Region Midtjylland står i problemer til halsen, hvilket jeg har beskrevet i en tidligere kronik (JP 13.10.23, Region Midts hospitaler sejler, og Anders Kühnau famler sig frem med bind for øjnene). Skandalerne står i kø, og de vil øjensynligt ingen ende tage. Senest har man panikagtigt vedtaget et ansættelsesstop og begrænsning i kursusaktivitet. Så nu skal vi som medarbejdere løfte opgaverne med færre kolleger og dårligere uddannelsesmuligheder.

Topembedsmænd og toppolitikere har fremført en urimelig økonomisk fordelingsnøgle (som har været gældende siden regionernes dannelse). Den skulle stille Region Midtjylland dårligere end andre regioner, som årsag til problemerne. Men det er for letkøbt.

Topledelsens manglende anerkendende tilgang til sit kompetente personale giver ikke grobund for et trygt og godt arbejdsmiljø

‘Kerneårsagsanalysen’, som blev udarbejdet efter tarmkræftskandalen, trækker sine tydelige spor ud over hele Region Midtjylland. Analysen afslører en dyb tillidskrise mellem sundhedspersonale på den ene side og politikere og topembedsmænd på den anden side. Der er meget store rekrutteringsudfordringer af sundhedspersonale, hvilket har udgangspunkt i denne krise.

Topledelsens manglende anerkendende tilgang til sit kompetente personale giver ikke grobund for et trygt og godt arbejdsmiljø. Personale med patientkontakt og kompetencer, der er udviklet over en årrække, oplever, at deres arbejdsområder pludseligt nedlægges eller flyttes med betydelig kompetencetab til følge. Dette sker efter uforståelige beslutninger fra regionens topledelse.

I mit forsøg på at forstå regionens topledelse og forstå, hvordan det kunne gå så galt, har jeg opsøgt litteratur om ledelsesprincipper.

Høj pris for en tvivlsom besparelse

Ledelse af kompetente medarbejdere indebærer, at man ofte skal lede medarbejdere, der på deres områder er dygtigere end deres ledere. Den ledelsesmæssige opgave består her i en anerkendende og lyttende tilgang, der kan facilitere rammerne, for at medarbejderen bedst muligt kan udøve sine kompetencer. Lederen skal være lyttende og taknemlig for den kritik, der kommer fra medarbejderen. Kritikken skal udnyttes konstruktivt til at sikre endnu bedre rammer for opgaveløsning. En effektiv arbejdsplads kræver et godt og trygt arbejdsmiljø med en høj social kapital, hvor medarbejderne kan lide hinanden og vil gå langt for at hjælpe hinanden med at løfte arbejdsopgaven.

Det er en høj pris at betale for en tvivlsomt estimeret besparelse

I ledelsesmæssige kredse tales der af og til om »den ledelsesresistente medarbejder«. Med dette menes der den besværlige medarbejder, der har egne meninger, ikke agerer efter ledelsens ønsker og ikke parerer ordrer fra ledelsen. Denne ledelsesmæssige tolkning knytter sig naturligvis til en opfattelse af ledelsen selv som magtfuldendt – en ledelse der altid har ret og ikke har behov for at lytte til indsigelser fra de besværlige medarbejdere. Lederen er med andre ord selv resistent.

Hvis vi ser på de aktuelle forhold i Region Midtjylland, så er der i forbindelse med de mange skandaler ikke skortet på endog ganske velargumenterede og underbyggede indsigelser fra medarbejdere til topledelsen. Senest i forbindelse med de planlagte strukturforandringer i Silkeborg i budgetforlig 2024, hvor man ødelægger meget velfungerende forløb på en medicinsk afdeling med nedlæggelsen af 34 sengepladser og nedlæggelsen af Vestdanmarks eneste højt kvalificerede NISA-senge (neuro-intensiv-stepdown-afsnit) på vores intensiv afdeling. Som klinikere har vi gjort opmærksom på de negative effekter på patientforløb, tab af kompetencer hos personale, tab af unikke uddannelsesmiljøer, problemer med fremtidig rekruttering af sundhedspersonale. Det er en høj pris at betale for en tvivlsomt estimeret besparelse på 25-40 mio. kr. svarende til ca. en promille af Region Midtjyllands sundhedsbudget.

Topledelsen bør erkender egne begrænsninger

Topledelsen i Region Midts reaktion på velargumenteret kritik fra sit sundhedspersonale er øjensynligt et skuldertræk og en opfattelse af de fremsendte argumenter som »klinikerstøj«. De svar, man efterfølgende får fra regionsrådsformand Anders Kühnau, er intetsigende og ureflekterede, og lyder nærmest som en grammofonplade med gentagelser.

Vi oplever i disse dage ikke blot serviceforringelser, men meget store tab af klinisk kvalitet på vores hospitaler

Denne ledelsesstil, som udøves af såvel den politiske topledelse som af topembedsmænd, har et navn: »Den Medarbejderresistente Ledelse« og er bl.a. beskrevet i tidsskriftet Offentlig Ledelse, 14. marts 2016 i en artikel af Karsten Mellon og Lene Tanggaard.

Denne ledelsesstil er karakteriseret ved, at lederen »opnår en form for døvhed og mangel på indlevelseskompetencer,« og mangel på empati og intuition over for medarbejderen.

»Medarbejderen kan argumentere og insistere, men argumenterne blokeres af lederens manglende evne til indlevelse, ærlighed og tillidsvækkende tilgang. Lederen kan vælge at afvise og rationalisere problemet, og så at sige ‘umyndiggøre’ medarbejderen.«

Lederen kan forsøge at få medarbejderen til at føle, at han eller hun har problemet og dermed også fejlen. Lederen kan blive fanget i sin egen selvoptagethed og blive fanget i sit eget spin, hvilket fastlåser situationen og blokerer for medarbejderafstemte løsninger.

»Den Medarbejderresistente Ledelse« er naturligvis konfliktskabende, ødelæggende for muligheden for etablering af et godt, trygt og effektivt arbejdsmiljø, og naturligvis bremsende for nødvendig innovation i de faglige miljøer i Region Midtjylland. Dårlig ledelse øger dokumenteret komplikationer og dødelighed på hospitalerne (JP 23.8.2019, Dårlig ledelse af hospitaler slår patienter ihjel).

Hvis ikke topledelsen i Region Midtjylland evner at udøve moderne ledelse af kompetente medarbejdere, har den spillet fallit. De har bragt sig selv og sundhedsvæsenet i Midtjylland i en håbløs situation. Økonomien er bundløs, og driften er præget af manglende kernearbejdere på regionens hospitaler. Vi oplever i disse dage ikke blot serviceforringelser, men meget store tab af klinisk kvalitet på vores hospitaler.

Det mest ærlige og den bedste varetagelse af borgernes interesse vil være, at topledelsen erkender egne begrænsninger og kaster håndklædet i ringen. Den kan ikke løfte opgaven og må anmode om at blive underlagt statslig administration.