Kynisk slutspil om psykiatriplan
Foto: Lars Andersen

Kynisk slutspil om psykiatriplan

3 år, 3 måneder og 22 dage. Så lang tid tog det for regeringen at forhandle en fireårsplan for psykiatrien på plads. Nogen tiårsplan er det i hvert fald ikke, eftersom der kun er sikret finansiering til og med 2026. Hvad der derefter skal ske, afhænger af det til den tid siddende folketing. Den nye aftale afsætter 450 mio. kr. til psykiatrien for 2023 og herefter ca. 500 mio. kr. om året fra 2024-2026. Det er i runde tal sådan cirka en tiendedel af det beløb, som sundhedsøkonom Jakob Kjellberg for de psykiatriske selskaber har beregnet, at det vil koste at få bragt psykiatrien op på et tidssvarende niveau. Her landede beløbet på 4,5 mia. kr. alene til drift om året, og dertil kom så nødvendige engangsudgifter til kapacitetsudvidelser på 3,5 mia. kr.

Selvom regnestykket både var et overslag og et partsindlæg, er der ikke nogen, som har anfægtet dets overordnede præmisser. Og dermed fortæller alene afstanden mellem de to beløb – 450 mio. kr. vs 4,5 mia. kr. – sin egen stille historie om, at man fra politisk hold reelt ikke har villet lytte til de fagfolk og patientorganisationer, der i årevis har råbt op om psykiatriens mistrivsel. Endnu mindre mening giver den manglende lyst til at investere i området, når man tænker på, at OECD i 2018 anslog, at psykiatriske sygdomme samlet set kostede det danske samfundet over 100 mia. kr. om året. Det beløb er formentlig ikke blevet mindre siden.

Man forstår skuffelsen hos både brugere, pårørende, fagpersoner og mange andre

At dømme ud fra de politiske og faglige reaktioner på tirsdagens politiske aftale, der formelt har opbakning fra alle partier i Folketinget på nær Moderaterne, virker de fleste da også til at være høfligt positive på en nærmest opgivende måde. De forskellige holdninger kan sammenfattes i vendingen ‘nåh, men nu er vi i det mindste i gang’. Selvom der er bred tilfredshed med, at aftalen prioriterer de fem indsatsområder, som Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsens faglige oplæg fra januar i år anbefalede, at der skulle tages fat på først, er der ingen, som i overhovedet ingen, der har armene i vejret. Og det er der heller ingen grund til. Dertil er ikke mindst økonomien alt, alt for skrabet. 

Og man forstår skuffelsen hos både brugere, pårørende, fagpersoner og mange andre. I det forståelsespapir, der udgør rammen for samarbejdet med regeringens støttepartier, bebudede Mette Frederiksen nemlig for mere end tre år siden, at regeringen ville invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-årsplan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser og nedbringe ventetiden. Det plantede et håb og en forventning i rigtig mange mennesker om, at S-regeringen ville stille sig i spidsen for en politisk indsats, der en gang for alle skulle sidestille psykiatrien med somatikken. Og at der selvfølgelig ville følge de nødvendige penge med. Det håb er for mange nu sat på vågeblus.

Siden er antallet af børn og unge i psykisk mistrivsel og med brug for hjælp nærmest eksploderet, ligesom personaleflugten fra landets psykiatriske afdelinger kun er taget til i styrke. I dag er det nærliggende at konkludere, at det aldrig rigtig var intentionen at gøre psykiatrien tidssvarende. Og dermed klinger utallige udmeldinger fra politikere gennem de seneste år – ingen nævnt, ingen glemt – hvor man tilsyneladende har foregivet at bekymre sig om ‘nogle af samfundets allersvageste’, i dag særdeles hult.

For sandheden er jo den, at der på trods af massiv opbakning fra danskerne til at rette op på forholdene i psykiatrien, reelt ingen vilje var, da det kom til stykket. På trods af at det faglige oplæg lå klar i januar, endte psykiatriplanen med at blive presset igennem, hvad der ligner et forhastet forhandlingsforløb, hvor oppositionen føler sig kørt over, og selv støttepartierne højst kan svinge sig op til at kalde aftalen et første af mange skridt i den rigtige retning. Så hvorfor skulle det tage så lang tid, inden man kom i gang med forhandlingerne, og hvorfor skulle en plan for så vigtigt et område som psykiatrien hastes igennem uden reelt at inddrage den ene halvdel af Folketinget?

Det svar giver nærmest sig selv. Ligesom med de øvrige udspil, som regeringen har travlt med at færdiggøre i disse dage og uger – denne leder er skrevet onsdag pga. deadline, men mon ikke der også når at komme en ældrelov – så handler det selvfølgelig om at kunne gå ind i en kommende valgkamp med orden i penalhuset, så man kan sige til vælgerne, at man har levet op til sine valgløfter. Hos nogle vil det formentlig aftvinge strategisk respekt, mens det for andre vil være et udtryk for simpel taktik og politisk kynisme.

Skriv kommentar