Etisk Råd som ledelsesrådgiver
Foto: Lars Andersen

Etisk Råd som ledelsesrådgiver Sygeplejerskerne har i årevis haft fokus på ledelse som en ligeværdig karrierevej, man tidligt slår ind på. Hvis lægerne for alvor slår ind på samme kurs, har de to faggrupper muligheden for at sætte sig i spidsen for et moderne sundhedsvæsen, der tør tage de problemstillinger ved hornene, som politikerne har ladet ligge og ose de sidste årtier.

Denne uge barslede Etisk Råd med et debatoplæg om behovet for at sætte omsorg på dagsordenen i sundhedsvæsenet, ikke mindst på ledelsesniveau. Oplægget har, som rådet skriver, til formål at indlede en debat om, hvor stor en plads omsorg skal have i et sundhedsvæsen, som de seneste 20 år er blevet tiltagende fokuseret på produktion.

Det er godt set af Etisk Råd, at der er et stort behov for at italesætte sundhedsvæsenets grundlæggende prioriteter og vende tilbage til rødderne fra den hippokratiske ed, som pålagde lægerne altid at trøste, ofte lindre, stundom helbrede og aldrig skade. Dette var i sagens natur enklere at forholde sig til for 2.000 år siden, hvor det lidt groft sagt handlede om få mennesker og begrænsede muligheder, mens sundhedsvæsenet de seneste 50 år er blevet en kompleks størrelse, som involverer en lang række faggrupper, mere end hundrede tusinde ansatte og en hastigt voksende mængde af viden og muligheder for at diagnosticere, behandle og forebygge.

Til gengæld burde der være røde ører hele vejen rundt blandt politikere, embedsmænd, topledere i sundhedsvæsenet og standsforeningerne over, at det er Etisk Råd, der tager teten og italesætter behovet for at vende blikket mod rødderne. Det er et symptom på sundhedsvæsenets mangel på ledelse.

Der burde for længst have været en overordnet plan for sundhedsvæsenet, der tager bestik af den grundlæggende bivirkning ved det moderne samfund, nemlig at vi kan mere, end vi har ressourcer til.

Der burde være røde ører hele vejen rundt blandt politikere, embedsmænd, topledere i sundhedsvæsenet og standsforeningerne over, at det er Etisk Råd, der tager teten og italesætter behovet for at vende blikket mod rødderne

Men fordi det altid er ubehageligt at prioritere og vælge noget frem for noget andet, har politikerne vendt det blinde øje til og slubret fortællinger fra New Public Management i sig i håbet om, at det perfekt tilrettelagte system ville kunne holde horderne af borgere med behov og ønsker tilfredse nok til, at de selv kunne sidde endnu en valgperiode.

Havde man turdet kigge på dette med de briller, som f.eks. en dygtig bestyrelse har på, ville man ret hurtigt kunne konkludere, at det er en strategi, som er dømt til at lide skibbrud. Og man ville – akkurat som Etisk Råd peger på – have sat ledelserne til at se på virksomheden, væsenet eller organisationens helt grundlæggende raison d’etre. Hvad skal et sundhedsvæsen være og for hvem? Hvad skal et sundhedsvæsen gøre?

Desværre har vi ikke en bestyrelse for Sundhedsvæsenet Danmark. Vi har heller ikke en egentlig ledelsesstruktur, der fastlægger ansvaret mellem det statslige, regionale og kommunale niveau. Vi har ikke engang en plan. Her kunne man så bruge resten af skrivepladsen på at begræde, at det politiske Danmark og regeringen i særdeleshed lader til at være helt uberørt af den katastrofe, som nærmer sig med større og større fart. Men der er også håb forude, og det af to meget forskellige årsager.

Den ene er manglen på arbejdskraft. Den anden er en gryende opmærksomhed på ledelse som en fuldbyrdet disciplin hos lægerne. Manglen på arbejdskraft har allerede ført til konkurrence om at tiltrække medarbejdere, og det vil kun blive værre. I det moderne samfund er det basal ledelsesviden, at det, der giver tilfredse medarbejdere, som hverken skifter job for hurtigt eller har uforklarligt højt sygefravær, i høj grad handler om, at alle kan se meningen med det fælles arbejde. Forudsætningen for det er ledelse med et meget tydeligt fokus på kerneopgaven. Således kan manglen på arbejdskraft i bedste fald føre til, at den mangel på ledelse, vi ser fra det politiske niveau, kompenseres af ledere i de mere praktiske niveauer af sundhedsvæsenet. Fordi lederne indser, at de er nødt til at sikre, at arbejdet giver mening i alle lag af sundhedsvæsenet, hvis de skal kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. Og det kræver, at man hele vejen fra top til bund kan holde balancen mellem omsorg og produktivitet. Eller måske endda som Etisk Råd skriver: At man har en omsorgsfuld tilgang til produktivitet.

Det andet, der giver håb, er, at den generation af læger, som nu begynder at besætte ledende stillinger i sundhedsvæsenet, endelig for alvor har fået øjnene op for, at ledelse er mere end administration. Som ledende overlæge Henrik Palm siger i denne avis:

»Det, der motiverer de fleste læger, er jo at gøre noget godt for patienterne. Det er også min motivation. Og jeg tror, at jeg kan gøre mest godt for flest mulige i den stilling, jeg har som leder.«

Sygeplejerskerne har i årevis haft fokus på ledelse som en ligeværdig karrierevej, man allerede tidligt slår ind på. Hvis lægerne for alvor slår ind på samme kurs, har de to faggrupper muligheden for at sætte sig i spidsen for et moderne sundhedsvæsen, der tør tage de problemstillinger ved hornene, som politikerne har ladet ligge og ose de sidste årtier.

Skriv kommentar