I disse dage er det to år siden, at Danmark og verden erkendte COVID-pandemien og begyndte at handle på en lang række områder fra lovgivning til organisering og kommunikation. Mange steder i sundhedsvæsenet smed man, hvad man havde i hænderne i forsøget på at hjælpe, hvor man kunne, og hvor det var nødvendigt. Det gjaldt også inden for sundhedsforskningen. Som vi beskriver i denne avis, sad pengene pludselig ekstremt løst, og der blev hurtigt allokeret store millionbeløb til COVID-19-forskning af både EU, virksomheder, offentlige instanser og forskningsfonde. Normale procedurer for behandlingen af forskningsansøgninger blev tilsidesat, og ansøgninger blev hastet igennem – nogle steder i løbet af få timer og døgn. ‘Guldfeberen’ rasede, og store pengebeløb blev uddelt til mere eller mindre gennemarbejdede forskningsprojekter.
I bagklogskabens klare lys må man stille sig selv spørgsmålet: Gik det til tider for stærkt?
Trods fodfejl, hasteprocedurer og guldfeber er der en lang række gode erfaringer fra COVID, som man bør inddrage struktureret i den fremtidige sundhedsforskning
Det gik i hvert fald så stærkt, at store og skandaleombruste studier måtte trækkes tilbage af anerkendte internationale tidsskrifter som The Lancet og NEJM. Mange forskere har formentlig med held kunnet tone deres forskning i retning af COVID-19 i håb om at få del i den pludselige guldregn af forskningskroner, uden at forskningen nødvendigvis bidrog synderligt til vores viden om COVID-19 og pandemien. Og de forhastede ansøgningsbehandlinger og peer review-processer har uden tvivl medført mange studier, der er mundet ud i inkonklusive eller endda direkte fejlagtige resultater.
Spørgsmålet er dog, om ikke fordelene opvejer ulemperne. Selv under normale omstændigheder er det acceptabelt, ja forventeligt, at der ikke kommer anvendelig forskning ud af samtlige studier, som der skydes midler i. Det ville være en utopi – og selv skuffende forskningsresultater kan være med til at gøre os klogere. I katastrofetid bør man desuden acceptere, at mere dårlig forskning slipper gennem nåleøjet, som artiklerne i NEJM og The Lancet gjorde.
En positiv læring er også, at der kan være fordele ved, at forskning ikke i alle tilfælde skal igennem den ofte langsommelige proces for fagfællebedømmelse, før vi kan lære af den og bruge den. Under pandemien blev forskningsdata om COVID-19 i langt højere grad end normalt løbende delt mellem kolleger, på sociale medier og i diverse fora, mens forskningen stadig var undervejs. På tværs af landegrænser og sprog samarbejdede forskere om at justere, bearbejde og kommentere hinandens data. Det skabte en fornemmelse af en samlet kamp mod en fælles fjende og gjorde, at udviklingen af forskningsområdet accelererede i et tempo, vi nok aldrig har set før. Selvfølgelig øger det også risikoen for og mængden af fejl, men alternativet er værre.
Vi kan leve med fejl, men vi kan ikke leve med, at millioner af mennesker risikerer at dø, hvis vi ikke handler hurtigt nok. Denne ‘as we go’-tilgang kunne man med fordel lære af i forhold til at løse andre store, globale problemstillinger som eksempelvis klimakrisen. Hvorfor ikke slippe forskningen mere løs, hvis alternativet potentielt er katastrofalt?
Dermed ikke sagt, at der ingen kontrol skal være med forskning, for det skal der naturligvis. Men måske skulle man lære af erfaringerne fra pandemien og gentænke proceduren, hvor store videnskabelige forlag ofte har monopol på forskning både før og efter udgivelsen, og hvor forskerne i peer review-processen end ikke må dele deres resultater med omverdenen.
Den hurtige og disruptive omstilling til en enorm forskningsindsats i COVID-19 har uden tvivl også bidraget positivt til, at vi på mange måder slap billigt fra en katastrofal situation og i dag kan leve et liv, der for de flestes vedkommende efterhånden ligner det liv, de levede før pandemien. Det ses bl.a. med den imponerende hurtige vaccineudvikling og -udrulning og de omfattende data, der siden begyndelsen af pandemien, er indsamlet om smitteudvikling, senfølger, social adfærd m.v.
Hvor der handles, der spildes, og på trods af fodfejl, hasteprocedurer og guldfeber er der grundlæggende en lang række gode erfaringer, man bør inddrage mere struktureret i den fremtidige sundhedsforskning. Og her må det være på sin plads at bede om rettidig omhu. For godt nok er vi specielt i Danmark kommet rigtig godt igennem den pandemi, der tog de fleste på sengen, men der er ingen grund til at sidde på hænderne, til vi rammes af den næste pandemi, eller bare langsomt overmandes af den demografiske udvikling.
Man må derfor også undre sig over, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i denne uge stillede sig op på et højt specialiseret hospital som Rigshospitalet for at præsentere regeringens udspil til en sundhedsreform, uden at udspillet nærmest med et eneste ord nævner sundhedsforskning. Lad os nu bruge erfaringerne fra COVID – de gode såvel som de dårlige – til hurtigst muligt at få udarbejdet en konkret og ambitiøs forskningsstrategi for det samlede danske sundhedsvæsen.
