Tidligere på året havde Danske Regioner en forfriskende ærlig, men også dybt bekymrende kronik i Jyllands-Posten. De fem regionrådsformænd beskrev, hvilke alvorlige bekymringer de deler, og hvordan besparelser er uundgåelige i fremtiden. De beskrev, hvordan regionernes økonomi er under pres og advarede om, at der må laves hårde prioriteringer på hospitalerne – regeringens sundhedssatsninger bidrager kun netop til de områder, de målrettes til, og gør altså ikke en forskel for et samlet sundhedssystem i knæ.

Helt konkret estimerer rådet, at en positiv anbefaling af anvendelsen af sensorer som behandlingsredskab vil resultere i budgetmæssige konsekvenser på 143 mio. kr. over en femårig periode

Tine Filges, formand, TYPE1 – Tænketank for diabetes

Et godt eksempel herpå er, at aftalen om regionernes økonomi for 2024 ikke kompenserer regionerne for prisstigninger som følge af stigende udgifter til medicin og inflation, der vurderes at have kostet regionerne over én milliard kroner. Det kommer til at kunne mærkes – både blandt det sundhedsfaglige personale, men desværre også blandt patienterne.

Jeg har stor sympati med Danske Regioner i forhold til den benhårde udfordring, de står overfor. Derfor mener jeg også, at det er bydende nødvendigt at staten, der fastsætter regionernes økonomiske rammer, og regionerne tager deres ansvar på sig og gør deres for at bidrage konstruktivt og imødekomme behovet for ny og innovativ sundhedsteknologi. Det kan frigøre kapacitet og hjælpe manglen på hænder i sundhedsvæsenet, men også løfte behandlingen. Grundlæggende en win-win, der også rummer samfundsøkonomiske gevinster.

Det er nødvendigt, at vi for alvor begynder at betragte medicin og innovativ sundhedsteknologi – herunder sensorbaseret diabetesteknologi – som en investering og ikke en udgift for sundhedsvæsenet og samfundet. For investerer vi ikke i dag, bliver prisen langt højere i morgen i form af de mange afledte omkostninger.

Vi skal investere i sundhedsteknologi allerede nu

Kigger vi på diabetesområdet har Dansk Endokrinologisk Selskab længe anbefalet, at sensorbaseret diabetesteknologi »Bør tilbydes alle [med type 1-diabetes], som er motiverede, og som vil bruge CGM dagligt.«

Oven i dette kom Behandlingsrådet i marts også med sin anbefaling om sensorbaseret diabetesteknologi baseret på en grundig klinisk og sundhedsøkonomisk analyse. Behandlingsrådet anbefaler, at »sensorbaserede glukosemålere med alarm tilbydes i behandlingen af alle voksne patienter med type 1 diabetes.«

Rådet anfører, at sensorerne skaber høj værdi i relation til patienternes livskvalitet og klinisk effekt relativt til deres økonomiske konsekvenser. Helt konkret estimerer rådet, at en positiv anbefaling af anvendelsen af sensorer som behandlingsredskab vil resultere i budgetmæssige konsekvenser på 143 mio. kr. over en femårig periode. Eller sagt på en anden måde: såfremt Behandlingsrådets anbefaling skal implementeres, kræver det en gennemsnitlig årlig investering på 5,72 mio. kr. pr. region i en periode på fem år. Det er jo altså en udgift, som burde være overskuelig for alle regioner – ikke mindst når man tager de sundheds- og samfundsøkonomiske gevinster ved sensorbaseret diabetesteknologi med i betragtning.

Det er dog et problem, at Behandlingsrådets anbefaling måske allerede er forældet, når man kigger på de tal, der bruges til beregninger. De sundhedsøkonomiske beregninger er lavet ud fra tal fra 2021, men efter en samkøring af databaser har det vist sig at det reelle antal af voksne med type-1 diabetes er væsentligt større. I Behandlingsrådets beregninger bruges et antal på 23.411 personer med diabetes, men det ser ud til at det reelle tal er 28.306 personer med diabetes. Det betyder, at der vil mangle penge til at kunne følge anbefalingerne til dørs for alle personer med type 1-diabetes.

Lys i mørket

Heldigvis er der også lyspunkter i forhold til at få implementeret Behandlingsrådets anbefaling og få gjort op med ulighed i sundhed. Det er eksempelvis yderst glædeligt og til stor gavn for voksne med type 1-diabetes i Region Sjælland, at et samlet regionsråd har indgået en budgetaftale for 2024, der omfatter 13 mio. kr. årligt fra 2024 til sensorbaserede glukosemålere.

I dag er det nemlig kun omkring 30 pct. af personer med type 1-diabetes, der opnår deres behandlingsmål, hvilket er alt for lavt

Tine Filges, formand, TYPE1 – Tænketank for diabetes

I Region Syddanmark har man i budgettet for 2024 lagt sig fast på at leve op til Behandlingsrådets anbefaling og afsætter forventeligt 10-12 mio. kr. årligt. Endelig har man også i Region Hovedstaden formået at finde 36 mio. kr. til sensorbaseret diabetesteknologi i 2024. Det er meget positive nyheder, som vi har grund til at glæde os over på vegne af personer med diabetes i Danmark.

Vi er dog endnu ikke i mål, for Region Midtjylland og Region Nordjylland ikke har valgt at prioritere glukosemålere tilsvarende, hvilket vil betyde, at disse regioner først kan leve op til Behandlingsrådets anbefaling om fem år.

Sundhedsteknologi: Investeringer, ikke udgifter

Regeringen vil med sit finanslovsforslag for 2024 løfte sundhedsvæsenet med fem mia. kr. årligt frem mod 2030. Hvis vi vil fremtidssikre det danske sundhedsvæsen, bør der skabes luft i regionernes budgetrammer til at prioritere indkøb af nye og innovative sundhedsløsninger med et flerårigt investeringsperspektiv – noget, som Dansk Erhverv og Danske Regioner tidligere har italesat. På diabetesområdet er der gevinster at hente i forhold til færre ambulancekald, færre akutbehandlinger på hospital og en reduktion i hospitalsindlæggelser, og ikke mindst færre senkomplikationer.

For den enkelte person med diabetes vil den bedre behandling betyde færre sygedage, ligesom en generelt bedre livskvalitet medfører betydelige besparelser for samfundet. Kort sagt er vi nødt til at begynde at betragte finansiering af innovative sundhedsløsninger som sensorbaseret diabetesteknologi som en investering, ikke en udgift.

Hvis vi vil realisere disse gevinster, er det dog ikke nok, at der kun bliver afsat flere penge til sensorbaserede glukosemålere, selvom det er et helt afgørende vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi skal også sikre, at det fører til, at flere personer med diabetes rent faktisk opnår deres behandlingsmål, og der dermed er en mærkbar effekt af indsatsen.

I dag er det nemlig kun omkring 30 pct. af personer med type 1-diabetes, der opnår deres behandlingsmål, hvilket er alt for lavt. Skal det tal løftes, er det af samme grund afgørende, at alle personer med diabetes ikke alene får adgang til sensorbaseret diabetesteknologi, men også at det er den rette sensor – en beslutning, der tager afsæt i den individuelle person med diabetes’ konkrete behov og omstændigheder.

Det kræver et større fokus på kvalitet og at den enkelte person med diabetes reelt sættes i centrum i stedet for primært at fokusere på prisen, når der skal investeres i og udvælges sensorer. Samtidigt kræver det bindende mål, for at personer med type-1 diabetes når i mål med deres behandlingsmål.

Opråb til regeringen

Her er derfor et opråb til regeringen, der kan frigøre hænder og lette presset på kapaciteten: Øremærk finansiering af sensorbaseret diabetesteknologi som en del af finansloven for 2024, medtænk sensorbaseret diabetesteknologi i udmøntningen af Robusthedskommissionens anbefalinger og som led i Strukturkommissionens arbejde såvel som regeringens nye Life Science strategi.

Midlerne til en sådan investering i fremtiden – for det er netop en investering – kan f.eks. findes i regeringens afsatte Digitaliseringspulje.

Lad os få mest muligt for sundhedskronerne, mens vi gør mest muligt for vores sundhedspersonale og patienter. Nu.