Igennem det seneste halve år har vi oplevet en sæbeopera, hvor regionsledelsen i forbindelse med budget 2024 har gennemført drastiske indgreb mod vores velfungerende Regionshospital i Silkeborg.

Direktionen har dækket sig ind under argumentationen, at de var tvunget til indgrebet på baggrund af sparekrav. Og der har været en høringsfase, som tydeligvis blot har været en skueproces.

‘Vi hører, hvad I siger’, lyder mantraet, ‘men gør, som vi allerede har besluttet’.

Ingen seriøs refleksion

Den katastrofale ledelsesstil i Region Midtjylland har jeg og mange andre tidligere kommenteret bl.a. i kronikker i Jyllands-Posten ‘Region Midts hospitaler sejler, og Anders Kühnau famler sig frem med bind for øjnene’, og i Dagens Medicin ‘Den medarbejderresistente topledelse i Region Midtjylland’.

Når alle skøn konsekvent falder ud til egen fordel, er beregningerne ikke objektive, men manipulerende

Vi har ikke set nogen refleksion over de velargumenterede høringssvar, der er kommet. Et høringssvar fra Sundhedsstyrelsen blev af direktionen fejlagtigt fordrejet som en anbefaling af, at Sundhedsstyrelsen ønskede, at de medicinske senge blev flyttet fra Silkeborg til Viborg.

I en efterfølgende uddybning af svaret præciserer Sundhedsstyrelsen, at de ikke har anbefalet lukningen af sengene i Silkeborg. Det uddybede svar fra Sundhedsstyrelsen blev dog helt ignoreret af Region Midtjyllands direktion.

Manipulerende beregninger

Mht. det økonomiske perspektiv i spareplanen, så er regionens beregninger blevet gennemgået af det anerkendte regnskabsfirma HBS Economics, som bl.a. bruges til at levere data til diverse ministerier og private firmaer som f.eks. Mærsk.  Analysen er blevet betalt af private silkeborgensere.

HBS Economics konklusioner er ganske klare. De finder, at regionens beregninger indeholder mange usikkerheder i spareplanen, at afgørende afledte funktioner ikke medregnes, og at Region Midtjylland konsekvent vælger at se for optimistisk på alle de økonomiske sparepotentialer i indgrebet mod Silkeborg.

Når alle skøn konsekvent falder ud til egen fordel, er beregningerne ikke objektive, men manipulerende.

HBS Economics dokumenterer ligeledes, at der ikke er noget sparepotentiale ved at flytte de medicinske senge fra Silkeborg til Viborg. Overraskende nok vælger RM’s direktion blot at trække på skuldrene.

Hverken faglige eller økonomiske argumenter

Tilbage står, at indgrebet mod Regionshospitalet Silkeborg ikke kan understøttes af hverken faglige eller økonomiske argumenter.

Når regionen alligevel vælger at gennemføre indgrebet, så må det tages som et udtryk for, at direktionen fra begyndelsen har haft et ønske om at fjerne de medicinske senge fra Silkeborg, koste hvad det vil. De økonomiske argumenter for indgrebet har udelukkende været brugt til at få politikerne manipuleret til at vedtage forslaget i regionsrådet.

Til trods for at argumenterne for indgrebet mod Silkeborg således er blevet grundigt tilbagevist, lykkedes det alligevel for Anders Kühnau (socialdemokratisk formand for Region Midtjylland, red.) at skabe et flertal for indgrebet. Dette må tages til indtægt for, at politiske beslutninger ikke tages i regionsrådssalen, men igennem korridoraftaler, og med ensidig information fra direktionens side.

Endnu en skandale

Med denne indledning, som jeg vil betegne som endnu en skandale i forlængelse af en Region Midtjyllands mange andre skandaler (lavdosis-CT og benamputations- og tarmkræftskandalen), vil jeg konkludere, at regionsledelsens arrogante og ubegrundede selvovervurdering af egne lederevner diskvalificerer regionerne som egnede ledere af det danske sundhedsvæsen.

Den politiske ledelse er for svag, den er deltidsansat (med undtagelse af regionsrådsformanden) og fagligt inkompetent til at kunne matche direktionen og de mange hundrede fuldtidsadministratorer, der reelt set styrer regionen.

Irriterende kliniker-støj

Som omtalt i min tidligere kronik i Dagens Medicin om den medarbejderresistente topledelse, så hverken evner eller ønsker topledelsen i regionen at høre på argumenter fra kompetente medarbejdere med sundhedsfaglig indsigt og kontakt til patienterne.

Med den ledelsesstil, som regionens topledelse præsenterer, er jeg bekymret for det danske sundhedsvæsens fremtid

En sådan ledelsesstil vil uundgåeligt føre til uhensigtsmæssige beslutninger, og naturligvis manglende tillid fra de kliniske medarbejdere med patientkontakt til topledelsen, som ikke vil høre på den kritik, som de fremfører.

Topledelsen på sin side opfatter kritik fra klinisk personale som irriterende kliniker-støj. Eksterne rapporter påpeger ellers netop denne manglende tillid mellem medarbejdere og direktion, og mellem politikere og direktion som et væsentligt problem i Region Midtjylland.

Mikrostyring i osteklokken

Topledelsens manglende sundhedsfaglige baggrund vil uundgåeligt føre til, at ledelsesopgaven foregår i en osteklokke uden forbindelse til den kliniske hverdag med patientkontakt.

Som det er blevet beskrevet af regionens tidligere lægefaglig koncerndirektør Helene Probst i en personlig beretning, så bliver resultatet ofte en meningsløs mikrostyring ud fra tal, som ikke nødvendigvis repræsenterer den kliniske virkelighed.

Med den ledelsesstil, som regionens topledelse præsenterer, er jeg bekymret for det danske sundhedsvæsens fremtid, ikke mindst når Anders Kühnau foreslår, at Danske Regioner fremadrettet skal være leder af det samlede danske sundhedsvæsen.

Ufrugtbar detailstyring

Aktuelt er der nedsat en sundhedsstrukturkommission, som skal komme med et bud på en tiltrængt revision af det danske sundhedsvæsen i løbet af foråret.

Et input til kommissionen må derfor være, at hvis man vælger en Djøf-domineret ledelse med meget stor central magt over sundhedssystemet, så er det nærmest på forhånd givet, at det vil resultere i en meningsløs detailstyring uden sundhedsfaglig begrundelse og opbakning.

Altså en fortsættelse af en ufrugtbar kultur med udbredt mistillid mellem topledelse og kliniske medarbejdere.

En kvalificeret styring af sundhedsvæsenet kræver en langt bedre repræsentation af ledere med sundhedsfaglig baggrund, og vel at mærke ledere som ikke helt har tabt forbindelse til den kliniske virkelighed.

Vejen til bedre styring af sundhedsvæsenet

Lad mig komme med et bud på, hvordan det ville kunne fungere:

• En national styrelse, der udstikker retningslinjer for hvilke sundhedstilbud, der skal kunne tilbydes i de lokale sundhedsklynger. En sådan styrelse, som vel er en udbygning af Sundhedsstyrelsen, skal naturligvis være domineret af personer med sundhedsfaglig baggrund. For at modvirke uhensigtsmæssig centralisering skal styrelsen ikke være sygehusejer og ikke have nogen formel ledelse over de lokale sundhedstilbud. Ellers vil der være en risiko for, at der går sognerådspolitik i det, som tilfældet i høj grad er i Region Midtjylland.
• For at sikre at ledelsen er så tæt på de lokale sundhedstilbud som muligt, foreslås det en ledelse domineret af ledere med sundhedsfaglig baggrund i de lokale sundhedsklynger. For at sikre, at der ikke opstår en økonomisk lås på sundhedssystemet, kunne man overveje at lægge en sundhedsskat ud i det kommunale regi i de kommuner, der er tilknyttet en sundhedsklynge.
• Kontrol af kvalitet og udbredelse af innovation: Med inspiration fra, hvordan uddannelseskvaliteten af speciallæger monitoreres, foreslås det at oprette et inspektorkorps bestående af sundhedsfaglige personer, der i dagligdagen selv er klinisk arbejdende, som kunne rejse rundt på inspektorbesøg for at monitorere den kliniske aktivitet og kvalitet. Herved sikres en relevant kontakt imellem kontrolfunktion og klinisk arbejde, ligesom det lettere vil sikre udbredelse af nye innovative tiltag.

Spørgsmål om eksempelvis overforbrug af tilladelsespræparater som f.eks. Ozempic må kunne reguleres ved, at Lægemiddelstyrelsen får mere præcise rammer for, hvornår præparaterne kan udskrives.

Vejen til en bedre styring af sundhedssystemet er med andre ord:

• Mindre centralisering af den direkte økonomiske styring af hospitaler og sundhedstilbud.
• Højere grad af inddragelse af klinisk arbejdende sundhedspersoner i styring af sundhedstilbud ud fra et hensigtsmæssigt kliniker- og patientperspektiv.
• Økonomisk uafhængighed af statsstyret sundhedsskat.

Læs også:

30. januar 2024: Afskedssalut fra overlægerådsformand: Tilliden til regionsledelsen er ødelagt