartnere et udtryk for, at de som den ultimative endestation for mange af de ikke-akutte patienter, som man af den ene eller anden grund ikke ved, hvad man skal stille op med andre steder i systemet, ønsker at bruge deres tid på netop de patienter, som de er sat i verden for at hjælpe.
Og det er patienter, der henvises fra et bosted med sundhedsfagligt personale pga. dehydrering, eller patienter, der sendes videre pga. diffuse smerter i knæet, blærebetændelse eller receptfornyelse altså langtfra.
Dermed ikke sagt, at de to akutchefer har ret i al deres kritik, for opgaverne og målene er nu engang forskellige, alt efter i hvilken fase af et patientforløb man som sundhedsansat er involveret. Formentlig har de tre øvrige aktører også noget, som de mener, akutafdelingen kan gøre bedre.
Udgangspunktet må derfor være, at ingen møder på arbejde med den hensigt at gøre arbejdslivet surt for andre, men også at det ikke må stå i vejen for en åben diskussion om mål, opgaver og prioriteringer, og om tingene foregår på den for både patienter, ansatte og sundhedsvæsenet mest optimale måde.
Og så er vi tilbage ved den manglende kommunikation i tredje potens mellem de fire relevante aktører.
Her er det på sin plads at forlange, at de hurtigst muligt kigger hinanden i øjnene og begynder at tale konstruktivt sammen. Det er nu engang sværere at være vred på en samarbejdspartner, hvis man har en personlig relation og kender til hinandens forhold og adgang til ressourcer.
En mulighed kunne være at lave fælles månedlige audits, der giver plads til nuancer, og hvor man blandt andet kan tage uhensigtsmæssige patientforløb op til åben diskussion, så man kan finde ud af, om der er tale om tilfældigheder, eller om et mønster, der skal tages hånd om.
