For snart fire år siden lancerede den daværende VLAK-regering udspillet ‘Færre regler og mindre bureaukrati’, der bl.a. argumenterede for at ‘udvise mere tillid og give medarbejderne mere frihed i opgaveløsningen’. Og da Mette Frederiksen året efter overtog statsministertaburetten, bakkede hun i sin første åbningstale også op om dette mål.
Her fire år senere føler jeg ikke, at der er sket det helt store i min verden – måske tværtimod.
Enhver kliniker ved, at det ikke er praktisk muligt at leve op til de mange regler, og samtidig er mange af reglerne mere skadelige end gavnlige. Lad mig tage et par eksempler fra min dagligdag:
Min forbrydelse består i, at jeg kun har talt med barnets mor om henvisningen
Forleden henviste jeg en fireårig dreng med en generende forhudsforsnævring til børneafdelingen. Ikke noget akut, så drengen er nok havnet på en længere venteliste, men min forbrydelse består i, at jeg kun har talt med barnets mor om henvisningen. Jeg har med andre ord ikke sikret ‘et informeret samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere’ til denne henvisning, og da det næppe kan karakteriseres som en dagligdagsbeslutning at blive henvist til en børneafdeling, har jeg muligvis overtrådt mine beføjelser og ikke udvist ‘omhu og samvittighedsfuldhed’. Jeg kunne have valgt at bruge fire minutter på at ringe til barnets far for at informere om mine tanker, men så ville mit dagsprogram skride. Desuden ville moderen, forståeligt nok, betragte mig som overdrevet mistroisk, siden jeg ikke ville tage hendes ord for gode varer.
Et andet eksempel: Når en patient skifter læge, kræver det aktivt samtykke, før patientens journal må sendes til den nye læge. Reglen er til for at beskytte de få (om nogen?), der ikke ønsker dette. Til gengæld står den i vejen for de mange patienter, der kommer til deres nye læge med forventning om, at denne kender hele deres historik. Derfor kan udredning og behandling blive unødigt forsinket. Hvis journalen i stedet blev sendt automatisk i tilslutning til lægeskift, ville journalen være klar hos den nye læge, inden patientens første kontakt.
Eller dette: Når jeg henviser en patient til psykiatrien, kan jeg ikke få løbende meldinger om forløbet. Jeg får først besked, når patienten er afsluttet, men i løbet af de måske flere år, patienten går i behandling, bliver jeg ikke informeret. Det vil kræve, at patienten samtykker til fremsendelse af oplysninger hver gang, og det er ikke praktisk muligt i en klinisk hverdag, hvor psykiateren også skal huske at spørge ind til KRAM-faktorer, volds- og faldrisiko og alt muligt andet. Som egen læge kan jeg godt føle mig en kende dum, når en patient fortæller, at hun på andet år går i ugentlig gruppeterapi, og jeg ikke har nogle oplysninger om det.
Jeg taler ikke imod patienternes ret til selvbestemmelse, men jeg stejler, når jeg i min hverdag kan se, hvordan en overholdelse af regler skader de mange, gavner de ganske få og tager uanede mængder af tid – tid, der går fra patienterne.
Må vi bede om færre regler – nu!
