To chefer på Rigshospitalet finder det bekymrende, at Sundhedsstrukturkommissionen ikke skal se på, hvordan landets 1.000 praktiserende speciallæger kan arbejde tættere sammen med hospitaler og det nære sundhedsvæsen.
Som formand for FAPS er jeg helt enig i, at det vil være en stor fordel for hele det danske sundhedsvæsen, hvis regeringens kommission også kommer med forslag til, hvordan dette samarbejde skal styrkes. Det har faktisk været omdrejningspunktet for flere års tæt samarbejde mellem FAPS og Danske Regioner at finde veje til et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem praktiserende speciallæger, alment praktiserende læger, kommuner og hospitaler.
Faktisk er regionerne så tilfredse med den model, at formand Anders Kühnau (S) har foreslået et system svarende til vores moderniseringer indført på hospitalerne
Så langt er jeg enig med centerdirektør for HovedOrto-centret på Rigshospitalet, Martin Magelund, og cheflæge Morten la Cour, øjenafdelingen på Rigshospitalet.
Til gengæld er deres beskrivelse af hindringerne for dette samarbejde og deres forslag til løsninger præget af misforståelser og manglende viden om vores sektor. Det er ærgerligt, ikke mindst fordi vi er enige om målet. Lad mig derfor gennemgå de to chefers centrale budskaber.
Overenskomster moderniseres løbende
Cheferne fra Rigshospitalet siger i et interview i Dagens Medicin 7. november, at måden speciallægepraksis er organiseret på skaber for megen autonomi, uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer og manglende gennemsigtighed om de opgaver, som varetages. Derfor er der behov for et serviceeftersyn af den måde speciallægepraksis fungerer på.
De to chefer mener, at de praktiserende speciallægers overenskomster og samarbejdsudvalgene er et dårligt styringsværktøj, som ikke giver regionerne et ‘agilt ledelsesværktøj’ i forhold til ønsker og krav om f.eks. bedre udstyr og adgang eller til at sanktionere uhensigtsmæssig adfærd eller overenskomstbrud blandt speciallægerne.
Hospitalschefernes udmelding må vist bero på manglende kendskab til, hvordan vi arbejder, og hvordan vi samarbejder med regionerne. FAPS og Danske Regioner moderniserer løbende alle overenskomster for alle specialer. Her beslutter vi i fællesskab, hvilke behandlinger der skal tilbydes, herunder også hvilket udstyr der skal bruges, og hvilke behandlinger der er forældede og ikke længere skal tilbydes til patienterne. Det betyder også – i modsætning til hvad forfatterne hævder – at regionerne i høj grad er med til at bestemme, hvilke patienter de praktiserende speciallæger ser, og hvordan de skal behandles.
Faktisk er regionerne så tilfredse med den model, at formand Anders Kühnau (S) har foreslået et system svarende til vores moderniseringer indført på hospitalerne. De har nemlig i modsætning til speciallægepraksis ikke en formaliseret model for deres ydelser, der sikrer, at forældede behandlinger afskaffes og erstattes af nye og bedre metoder systematisk og ensartet i hele landet.
Flere faglige prioriteringer vil gavne
Martin Magelund og Morten la Cour hævder desuden, at regionerne ikke har tilstrækkelig effektiv adgang til at sanktionere overenskomstbrud eller uhensigtsmæssig adfærd hos praktiserende speciallæger. Det må vist også bero på manglende kendskab. Sammen med regionerne har vi regionale samarbejdsudvalg, som løbende tager netop denne type sager op. Og hvis man ikke lokalt kan finde løsninger, håndterer vi dem i et centralt samarbejdsudvalg med Danske Regioner. Her lykkes det stort set altid at træffe afgørelser i fællesskab. Danske Regioner har flere gange udtrykt stor tilfredshed med den måde, sagerne håndteres på, og derfor er de to hospitalschefers kritik lidt overraskende.
Hvis det er lederne af hospitalsafdelingerne, der skal bedømme nye købere af speciallægepraksis, risikerer vi, at hele systemet kortsluttes
De to chefer peger på, at hospitalerne og myndighederne ikke ved, hvad der foregår hos øjenlæger og andre praktiserende speciallæger. Og at dette er problematisk i forhold til at sikre bedre patientforløb og bedre prioritering på tværs af sektorer.
Jeg er helt enig i, at det vil være gavnligt med flere faglige prioriteringer på tværs, ikke mindst fordi FAPS og Danske Regioner arbejder for at flytte flere opgaver fra hospitalerne ud i det nære sundhedsvæsen. Jeg er også enig i, at det er afgørende, at speciallægepraksis leverer data til myndighederne.
Netop af denne grund har FAPS i adskillige år presset på for, at de praktiserende speciallæger skal indberette data til Landspatientregistreret. Vi har data, men vi mangler, at Sundhedsdatastyrelsen giver os lov til at levere dem. Det lysner dog, da der om kort tid åbner et nationalt datagrundlag for det nære sundhedsvæsen, hvor de praktiserende speciallæger er med. Det er vi glade for, for vi ønsker i lige så høj grad som hospitalscheferne transparens på området, som kan bidrage til et tættere samarbejde og udflytning af opgaver, som løses langt bedre i speciallægepraksis end på de højt specialiserede hospitaler.
Ønske om tættere dialog
De to chefer fra Rigshospitalet er også bekymret over den måde, som praktiserende speciallæger rekrutteres på i forbindelse med køb og salg af praksis. Angiveligt giver det ikke regionerne tilstrækkelig indflydelse på, hvem der behandler patienterne i speciallægepraksis og sikrer ikke, at de har de fornødne kvalifikationer. Påstanden er overraskende, alt den stund at langt de fleste, som ønsker at etablere sig i speciallægepraksis eller overtage en bestående praksis, er erfarne overlæger fra hospitalerne.
Hvis det er lederne af hospitalsafdelingerne, der skal bedømme nye købere af speciallægepraksis, risikerer vi, at hele systemet kortsluttes. Der vil næppe være mange købere, hvis de skal bedømmes af chefen for den afdeling, de arbejder på. Og kvalifikationsvurderingen vil næppe blive objektiv, hvis lederen af en hospitalsafdeling skal vurdere sine egne medarbejdere i forbindelse med køb af en speciallægepraksis. Her vil lederens interesse i at fastholde medarbejdere kunne påvirke beslutningen.
Men overordnet er jeg helt enig med Martin Magelund og Morten la Cour, at der er brug for at få lagt rammerne for et tættere samarbejde mellem de praktiserende speciallæger, hospitaler, praktiserende læger og kommuner.
Det har været et omdrejningspunkt i FAPS’ arbejde de seneste mange år at bidrage til tættere samarbejde mellem sektorerne og især mellem de praktiserende speciallæger og det øvrige sundhedsvæsen. Derfor har vi sammen med Danske Regioner lagt pejlemærkerne for dette samarbejde i et fælles visionspapir, og vi har indgået en række aftaler, der skal understøtte et langt tættere samarbejde mellem praktiserende speciallæger, almen praksis og hospitaler, f.eks. om hurtig udredning af mennesker med psykiske lidelser og bidrag til at afvikle ventelister for hospitalerne.
Så vi er i fuld gang, og vi vil også meget gerne have en tættere dialog med lederne på landets hospitaler. Hvis vi i den forbindelse kan få ryddet eventuelle misforståelser af vejen, vil det kun være gavnligt for et styrket samarbejde.
