16 initiativer. Det er regeringen og Danske Regioners bud på en akutplan, som skal bidrage til at løse den uholdbare situation på landets sygehuse for både patienter og ansatte. Planen, der blev offentliggjort i sidste uge, har tre overordnede mål: Ventelisterne skal inden udgangen af 2024 nedbringes til niveauet fra før COVID-19, den samlede kirurgiske aktivitet inkl. det private skal løftes med tre pct. sammenlignet med sidste år, og endelig skal udredningsretten inden årets udgang være tilbage på niveauet fra før COVID. Med planen følger to mia. kr. i perioden 2022-2024.
Mange af de 16 initiativer giver god mening. Det gælder blandt andet den midlertidige forlængelse af behandlingsgarantien til 60 dage, den hurtigere autorisation af kvalificeret udenlandsk sundhedspersonale, bedre fordeling af vagtarbejdet for især sygeplejersker, begrænsning af administrativt arbejde til fordel for mere patientnært og klinisk arbejde samt uddannelse af 20 pct. flere anæstesisygeplejersker.
Problemet er, at planen stort set ikke adresserer sundhedsvæsenets altdominerende udfordring i disse år, nemlig manglen på personale
Men der er også noget, der undrer. For mens den midlertidige suspension af behandlingsretten på 30 dage og et øget optag på uddannelserne til anæstesi- og operationssygeplejersker bestemt hører hjemme i en akutplan, så må man undre sig over, hvordan det kan være, at tilrettelæggelsen af vagter og det øvrige arbejde på landets sygehuse skal klappes af med regeringen. Hvorfor har regionerne og de enkelte sygehusledelser ikke selv for længst taget initiativ til, at de forskellige fagligheder bruger deres kompetencer på det, de er uddannet til? Det er vel en ledelsesopgave?
Det samme gælder ønsket om at speede godkendelsesprocessen af de udenlandske læger og sygeplejersker op. Den problemstilling har været kendt i adskillige år, og vi har på Dagens Medicin skrevet om flere udenlandske læger, der har valgt Danmark til, men som må vente i årevis på, at myndighederne går i gang med eller bare begynder at se på deres ansøgninger. Det tragikomiske er her, at det kun tager to-fem dage at vurdere, om en ansøgers uddannelse er egnet til at blive afprøvet.
Sundhedsministeren har forklaret, at akutplanen ikke er en forkromet plan, der løser alle sundhedsvæsenets problemer i ét hug. Den er tænkt som en akut plan, der på den korte bane skal rette op den uholdbare situation på sygehusene. Fair nok. Problemet er bare, at planen stort set ikke adresserer sundhedsvæsenets altdominerende udfordring i disse år, nemlig manglen på personale. Og det kommer planens to økonomiske initiativer – dels at suspendere modregning i efterlønnen, hvis seniorer ønsker at give en hånd med i sundhedssektoren, og dels at give midlertidige tillæg og honorere ekstra vagter – ikke til at bidrage væsentligt til.
Hvis ikke det offentlige kan matche de løn- og arbejdsforhold, der har fået mange (special)sygeplejersker til at søge nye græsgange i private praksisser og på privathospitaler, så bliver det mere end svært at nå akutplanens mål om at nedbringe ventelisterne og øge produktiviteten. Selvom generelle lønstigninger sorterer under det offentlige aftalesystem, så er det desværre let at forstå de sygeplejersker, der har fået nok. For spoler vi bare tiden fem måneder tilbage til valgkampen i oktober, var der nærmest ingen grænser for, hvad de tre regeringspartier ville give i lønstigninger og bonusser for at fastholde de mange utilfredse sygeplejersker.
De løfter er nu i stedet langtidsparkeret i en lønstrukturkomité, hvis anbefalinger skulle have været klar for fire måneder siden. Og derudover har regeringen fra 2024 øremærket tre mia. kr. til lønstigninger til ansatte i – hele – den offentlige sektor. Med andre ord beder man fra politisk hold – igen, igen – sundhedspersonalet og især sygeplejerskerne om at steppe op, samtidig med at man ikke giver det mindste signal om, at man vil honorere den ekstra indsats med en permanent lønstigning.
