Inden du bliver fornærmet, så husk at formatet hedder ‘Stikpillen’, som også handler om at stikke til, drille, skose og pille i betydningen spydighed.

‘Kom lad os brokke os. Det er nok det, vi har det bedst med’. Det var bandet TV-2’s bud på en tekst om den danske folkesport. Den sang er siden blevet en evergreen blandt dem, der arbejder i det danske sundhedsvæsen.

Prøv f.eks. at google ord som ‘sundhed’ og ‘sygehus’ og find hits som: ‘Massiv utilfredshed: Sygeplejersker strejker – og vil væk fra faget’. ‘Jordemødre er pressede: Man føler ikke, at man kan varetage sit arbejde’. ‘To ud af tre jordemødre har overvejet at forlade deres stillinger på fødegangene’. ‘Landets kirurger i fælles opråb over presset sundhedsvæsen’, ‘Hver anden praktiserende læge lider i dag af udbrændthed’ og ‘Klinikchef har sagt op i desperation over konstante besparelser på sundhedsområdet’.

Ingen andre velfærdsområder har oplevet skyggen af den udgiftsvækst, som sygehusvæsenet har

Jamen, hvad i alverden foregår der dog? Er livet virkelig en jammerdal uden lige, hvor vi kun kan glæde os til at blive udfriet fra arbejdslivets pinsler?

Data giver ikke svaret. Aldrig har vi haft så mange jordemødre til så få fødsler, så mange sygeplejersker til så få senge, så eksplosiv en stigning i antallet af sygehuslæger til et stadig faldende antal senge og en stagnerende ambulant aktivitet. Lønudgifterne er steget markant. Ingen andre velfærdsområder har oplevet skyggen af den udgiftsvækst, som sygehusvæsenet har. En Cepos-type kunne lave en korrelation, der viser, at jo flere ansatte til jo færre patienter, desto mere brok og klage over travlhed.

I stedet hører jeg svar som ‘patienterne bliver mere komplekse’, ‘dårlig ledelse og organisering’, ‘flere behandlingsmuligheder’ og ‘generationsskifte giver mere lønmodtagerkultur’. Jeg tænker, at der kan ligge sandheder gemt i alle disse udsagn.

Alt er dog ikke en jammerdal. Jeg har selv mødt mange praktiserende læger, som synes, at de har verdens fedeste job, som de til enhver tid ville vælge igen. For nylig var der ligefrem en flok overlæger, som i Dagens Medicin gik ud og sagde nej tak til deres andel i sygeplejerskernes vintertrøstepenge, da de faktisk ikke oplevede, at de havde haft specielt travlt i coronatiden.

Sundhedsprofessionelle, som siger, at de ikke har haft specielt travlt! Jeg håber, at FAS giver dem en æresmedalje for at tale faget op frem for at indstille dem til eksklusion for manglende deltagelse i den kollektive brok.

Uanset hvad data viser, så kan man ikke tage folks oplevelser af pres og travlhed fra dem. Spørgsmålet er så, hvad man som sundhedsprofessionel og som leder i sundhedsvæsenet kan gøre? Man kan selv – lidt karikeret – vælge mellem at prioritere i sine opgaver, fokusere på de vigtigste og gå hjem fra arbejdet med en konstatering af, at man har gjort sit bedste. Eller man kan synge med på sangen fra TV-2 og skælde ud på politikerne, djøf’erne, ægtefællen, børnene og hunden.

Det første giver et bedre liv end det sidste. Rigtig fedt kunne det også være, hvis flere fortalte om deres gode arbejdsliv. Mine 25 år i sundhedsvæsenet siger mig, at dem er der langt flere af end af TV-2- korsangerne. De er bare stille med det.

Og til slut: Mit ærinde er ikke at fornærme og vise disrespekt over for de mange i sundhedsvæsenet, som oplever sig hårdt presset (uanset deltid). Min opfordring er, at man fokuserer på, hvad man selv kan gøre mht. prioritering, frem for at brokke sig i kor.