Danske Regioner foreslår en central styring af praksissektoren i modsætning til i dag, hvor udviklingen i branchen sker i et samspil mellem almen praksis og myndigheder, og de praktiserende læger selvstændigt har ansvaret for opgaveløsningen i deres egen praksis.
Nogen skal jo passe denne linje, og det bliver mange almene medicinere, der skal trækkes ud af arbejdet med deres egne patienter, hvis den skal erstatte vores egne 3.000-4.000 åbne telefonlinjer
Vi anerkender, at en myndighed, der skal stå på mål over for vælgerne og skatteyderne, må have styringsredskaber og indblik i leveringen af almen medicin, men vi vil advare imod løsninger der øger kontrol og detailstyring, på bekostning af kvalitet og samlet sundhedsøkonomi.
Vi vil også advare imod løsninger der primært øger tilgængeligheden for de raske, på bekostning af behandling af de syge. Vi skal gøre os klart, om det er service eller sundhed, vi skal levere i primærsektoren.
Der er foreslået et nyt nationalt telefonnummer, et kontaktpunkt for almen medicinske henvendelser. Måske som en obligatorisk sluse for alle henvendelser, måske bare tænkt som en mulighed, der kan bruges, hvis patienten selv synes, at bekvemmelighed ved et øjeblikkeligt svar er mere værd, end at afvente til egen læge igen er tilgængelig i morgen.
Men nogen skal jo passe denne linje, og det bliver mange almene medicinere, der skal trækkes ud af arbejdet med deres egne patienter, hvis den skal erstatte vores egne 3.000-4.000 åbne telefonlinjer. Erfaringerne med videolæger, forsikringslæger og vagtlæger er, at en læge, der ikke kender patienten, må nødvendigvis have en mere defensiv tilgang, og leverer tit et, ‘det lyder fredeligt men ring hellere til egen læge i morgen’. Så har patienten fået en bestemt forventning om at skulle til, også selvom problemet måske er gået over i mellemtiden. Det genererer mere arbejde for egen læge, ikke mindre.
Faglig udvikling og forskning
Danske Regioner er sygehusejere, og det påvirker selvfølgelig deres perspektiv og deres målsætninger for almen praksis. Det er korrekt, at en vigtig opgave for almen praksis er at forebygge indlæggelser, og spare sygehusene for den udgift og patienterne for den ubehagelighed. Men der er mange andre vigtige samfundsmæssige opgaver vi løser i almen praksis, som ikke har berøring med sygehusene, og som lader til at være usynlige for Danske Regioner.
Det er ting, der starter og afsluttes i almen praksis: småskader, infektioner, samtaler, styrke egenomsorg og forældreevnen, alle slags symptomer og bekymringer. Samarbejde med kommunens jobcenter, familieafdeling, hjælpemidler, hjemmepleje, rusmiddelcenter. Vi bruger vores baggrundskendskab om familien selv til en simpel telefonrådgivning om et sygt feberbarn.
Vi frygter, at alt det usynlige vil blive nedprioriteret, hvis Danske Regioner ensidigt skal sætte dagsordenen i vores klinikker.
Regionerne skriver i det nye udspil, at almen praksis savner faglig ledelse.
Det arbejde, som almen praksis gør for at holde borgerne raske og ude fra hospitalerne, kan ikke altid måles og vejes ved hjælp af taldata på klinikniveau
I DSAM er vi meget optagede af at udvikle praksissektoren fagligt. Vi er engagerede i udvikling af tværfaglige retningslinjer, og DSAMs egne vejledninger bliver flittigt brugt. Vi har et tæt samarbejde med andre fagvidenskabelige selskaber, med Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Sundhedsstyrelsen og vores forskningsenheder. Ny viden implementeres via efteruddannelse, klyngearbejde, kvalitetsenheder. Den praktiserende læge er veluddannet og må nødvendigvis indhente sin viden fra mange kilder. Det vil en topstyret hierarkisk ledelsesform ikke kunne tage højde for.
Data i almen praksis
Som argument for at almen praksis bør underlægges central styring, har Danske Regioner fremført, at der nærmest ikke leveres data fra almen praksis, så der er ingen gennemsigtighed i opgaveløsningen. Det er ikke korrekt.
Medicinordinationer indberettes til Det Fælles Medicinkort. Vaccinationer registreres i Det Danske Vaccinationsregister. Medicinske bivirkninger sendes til Bivirkningsdatabasen hos Lægemiddelstyrelsen. Henvisninger indberettes til Den Nationale Henvisningsformidler. Ydelsesafregninger indberettes til regionernes ydelsesregister. Elektronisk kommunikation ind og af almen praksis tælles via MedCom statistikbank.
Laboratorieprøver, der er rekvireret af almen praksis og analyseres på centrale laboratorier, lagres i Laboratoriedatabasen. Bookede aftaler deles via Sundhedsdatastyrelsens aftalebog. Relevante kliniske oplysninger på borgere med astma, KOL, diabetes og atrieflimren og hjertesvigt sendes til Regionernes Kliniske Kvalitetsdataprogram (RKKP).
I pipeline er også at borgerne i nær fremtid selv vil få adgang til egen journaltekst på Min Læge app.
De store datamængder kan allerede i dag bruges til at se, om den enkelte klinik afviger fra gennemsnittet. Vi har set mange kontrolsager, hvor regionen forlanger penge tilbage fra en klinik, hvis de finder, at en ydelse er brugt for meget eller lidt uden for den indhegnede aftale.
Vi har dog endnu til gode at se sager, hvor regionen beder en klinik om at bruge en ydelse noget mere. Så vi står tilbage med indtrykket af, at det ikke er kvaliteten for borgerne, men kun udgiftsniveauet for Danske Regioners (cigarkassetænkning), der styrer regionernes interesse for vores indsats. Det medvirker til en utryghed ved, at Danske Regioner skal have styrings- og fyringsret over os, uden paritet med PLO.
Andre aktører kan ikke disponere over den praktiserende læges tid og kalender, da ingen aktør har eller nogensinde vil få overblik over alle opgaverne for lægehuset
Det arbejde, som almen praksis gør for at holde borgerne raske og ude fra hospitalerne, kan ikke altid måles og vejes ved hjælp af taldata på klinikniveau. Men det kan aflæses i store registerstudier over kontinuitetens betydning for behandlingskvalitet og dødelighed, som slår igennem i alle populationer, også når der justeres for alder, socioøkonomi og antallet af kroniske sygdomme. (1) Og det er beskrevet i kvantitativ og kvalitativ forskning ud fra patientperspektiv.
Common trunk
Regionerne har i deres udspil lånt udtrykket – ‘common trunk’ fra DSAM’s ‘opgaverapporten for almen praksis’ fra foråret 2023
Udtrykket refererer til et forslag om en liste over basis klinikudstyr og ydelser i en typisk klinik. Men listen er formuleret under forudsætning af den eksisterende aftalebaserede organisationsform, hvor myndighed og PLO aftaler vilkår og rammer. Listen kan ikke stå løsrevet fra den sammenhæng. Der er en række forudsætninger, der skal være opfyldt, for at listen giver mening.
Først og fremmest er det en forudsætning, at den praktiserende læge selvstændigt kan prioritere i sine forskellige opgaver. Andre aktører kan ikke disponere over den praktiserende læges tid og kalender, da ingen aktør har eller nogensinde vil få overblik over alle opgaverne for lægehuset.
Hver enkelt patient henvender sig jo uvisiteret, ligesom kommuner, arbejdspladser, sygehusambulatorier mv. hver især har deres fordringer på vores indsats. Den fleksibilitet, der ligger i, at lægehuset selv prioriterer ud fra, hvad der er væsentligst for population og patient, giver en høj effektivitet i opgaveløsningen.
Dernæst er det en forudsætning, at den kvalitetssikringsordning som regionerne tilbyder, understøtter apparaturet på listen. Det er ikke tilfældet i dag, hvor der er stor variation mellem regionerne, hvad angår kvalitetssikring af udstyr og apparatur.
Hvis opgaver ikke længere skal forhandles, men dikteres af en myndighed, så kræver det en meget grundig indhegning af opgavemængden, hvor der nøje må registreres og føres regnskab hver gang en ny opgave lægges i praksis. En vanskelig og tidskrævende øvelse for alle implicerede. Det er næppe en fordel for patienterne, at tiden går med registrering og planstyringbehandling frem for faglig, personcentreret patientbehandling.
Regionerne stiller en række forslag, der kan gøre det vanskeligere for almen praksis at levere kvalitet til vores patienter. Formentlig også vanskeligere at rekruttere og fastholde lægerne. Regionerne efterlyser at se data på, hvad almen praksis foretager sig. Almen praksis holder de allerfleste patienter raske og ude af sygehusene, men hvordan måler man på udebleven sygdom?
Vores arbejde er måske ikke altid synligt, men når det ikke er gjort, bliver det meget synligt, når opgaven ikke bliver løftet. Ønsker regionerne virkelig at se konsekvenserne, hvis det usynlige og umålelige arbejde ikke bliver gjort? Tør Danske Regioner virkelig tage ansvaret for forringelse af sundhedsvæsenet?
Kære Bolette, Anne Christina og Maria.
Mange tak for et godt og velargumenteret indlæg – holdt i en sober tone.
Nogle af os andre har været så hovedrystende over Danske Regioners tanker, at jeg tænker det må have været meget svært at holde så sober en tone i kommentaren til deres forslag.
Jeg synes faktisk det er svært bekymrende, at Danske Regioner kan komme med et forslag, som “skyder helt ved siden af skiven” – og at det er udtryk for, at de åbenbart slet ikke reelt har forstået, hvad der foregår i almen praksis! Mange har forsøgt gennem mange år at forklare det – politikere og embedsfolk har været på besøg i almen praksis – og jeg har naivt troet, at de havde forstået lidt af kerneværdierne i almen praksis. Men det har de åbenlyst ikke.
Jeg læser også deres oplæg som tilgængelighed (for de knapt så syge) trumfer alt, og at de ikke har forstået værdien af kontinuitet (specielt for de rigtigt syge).
Vi skal i almen praksis naturligvis forsøge at navigere mellem disse to ønsker om tilgængelighed og kontinuitet – specielt i en tid med begrænset speciallægekapacitet. Vi skal lave aftaler om dette med det øvrige sundhedsvæsen og med patienterne – tilsyneladende er Danske Regioner ved at spille sig selv af banen i forhold til, at der skal laves nye planer for strukturen i vort sundhedsvæsen – herunder specielt primærsektoren. Vi må sætte vores lid til, at der er forstandige folk i Sundheds Strukturkommissionen.
Udover at regionerne rakker praktiserende læger ned gennem hele deres skrift skriver de også at almen praksis skal bevares. Det lyder lidt underligt og når man nærlæser kan man se at det næppe bliver den almen praksis der er i dag man vil se i fremtiden.
De enkelte læger/lægehuse skal sige ja-tak til en kontrakt der har karakter af et pseudo-lønmodtagerforhold, men helt uden de rettigheder en normal lønmodtager har. Det tør de næppe
Sådanne kontraktforhold er mere attraktive for de internationale koncerner (der allerede i det små opererer i DK fx i Alles lægehus) De vil formentlig sætte sig på de fleste kontrakter hvilket giver borgerne klinikker hvor lægerne arbejder som vikarer hvilket fjerner kontinuitet/ fast læge begrebet og fortynder patientansvaret. Det vil være til stor skade for sårbare og multisyge patienter..
Den ekstra telefonlinje der foreslås kender vi fra andre lande hvor den er spild af penge og skaber ulighed i sundhed.
Værst af alt er dog at Regionerne med deres forslag kan skræmme de unge læger væk der er basis for at man i fremtiden kan styrke det nære sundhedsvæsen så der bliver 5000 praktiserende læger.
Man risikerer altså at smide barnet (den praktiserende læge man postulerer man vil bevare) ud med badevandet i sin iver efter omkalfatring. Så kan det godt være man kan måle og veje og kontrollere mange flere ting end før, men det er ikke sikkert patienterne bliver sundere og gladere af det.
Godt skrevet! Prioritering er jo et hot emne i debatter om sundhedsvæsnet- og hvis nogen har erfaring med prioritering, så er det altså Almen Praksis. Jeg havde besøg af flere i min praksis, som blev dybt overraskede over hvordan hverdagen kørte i høj hastighed, med hurtig hjælp til mange flere end de kunne forestille sig, og med mange forskellige problematikker. Og nogle gange er patienten bekymret for helbredstilstanden, andre gange er lægen. Det gør en enorm forskel at kende hinanden. Det har også været en aha oplevelse for mange af de uddannelseslæger, som har haft forløb hos os.
Det har bare været et grundlæggende problem gennem mange år, at det er så svært for de fleste at se, hvad der vil ske med væsnet generelt, hvis ideer om ændringer i “hjørnestenen med gatekeeperfunktion” forsøges at presses ned over selvstændige praktiserende læger.
Jeg håber DSAM lyttes grundigt til, for I har en viden, som er helt nødvendig for en god udvikling.
Regionernes udspil kan kun opfattes som forsøg på nedlæggelse af almen praksis og bange for at reultatet kan blive at der kun bliver under 1000 speciallæger i almen praksis tilbage mod de 5000 som regeringen allerede har lovet befolkningen.Mange af os har jo allerede udenlandst autorisation pga den mangeårige hetz danske regioner siden 2011 har udsat de praktiserende læger for .
Tak for et velskrevet og sagligt indlæg i debatten – det giver mig håb (og stolthed) som kommende speciallæge i almen medicin. Det er tankevækkende at det kun er små fire år siden at daværende regionsrådsformand var helt anerledes positiv omkring almen praksis end den nuværende: https://ugeskriftet.dk/nyhed/plo-og-regioner-laegger-byggesten-til-en-ny-slags-praktiserende-laege
Region Syddanmark har så også fået en ny frembrusende formand som fik ca. 4000 personlige stemmer med den tidligeres ca. 147.000. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over de her levebrødspolitikere, som åbenbart ser praktiserende læger som griske og usamarbejdsvillige. Der er jo så mange udfordringer vi kan blive enige om og som vi fælles burde finde løsninger på: Hvordan kan vi få bedre lægedækning, hvordan kan den enkelte praktiserende læge/klinik få mere tid til de komplicerede, sårbare patienter, hvordan kan mere håndteres lokalt med bevaret (måske endda bedre) kvalitet, hvordan kan vi styrke rekrutteringen osv. osv. Disse fokusområder fortaber sig nu, måske fordi praktiserende læger blandt meningsdannere og ressourcestærke har ry for ikke at ville snakke om flere ting på samme konsultation, ikke bare bestiller den skanning eller de blodprøver eller laver den henvisning de nu kunne ønske sig.
Der er sørgeligt at regionerne tilsyneladende har så lidt indsigt i hvilket arbejde praktiserende læger udfører og hvad det arbejde forudsætter og i det hele taget den almenmedicinske metode.
Vi håndterer over 90% af danskernes sundhedshenvendelser uden at involvere andre dele af sundhedsvæsenet.
Prøv at forestille jer det patientflow gennem sygehusene i et par måneder.
På mange måder trænger regionerne helt åbenlyst til blive virkelighedskorrigeret ved at få praktiserende lægers arbejde gjort synligt. Det er først når hustruen lader det usynlige arbejde i familien ugjort og når rengøringskonen ikke kommer, når andre er gået hjem, at deres indsats værdsættes.
Måske skulle praktiserende læger bare undersøge hvem patienterne helst vil undvære: Deres egen læge eller regionspolitikerne?