Som det fremgår af Dagens Medicin dækning, venter 1.002 læger fra lande uden for EU på at få godkendt deres autorisation. Heriblandt højt specialiserede læger fra for eksempel Canada, som de danske kollegaer sukker efter at få lov at beholde. Men Styrelsen for Patientsikkerhed har kun 2,5 årsværk til opgaven, og efter en stor stigning i antallet af ansøgere de senere år er ventetiden for at få godkendt sin udenlandske specialuddannelse steget fra 14 måneder til svimlende 22 måneder. Og så forstår man jo godt, at det begynder at knibe med tålmodigheden hos specialister, der kan få job mange steder i verden, og som allerede har arbejdet gratis under supervision de første 12 måneder.
Men hvad i alverden går der galt i et land som Danmark, der både slås med betydelig lægemangel i øjeblikket og på sigt. Og som grundet vores lille størrelse generelt har et stort behov for at kunne rekruttere højtuddannede specialister til at opbygge specialkompetencer, så vi kan sikre danskerne behandling på niveau med udlandet? Bare tænk på børnehjertekirurgien, som ikke havde været den samme uden svenske Gösta Petterson, eller på den delvise leverdonation fra mor til baby, som vi oplevede for første gang i foråret 2020 baseret på japanske og hollandske metoder. Den slags nyudvikling til gavn for danske borgere, patienter og forskning går i stå, hvis vi ikke både kan sende danske læger ud i verden og omvendt tiltrække dygtige udenlandske læger, der har lyst til at slå sig ned i landet over en længere periode.
I en mere effektivt indrettet verden havde ministeren sørget for klare mål og beføjelser samt tilpas normering af de vigtige styrelser
På den baggrund virker det komplet uforståeligt, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke bare som en selvfølge får den nødvendige ekstra normering, naturligvis øremærket til få vurderet speciallæger fra andre lande, som ønsker at slå sig ned i Danmark og arbejde. Men det er mindst lige så uforståeligt, at hverken styrelsen eller ministeriet har tænkt en lille smule over en smartere proces.
Det er forståeligt, at det kan tage lang tid og være svært at vurdere om en speciallæge fra et eksotisk land, hvor sproget på eksamensbeviset er ukendt og uddannelsesstedet er tvivlsomt, nu også opfylder kravene til dansk autorisation.
Men hvor svært kan det være at dele bunken af ansøgninger op i to: én med ansøgere fra lande med velkendte sundhedsvæsener, gennemskuelige processer for specialistuddannelse og lav korruption, og én med resten. Og så behandle bunken med ansøgere fra velkendte lande først? Et sådant fast track-spor ville slå flere fluer med et smæk. Man ville nedbringe bunken af ventende ansøgninger til gavn for alle de læger, der søger, og man kunne holde på de speciallæger, der både har vist, at de gerne vil, og som vi roligt kan slippe løs til gavn for både patientbehandling og den faglige udvikling.
I en mangeårig velfærdsstat som den danske virker det absurd, at det er sundhedsordførere fra de øvrige partier, der skal bruge masser af energi på at forfølge uhensigtsmæssige detaljer i processen omkring godkendelse af højt specialiserede faggrupper fra udlandet, som landet har stærkt brug for. Først med fremrykning af sprogprøven og nu med puklen af ansøgninger fra læger uden for EU. Det burde køre på skinner – både internt i Styrelsen for Patientsikkerhed og i processen med bevillinger til styrelserne fra regeringen, hvis der er behov for det.
Desværre ligner det en gentagelse af noget, vi har set ske i tiltagende grad. Den centrale regeringsmagt tiltager sig flest mulige beføjelser og ressourcer og udhuler de institutioner, der skal til at drive sundhedsvæsenet (og landet som sådan) ud fra et nogenlunde neutralt og objektivt grundlag. Således gøres alt til genstand for forhandling – selv spørgsmålet om nogle få ekstra ansatte i en styrelse. I en mere effektivt indrettet verden havde ministeren sørget for klare mål og beføjelser samt tilpas normering af de vigtige styrelser – eller i hvert fald dygtige ledere, der kan skaffe sig det samme. Nu må vi vente og se, om den nye leder af Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Petri, vil træde i karakter. Eller om Magnus Heunicke skulle vågne af tornerosesøvnen og handle – desværre er forventningerne ikke høje baseret på det, vi har set hidtil.
