Kan betalt orlov forebygge udbrændthed? Vi har brug for, at der ydes en tydelig og målrettet følelsesmæssig støtte til sundhedsprofessionelle med begyndende og manifest stress, skriver Mads Koch Hansen.

For nylig læste jeg en tankevækkende artikel i Harvard Business Review om udbrændthed blandt sundhedsprofessionelle skrevet af en god bekendt, professor Leonard Barry et al.

Selv før COVID-19 gjorde sit indtog og satte spot på vores sundhedsvæsen, var mængden af udbrændthed og opgivenhed veldokumenteret. Alt er bare blevet tydeligere under pandemien, og behovet for ledelsesmæssig opmærksomhed endnu mere evident.

Vi må og skal gøre op med den evige travlhed på de danske hospitaler

Ikke alt kan forebygges, og ikke alle tilfælde kan forhindres, men et klart ledelsesmæssigt mål om at forhindre udbrændthed og en fælles indsats kan gøre en forskel. I min oversættelse kunne vi have fokus på følgende:

Hjælp til de administrative opgaver til både læger og sygeplejersker. Det betyder ansættelse af mere hjælpepersonale og opprioritering af det kliniske arbejde. Det har været foreslået i årevis, men kan hjælpes på vej af den uomtvistelige mangel på speciallæger og sygeplejersker.

Vi må og skal gøre op med den evige travlhed på de danske hospitaler. Travlhed koster både på patientsikkerhed, følelsesmæssig belastning og økonomisk. Når der er travlt, får man ikke lyttet til patienterne i tilstrækkelig grad, og alt for ofte misser vi vigtige pointer. Det er dyrt menneskeligt og økonomisk.

En fælles indsats for it-systemer, der understøtter klinikken og intet andet. Der bruges uanede ressourcer på dårligt fungerende systemer (EPJ, FMK, prøvebestilling og registrering). Fungerer de ikke, skal de justeres, og det er en kontinuerlig indsats. Selvom opgaven er stor, vil den have enorm betydning for det daglige arbejde.

Ledere skal evne at lede med venlighed og være opmærksomme på den psykologiske sikkerhed for de ansatte. Inkluder alle ansatte og tjek, at alle kender deres opgave og anerkendes troværdigt for deres indsats. Bed om input – ledere er sjældent alvidende, og ofte findes bedre ideer, når flere bidrager. Sikr systematisk faglig udvikling af alle ansatte.

Vi kender eksempler fra Forsvaret, hvor lange indsatser giver ret til betalt orlov: Kunne det overføres til sundhedsvæsenet, hvis alternativet er en sygemelding? Jeg tror, at selv korte perioder med orlov som respons på lang tids travlhed og belastning vil kunne gøre en enorm forskel og blive oplevet som anerkendelse. Selvom det kan betyde større fravær på kort sigt, tror jeg, at det kan betyde, at flere bliver længere på lang sigt.

Vi har brug for, at der ydes en tydelig og målrettet følelsesmæssig støtte til sundhedsprofessionelle med begyndende og manifest stress. Vi skal hjælpe frontlederne i at kunne forebygge og håndtere udbrændthed og hjælpe dem til at prioritere denne opgave med gode værktøjer og uddannelse.

Selvfølgelig kan vi ikke løse en så stor udfordring fra den ene dag til den anden. Men den kan skrives højt på den ledelsesmæssige dagsorden i dag, og vi kan begynde forandringen i morgen. Så kan vi samtidig give politikerne ro til at få lavet den længe ventede sundhedsreform. What’s not to like.

Kommentarer

  1. Den vigtigste enkeltfaktor til forebyggelse af udbrændthed er nedlæggelse af Patientklagenævnet. Det ville have en positiv effekt på folkesundheden via et forbedret sundhedspersonalehelbred.
    I forvejen er det jo dokumenteret at Patientklagenævnet ingen gunstig virkning har. Desuden kunne disse brave folk som kigger i papirer fra morgen til aften komme væk fra skrivebordene og ud i virkeligheden, hvor de måske endda kunne gøre gavn i stedet for skade.

  2. Kunne jeg/vi få et link til den artikel du nævner af professor Leonard Barry et al.? Jeg synes ikke selv at kunne finde den…? På forhånd tak.

Skriv kommentar