Guldet i hverdagen
Foto: Lars Andersen

Guldet i hverdagen Det virker helt malplaceret, at det offentlige sundhedsvæsen, betalt af danskernes skattekroner, ikke har mere fokus på, om de metoder, der har vundet indpas gennem årene, rent faktisk er pengene værd.

‘Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen’.

Sådan talte og rappede Dan Turèll akkompagneret af musikeren Halfdan E sig i 1990’erne gennem sit digt ‘Hyldest til hverdagen’. I digtet dvæler digteren og forfatteren ved hverdagens mange små rutiner som duften af morgenkaffe, den gamle nabo, der ser forbi, og erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape.

Den samme hyldest til hverdagens rutiner burde fylde langt mere i den kliniske forskning, der udføres i disse år i Danmark. Eller rettere: Den burde fylde langt mere hos de personer og instanser, der står for budgetter og bevillinger af offentlige kroner til kliniske forskningsprojekter. Modsat hvad mange måske forestiller sig, er det nemlig i hverdagen, dvs. gennem alle de små og store rutiner, der foretages dag ud og dag ind i det danske sundhedsvæsen, at langt de fleste liv reddes og forbedres.

Ambitionen må selvfølgelig være at investere både i innovation og oprydning i gamle, overflødige og ressourcekrævende rutiner

Men som tre førende danske overlæger beretter om i Dagens Medicin, er sagen desværre den, at det stort set er umuligt at få midler til at undersøge og teste velkendte, men ikke-testede metoder. Det er forståeligt, at den forskning, som finansieres af industrien, handler om nye metoder og behandlinger. Men det virker helt malplaceret, at det offentlige sundhedsvæsen, betalt af danskernes skattekroner, ikke har mere fokus på, om de metoder, der har vundet indpas gennem årene, rent faktisk er pengene værd.

Meget tyder nemlig på, at der både er penge og liv at spare, hvis man går evidensen og rutinerne igennem. Eksempelvis har dansk forskning blandt intensivpatienter med sepsis ført til hundredvis af reddede liv og en besparelse på 40 mio. kr., mens investeringen til forskningen kun løb op i 8 mio. kr.

I forbindelse med kampagnen ‘Vælg klogt’ anslår Danske Regioner, Danske Patienter og LVS, at 20 pct. af alle behandlinger slet ikke gavner patienterne. Det er et enormt spild, og samtidig et kæmpe uudnyttet potentiale. Tænk, hvis man kunne bruge alle de ressourcer, der bruges til overflødige behandlinger og procedurer, på noget, som man er sikker på virker.

Alligevel er vores politikere tilsyneladende besat af innovation, vækst og nye arbejdspladser, og hvis et forskningsprojekt ikke handler om ny medicin eller involverer digitale værktøjer, er det op ad bakke at få midler til arbejdet. Eller også skal politikerne mærke truslen fra en ny og ukendt sygdom.

For hvis der er noget, der har kunnet få staten til at investere massivt og beslutsomt i klinisk forskning, så har det været truslen fra COVID-19. Omkring 250 mio. kr. er der allerede blevet givet til klinisk forskning i COVID-19, der hurtigst muligt kan fremme patientbehandlingen og udnyttelsen af kapaciteten i sundhedsvæsenet. Det er en succeshistorie uden lige med hurtige resultater for optimal behandling, overvågning af senfølger og så videre. Paradoksalt nok er behandlingsmulighederne for mennesker med COVID-19 nu bedre end mulighederne ved svær influenza, som ellers vinter efter vinter koster op til flere tusinde menneskeliv.

COVID-investeringerne står dog i skærende kontrast til, hvad der ellers bevilges til klinisk forskning. Hos Innovationsfonden lyder budgettet til klinisk forskning i bedre sundhed for i år på 63 mio. kr., men af dem er de 25 mio. allerede afsat til et center inden for stamcelleforskning. Det efterlader 38 mio. kr., svarende til en syvendedel af, hvad der er givet til klinisk forskning i COVID-19.

Hvis vi i Danmark skal gøre os håb om at blive til det foregangsland inden for velfærd og sundhed, som vi så gerne vil være, må dette høre op. Det må være slut med at lade prioritering af offentlige forskningsmidler diktere alene af frygt for en enkelt ny sygdom eller af begejstring for kommerciel innovation.

Ambitionen må selvfølgelig være at investere både i innovation og i oprydning i gamle, overflødige og ressourcekrævende rutiner. Men så længe viljen ikke er der til generelt at øge investeringerne til forskning, må det ligge lige til højrebenet at prioritere forskning i de kliniske hverdagsrutiner højere.

Hvis man altså holder af hverdagen.

Læs også:

Evidensen i sundhedsvæsenet halter

Skriv kommentar