Denne kommentar er skrevet før, regeringen onsdag i denne uge præsenterede sit udspil ‘Tættere på II – sundhed, uddannelse og lokal udvikling’. Med venlig hilsen redaktionen.
Så er et nyt folketingsår skudt i gang, og om lidt venter et kommunal- og regionsrådsvalg. Vi er blevet lovet en snarlig ny sundhedsaftale, men indhold og omfang er endnu ukendt. Statsministeren sagde i sin åbningstale, at regeringen vil etablere nærhospitaler, og vi må forstå, at nærhospitalerne ikke skal være et opgør med den nuværende sygehusstruktur, men et tilbud, der skal sikre, at patienter får kortere vej til undersøgelser og kontroller.
Som jeg forstår regeringen og Sundhedsstyrelsen, tales der nærmest om specialiserede sundhedshuse med kommunale sundhedstilbud, praktiserende læger og fremskudte ambulatoriefunktioner, som Danske Regioner har foreslået. Sundhedsstyrelsen taler om i alt 10 til 20 nærhospitaler, og uden mulighed for indlæggelse eller akutfunktioner. Det skal være ‘en institution, der både leverer ambulante sygehusfunktioner under lægeligt ansvar og tværkommunale sundhedsindsatser’. Vi må se, om regeringen og dernæst Folketinget er enige i det.
For mig er det afgørende at sikre lige adgang til specialiserede ydelser og kvalitet. Nødvendigheden af et større samarbejde på tværs af kommuner og regioner samt kommuner imellem og af, at en række specialistunderstøttede sundhedsydelser skal tættere på borgerne, er åbenlys, men hvordan?
Lad os få en tydelig opgavefordeling samt sikring af, at ressourcer og kompetencer følger med
Vi har hørt om 21 sundhedsklynger, der skal opgradere samarbejdet mellem sygehuse, almen praksis og kommunerne, og også her mangler vi at se noget mere konkret på indhold, økonomi og beslutningskompetence. For mig at se er en af de store udfordringer, en reform skal løse, den svingende kvalitet hen over landet samt de massive rekrutterings- og fastholdelsesproblemer blandt jordemødre, sygeplejersker og social-og sundhedspersonale. Så løsningen er ikke bare penge – der skal ses på uddannelser, arbejdsopgaver og opgaveglidning. At en kommunal sygeplejerske ikke må give en hovedpinepille til en borger er åbenlyst tåbeligt.
Der er behov for en plan for lettere adgang til egen læge. Regionsklinikker kan måske være en overgangsløsning, nu hvor også PLO lader til at have forsonet sig med deres eksistens.
Vi har i årevis talt om opgaveudflytning fra hospitaler (supersygehuse) til kommunale sundhedsordninger, og talt om behov for nationale kvalitetsstandarder for netop disse kommunale sundhedsydelser. Men hvornår sker der noget? Og får vi snart kvalitetsstandarder for forebyggelsesindsatserne?
Når alt kommer til alt, er det afgørende, at en ny sundhedsstruktur kan mindske den sociale og geografiske ulighed i sundhed, som vi har fået dokumenteret de seneste årtier. En reform skal for alvor sikre et effektivt og let tilgængeligt patientflow med kvalitet og patientsikkerhed på plads – det sker langtfra altid i dag.
Lad os få en tydelig opgavefordeling samt sikring af, at ressourcer og kompetencer følger med. For patientsikkerheden og kvaliteten skal være i fokus, ellers spilder vi igen ressourcer. Og det er der slet ikke råd til.
