Til Danske Regioner og andre 

Det var svært at finde en grimasse, der kunne passe, da jeg læste Danske Regioners oplæg til fremtiden for almen praksis. De fleste læger, inklusive mig selv, oplevede at store dele af de seneste ti års gradvise fremgang i samarbejdet nærmest blev nedgjort flere steder i løbet af oplæggets ti sider. 

Det er min erfaring, at de praktiserende læger strækker sig langt, hvis bare vi oplever, at vi selv har noget at sige

Alene bemærkningerne om at »Den faglige ledelse af almen praksis er som helhed helt fraværende,« og »Almen praksis følger ikke med udviklingen i samfundet og udviklingen i det øvrige sundhedsvæsen,« var dybt nedslående. Har vi talt så meget forbi hinanden i alle de år?

Danske Regioner konkluderer, at løsningen må være at sætte Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) ud på sidelinjen og i stedet opstille ultimative krav til landets ca. 2.000 lægeklinikker og vedhæfte en økonomi. Så må klinikkerne sige ja eller nej, uden forbehold. Og man kan forstå, at hvis ikke lægerne accepterer dette, så vil regionerne lave deres egne klinikker og selv stå for det hele.

Efter at de første frustrationer havde lagt sig, meldte der sig det indlysende spørgsmål: Hvilken reaktion havde Danske Regioner regnet med blandt de 3.000-4.000 læger og deres 6.000-7.000 ansatte – de mennesker, der skal bære udviklingen videre?

Jeg skal spare læserne (og Danske Regioner) for detaljer i de mange lægers reaktioner, som jeg har læst og hørt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan hele vores branche vil blive præget af alt mellem modløshed og resignation – til nærmest kontraproduktiv protest, hvis dette bliver til virkelighed. 

At opstille en vision, der er så meget i modstrid med medarbejdernes egne tanker, vil være den værst tænkelige start på udviklingen af fremtidens almene praksis.

Praktiserende læger strækker sig langt

I stedet for at bruge mere energi på disse frustrationer, vil jeg i stedet forsøge at komme med et par forslag til hvordan man kan få 10.000 fagprofessionelle med sig – i stedet for imod sig:

Med al respekt tror jeg faktisk, at det er kommunerne og almen praksis, der sidder med de fleste svar – vi har trods alt arbejdet her i 50 år

Udnyt at vi har 2.000 klinikker fordelt i hele landet. Vi og vores personale har aldrig været mere veluddannede. Der er masser af læger, sygeplejersker og andet personale, der vil ud at arbejde sammen med os, netop fordi vi er små, relativt selvstændige og overskuelige enheder. Det er også præcis det, borgerne værdsætter i den nære dagligdag, hvor vi fungerer.

Man kan næppe finde et land i Europa, der kan levere en tilsvarende kvalitet til alle landets borgere til den økonomi. 

De praktiserende læger elsker deres patienter, deres medarbejdere og deres egne klinikker. Ja, vi omtaler ofte patienterne som ‘vores’. Brug det positivt – ja, udnyt det. 

Det er min erfaring, at de praktiserende læger strækker sig langt, hvis bare vi oplever, at vi selv har noget at sige. Det er faktisk én af årsagerne til, at vi er blevet praktiserende læger. 

Inviter praksislægerne indenfor

I stedet for at forsøge at overtage ledelsen af nogle generelt meget velfungerende klinikker, burde man i langt højere grad invitere de praktiserende læger indenfor.

Tag de praktiserende læger med ved bordet, når vi skal bygge fremtidens sammenhængende sundhedsvæsen, for det forpligter nemlig lægerne for alvor. Spørg dem om det, de har forstand på, hør deres idéer til, hvordan det kan blive bedre, og lad være med at binde det op på økonomiske forhandlinger. Den del må komme senere – i et andet lokale.

Der er masser, der kan blive bedre i det nære sundhedsvæsen, men der er ikke én part, der sidder med alle svarene. Med al respekt tror jeg faktisk, at det er kommunerne og almen praksis, der sidder med de fleste svar – vi har trods alt arbejdet her i 50 år.

God ledelse er at give plads og vise tillid til dem, der sidder overfor borgeren. Det er ikke at forsøge at styre alle detaljer i deres arbejde. Al erfaring viser, at det alligevel ikke vil lykkes.

Lad være med at slukke den ild, der brænder hos langt de fleste praktiserende læger – brug den i stedet aktivt.

Og lad os så starte på en frisk.